Læreplanatlas
Andet SkoletrinFemte Afdeling. Forskjelligartet Indhold.

199. De onde Lysters Magt.

177

To unge Mennesker kom engang til en gudfrygtig Gubbe og beklagede sig for ham med disse Ord: „Ærværdige Fader, hvorledes skulle vi bære os ad med at dræbe de onde Lyster og aflægge de slemme Vaner? Vi erkjende det Syndige i dem; Aanden er ogsaa villig; men Kjødet er saa skrøbeligt.“ Da sagde Gubben til den ene af dem: „Ryk mig det lille Træ op, som staar herhenne og er plantet for ikke ret lang Tid siden.“ Ynglingen gjorde dette, og det gik let. Træet var kun en Alen høit og havde endnu ikke slaaet dybe Rødder. „Riv mig nu ogsaa det op, som staar ved Siden af!“ vedblev Gubben. Ogsaa dette gjorde Ynglingen, men kun med Anstrengelse og Besværlighed; thi dette Træ var større og stærkere end det andet. Tredie Gang sagde Gubben: „Ryk nu tilsidst ogsaa dette Træ op af Jorden!“ Men det var et ældre Træ af en Mands Høide og havde allerede slaaet dybe Rødder. Ynglingen spændte sine Hænder om Stammen og gjorde sig al mulig Flid for at oprykke Træet. Hans Ven kom ham til Hjælp; men al deres Anstrengelse var forgjeves; de kunde ikke rokke det af Flekken. „Se her, kjære Venner,“ sagde nu den Gamle; „disse Træer ere et Billede paa vort Hjertes onde Lyster og Vaner; saalænge de endnu ikke have faaet Tid til at rodfæste sig, kan ved den Helligaands Naade en alvorlig og fast Villie snart dæmpe og undertrykke dem; men, naar de have slaaet dybe Rødder inden i os, da er det svært, ja næsten umuligt at faa Magt over dem. Strider og kjæmper derfor alvorlig, medens I endnu ere unge, paa det I kunne vinde Seier. Vaager og beder; thi Faren er stor og Fristelserne ere mange!“