To unge Mennesker kom engang til en gudfrygtig Gubbe og beklagede sig for ham med disse Ord: „Ærværdige Fader, hvorledes skulle vi bære os ad med at dræbe de onde Lyster og aflægge de slemme Vaner? Vi erkjende det Syndige i dem; Aanden er ogsaa villig; men Kjødet er saa skrøbeligt.“ Da sagde Gubben til den ene af dem: „Ryk mig det lille Træ op, som staar herhenne og er plantet for ikke ret lang Tid siden.“ Ynglingen gjorde dette, og det gik let. Træet var kun en Alen høit og havde endnu ikke slaaet dybe Rødder. „Riv mig nu ogsaa det op, som staar ved Siden af!“ vedblev Gubben. Ogsaa dette gjorde Ynglingen, men kun med Anstrengelse og Besværlighed; thi dette Træ var større og stærkere end det andet. Tredie Gang sagde Gubben: „Ryk nu tilsidst ogsaa dette Træ op af Jorden!“ Men det var et ældre Træ af en Mands Høide og havde allerede slaaet dybe Rødder. Ynglingen spændte sine Hænder om Stammen og gjorde sig al mulig Flid for at oprykke Træet. Hans Ven kom ham til Hjælp; men al deres Anstrengelse var forgjeves; de kunde ikke rokke det af Flekken. „Se her, kjære Venner,“ sagde nu den Gamle; „disse Træer ere et Billede paa vort Hjertes onde Lyster og Vaner; saalænge de endnu ikke have faaet Tid til at rodfæste sig, kan ved den Helligaands Naade en alvorlig og fast Villie snart dæmpe og undertrykke dem; men, naar de have slaaet dybe Rødder inden i os, da er det svært, ja næsten umuligt at faa Magt over dem. Strider og kjæmper derfor alvorlig, medens I endnu ere unge, paa det I kunne vinde Seier. Vaager og beder; thi Faren er stor og Fristelserne ere mange!“

To unge Mennesker kom engang til en gudfryktig gubbe og beklaget seg for ham med disse ord: „Ærverdige far, hvorledes skulle vi bære oss ad med å drepe de onde lyster og avlegge de slemme vaner? Vi erkjenner det Syndige i dem; Aanden er også villig; men kjøttet er så skrøpelig.“ Da sa Gubben til den ene av dem: „Ryk meg det lille tre opp, som står herhenne og er plantet for ikke rett lang tid siden.“ Ynglingen gjorde dette, og det gikk lett. Treet var kun en alen høyt og hadde ennå ikke slått dype røtter. „Riv meg nå også det opp, som står ved siden av!“ vedble Gubben. Også dette gjorde ynglingen, men kun med anstrengelse og besværlighet; thi dette tre var større og sterkere enn det andre. Tredje gang sa Gubben: „Ryk nå til sist også dette tre opp av jorden!“ Men det var et eldre tre av en Mands høyde og hadde allerede slått dype røtter. Ynglingen spente sine hender om stammen og gjorde seg all mulig flid for at oprykke treet. Hans Ven kom ham til hjelp; men all deres anstrengelse var forgjeves; de kunne ikke rokke det av flekken. „Se her, kjære venner,“ sa nå den Gamle; „disse trær er et bilde på vårt Hjertes onde lyster og vaner; så lenge de ennå ikke have fått tid til å rotfeste seg, kan ved den helligånds nåde en alvorlig og fast vilje snart dempe og undertrykke dem; men, når de har slått dype røtter innen i oss, da er det svært, ja nesten umulig å få makt over dem. Strider og kjemper derfor alvorlig, mens dere ennå er unge, på det dere kunne vinne Seier. Våker og beder; thi faren er stor og fristelsene er mange!“