173

Vi gaa nu over til at omtale de mærkeligste Egne og Steder i Samarias Land.

Nord fra Jerusalem kommer man op i Mellem-Palæstinas Høiland, som man i gamle Dage pleiede at kalde Efraims Bjerg, fordi Størstedelen ved Lodkastningen tilfaldt Efraims Stamme. Her komme vi af bekjendte Steder først til Schilo, der er det gamle Silo, hvor Tabernaklet eller Telt-Kirken engang stod. De Ruiner, man her finder, ere alle fra en nyere Tid. Nordvest for Schilo hæver sig et Bjerg over alle de andre, bedækket med Haver. Det er Lovens Garizim, hvorfra Lovens Velsignelser bleve oplæste, og strax i Nord derfor er det steile og nøgne Ebal, opfyldt med Huler, fra hvilket ligeledes oplæstes Lovens Forbandelser. I Dalen, der gaar fra Vest mod Øst mellem begge Bjerge og som er neppe 500 Skridt i Bredden, ligger Byen Nablus, vel bebygget, med Kupler paa Husene, omgivet af Haver, hvor alle Slags Sydfrugter dyrkes. Denne By ligger, hvor det gamle Sikem laa, og endnu viser man i Nærheden Josvas og Josefs Grave samt den Jakobs-Brønd, hvor Herren i Middagsstunden havde sin mærkelige Samtale med den samaritanske Kvinde. Omtrent 1½ Mil i Nordvest laa paa et aflangt, 174temmelig enestaaende Bjerg det gamle Samaria, som Herodes gav Navnet Sebaste. Bækken Kana, som løber i Nordvest fra Efraims Bjerg og ud i Middelhavet, dannede Grændsen mellem Efraims og den halve Manasse Stamme.

Lidt nordenfor denne Bæk begynder en Slette, som løber mod Syd langs Middelhavet, lige ned til Egnen ved Joppe, bredere og bredere, jo længere den kommer mod Syd. Det er Saron-Sletten, berømt for sin Frugtbarhed og blomstrende Ynde, der gjorde den til en Rosengaard. Naar Profeten Jesaias spaar om Velsignelsens Tider, naar „Ørkenen skal blomstre som en Rose,“ laaner han (i det 35te Kapitel) ogsaa Billedet fra „Sarons Yndighed“. Ved Enden af Slettens Fortsættelse i Nord springer en Odde ud i Middelhavet og paa den løfter sig Karmels Bjerg, hvis Deilighed ogsaa Jesaias har optaget i sit Billedsprog, hvor Baals-Præsterne dræbtes, hvor Klostre reistes i Middelalderen, og hvoraf en Munke-Orden, Karmeliterne, fik sit Navn. Noget sydlig for Karmel, ved Havet, ligger Ruiner af Cæsarea; men inden Murene bo nu kun Vildsvin og Schakaler. Nord for Karmel løber ind den store og brede Akkabugt, og sydostlig har vi den store Jisreels-Slette, som gaar en 8 Timers Vei nord op mellem Galilæas Bjerge. Den gjennemskjæres af Bækken Kison, hvor Deboras Sang engang lød for Baraks Seier over Sisera.

192. Galilæa.

Vandre vi opefter Jisreels-Sletten, ere vi, før vi vide af det, komne ind i det gamle Galilæa, Jødelands tredie Hoveddel paa denne Side Jordan. Kyststrækningen nordenfor Karmel og opover forbi Tyrus og Sidon i Fønikien tilfaldt Assers Stamme, og paa Nordsiden af Akka-Bugten ligger Akka, en ældgammel By, der efter Alexander den Stores Tid en Stund kaldtes Ptolomais. Den er nu en smudsig By; men herover gaar Handelen med den langt nordost for Palæstina beliggende Stad Damaskus. Akka eller Akre er vel bekjendt for Udholdenhed mod Beleiring, ogsaa i den nyeste Tid; men i Korstogenes Dage var den i sin Glands; da var den efter Jerusalems Fald endog Korsrigets Hovedstad. Med Akres Fald var ogsaa Korsrigets Tid forbi.

Galilæa er i det Hele et Høiland, med Afheldning til Middelhavet i Vest og til Genezareth Sø og Jordan mod Øst. Jisreels-Sletten var før særdeles bebygget og opdyrket; nu er den for Størstedelen udyrket, medens blot Nomade-Horder vandre omkring paa den. Naar man fra denne Slette stiger op i det Sydlige af Galilæa, møder man Gilboa Bjerge, hvorfra Kong Saul sidste Gang saa ud over Filister-Hæren. Nordenfor hæver sig Tabors Bjerg, hvor man fra gammel Tid har sagt, at Herrens Forklarelse gik for sig. Det har Tilfælde af en Kegle, afskaaren oventil, og Siderne ere bevoxede med Eg og Pistatier. Fra den frugtbare, blomsterrige Flade paa Toppen har man en prægtig Udsigt til Genezareth og Jordan i Øst og til Middelhavet i Vest. Mellem Gilboa og Tabor minder en ussel Landsby os om det Nain, ved hvis Porte Herren opvakte Enkens Søn. I Nord for Tabor have vi Galilæas mindeværdigste Stad, som nu heder Nazerah og er det samme Nazareth, hvor Bebudelsens Engel kom til Jomfru Maria, hvor Herren voxte op og blev stærk i Aanden og var sine Forældre underdanig og fornemmedes som i Alder, saa i Yndest hos Gud og Mennesker,“ men ogsaa det samme Nazareth, hvor man i hans Manddom vilde styrte ham ud over Klippen. Den har nu 3000 Indbyggere, Huse med flade Tage og „Bebudelsens Kirke.“ — Henved 2 Mile i Nordvest har vi det Kana, hvor Herren forvandlede Vandet til Vin, og som var Nathanaels Fødested.

Lige ved Genezareth-Søen, som nu heder Tabarje-Søen, ligger endnu paa Sydvestsiden under de steile Klipper Byen af dette Navn med fladtagede Huse. Den er ikke stor, men havde i Romernes Tid et kongeligt Palads og efter Jerusalems Forstyrrelse en Slags Høiskole med jødiske Lærde. I Korstogenes Tid blev den haardt medtaget, samme Gang som Sultan Saladin slog det morderiske Slag paa Korsfarerne i Nærheden.

175I seneste Tid har den lidt meget af Jordskjælv, men har reist sig igjen. Mærkeligt er det, at paa selve Søen, hvor paa Herrens Tider Smaaskibe i Mængde krydsede hinanden, er nu næsten ingen Baade at se. Nordenfor Byen Tubarie ligger en mohamedansk Landsby, halvt i Ruiner, og her, mener man, have vi Marie Magdalenes By.

Om Ruinerne af det engang „til Himlen ophøiede“ Kapernaum, af Korazin og Bethsaida ved man intet sikkert. Denne Egn var i det Hele som et Værksted for Herrens Magts- og Miskundhedsgjerninger, mens han i Kjødet var paa Jorden, og her lød hans Taler saa mangen Gang. Derfor hed det ogsaa om Folket og Egnen her tilhobe: „Sebulons Land og Naftali Land ved Havets Vei*) paa denne Side Jordan, Hedningernes Galilæa, det Folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sad i Dødens Skygge, dem er opgaaet et Lys.“ Vi skal endnu kun i Nord for Søen mærke os „Salighedernes Bjerg,“ saa kaldet af Bjerg-Prædikens Begyndelse, samt Byen Safed, hvorom Jøderne har den Tro, at her vil Messias tage sit Sæde i 40 Aar, forinden han drager ind i Jerusalem. Men ligesom Guds Aand i over atten Aarhundreder har bekjendt, at Christus Messias er kommen i Kjødet, saaledes skal ogsaa „Israels Levning“ faa Syn derfor, og dens Antagelse, skriver Paulus, skal blive „Liv af Døde!“

173

Vi går nå over til å omtale de merkeligste Egne og steder i Samarias land.

Nord fra Jerusalem kommer man opp i Mellem-Palæstinas Høiland, som man i gamle dager pleide å kalle Efraims Bjerg, fordi størstedelen ved loddkastingen tilfalt Efraims stamme. Her kommer vi av bekjente steder først til Schilo, der er det gamle silo, hvor tabernaklet eller telt-kirken engang stod. De ruiner, man her finner, er alle fra en nyere tid. Nordvest for Schilo hever seg et Bjerg over alle de andre, bedekket med Haver. Det er Lovens Garizim, hvorfra Lovens velsignelser ble oplæste, og straks i nord derfor er det steile og nakne Ebal, oppfylt med huler, fra hvilket likeledes opplestes Lovens forbannelser. I dalen, der går fra vest mot øst mellom begge Bjerge og som er neppe 500 skritt i bredden, ligger byen Nablus, vel bebygd, med kupler på husene, omgivet av Haver, hvor alle Slags sydfrukter dyrkes. Denne by ligger, hvor det gamle Sikem lå, og ennå viser man i nærheten Josvas og Josefs Grave samt den Jakobs-brønn, hvor Herren i Middagsstunden hadde sin merkelige samtale med den samaritanske kvinne. Omtrent 1½ Mil i nordvest lå på et avlangt, 174temmelig enestående Bjerg det gamle Samaria, som Herodes ga navnet Sebaste. Bekken Kana, som løper i nordvest fra Efraims Bjerg og ut i Middelhavet, dannede grensen mellom Efraims og den halve Manasse stamme.

Litt nordenfor denne bekk begynner en Slette, som løper mot Syd langs Middelhavet, like ned til Egnen ved Joppe, bredere og bredere, jo lenger den kommer mot Syd. Det er Saron-Sletten, berømt for sin fruktbarhet og blomstrende Ynde, der gjorde den til en rosengård. Når profeten Jesaias spår om Velsignelsens tider, når „ørkenen skal blomstre som en Rose,“ låner han (i det 35te kapittel) også Billedet fra „Sarons yndighet“. Ved enden av Slettens fortsettelse i nord springer en Odde ut i Middelhavet og på den løfter seg Karmels Bjerg, hvis deilighet også Jesaias har optaget i sitt Billedsprog, hvor Baals-prestene dræbtes, hvor klostre reistes i middelalderen, og hvorav en munker-orden, karmelittene, fikk sitt navn. Noe sydlig for Karmel, ved havet, ligger ruiner av Cæsarea; men innen murene bo nå kun villsvin og sjakaler. Nord for Karmel løper inn den store og brede Akkabugt, og sydostlig har vi den store Jisreels-Slette, som går en 8 Timers vei nord opp mellom Galilæas Bjerge. Den gjennomskjæres av bekken Kison, hvor Deboras sang engang lød for Baraks Seier over Sisera.

192. Galilæa.

Vandre vi opefter Jisreels-Sletten, er vi, før vi vet av det, kommet inn i det gamle Galilæa, Jødelands tredje hoveddel på denne side Jordan. Kyststrekningen nordenfor Karmel og opover forbi Tyrus og Sidon i Fønikien tilfalt Assers stamme, og på nordsiden av Akka-bukten ligger Akka, en eldgammel by, der etter Alexander den Stores tid en stund kaltes Ptolomais. Den er nå en smussig by; men herover går handelen med den langt nordost for Palæstina beliggende stad Damaskus. Akka eller Akre er vel bekjent for utholdenhet mot beleiring, også i den nyeste tid; men i Korstogenes dager var den i sin glans; da var den etter Jerusalems fall endog Korsrigets hovedstad. Med Akres fall var også Korsrigets tid forbi.

Galilæa er i det hele et Høiland, med Afheldning til Middelhavet i vest og til Genezareth Sø og Jordan mot øst. Jisreels-Sletten var før særdeles bebygd og oppdyrket; nå er den for størstedelen udyrket, mens blot nomade-horder vandre omkring på den. Når man fra denne Slette stiger opp i det Sydlige av Galilæa, møter man Gilboa Bjerge, hvorfra Kong Saul siste gang så ut over filister-hæren. Nordenfor hever seg Tabors Bjerg, hvor man fra gammel tid har sagt, at Herrens forklarelse gikk for seg. Det har tilfelle av en kjegle, avskåret oventil, og sidene er bevokste med Eg og Pistatier. Fra den fruktbare, blomsterrige flate på toppen har man en prektig utsikt til Genezareth og Jordan i øst og til Middelhavet i vest. Mellom Gilboa og Tabor minner en ussel landsby oss om det Nain, ved hvis porter Herren opvakte Enkens sønn. I nord for Tabor har vi Galilæas mindeværdigste stad, som nå heter Nazerah og er det samme Nazareth, hvor Bebudelsens engel kom til jomfru Maria, hvor Herren vokste opp og ble sterk i Aanden og var sine foreldre underdanig og fornemmedes som i alder, så i Yndest hos Gud og Mennesker,“ men også det samme Nazareth, hvor man i hans manndom ville styrte ham ut over klippen. Den har nå 3000 innbyggere, hus med flate Tage og „Bebudelsens kirke.“ — Henved 2 mil i nordvest har vi det Kana, hvor Herren forvandlet vannet til vin, og som var Nathanaels Fødested.

Like ved Genezareth-sjøen, som nå heter Tabarje-sjøen, ligger ennå på Sydvestsiden under de steile klipper byen av dette navn med fladtagede hus. Den er ikke stor, men hadde i Romernes tid et kongelig Palads og etter Jerusalems forstyrrelse en Slags høyskole med jødiske Lærde. I Korstogenes tid ble den hardt medtatt, samme gang som Sultan Saladin slo det morderiske slag på korsfarerne i nærheten.

175I seneste tid har den litt meget av jordskjelv, men har reist seg igjen. Merkelig er det, at på selve sjøen, hvor på Herrens tider småskip i mengde krysset hinannen, er nå nesten ingen båter å se. Nordenfor byen Tubarie ligger en mohamedansk landsby, halvt i ruiner, og her, mener man, har vi Marie Magdalenes By.

Om ruinene av det engang „til Himlen opphøyde“ Kapernaum, av Korazin og Bethsaida vet man intet sikkert. Denne Egn var i det hele som et Værksted for Herrens Magts- og miskunnhetsgjerninger, mens han i kjøttet var på jorden, og her lød hans Taler så mangen gang. Derfor het det også om folket og Egnen her tilhobe: „Sebulons land og Naftali land ved Havets vei*) på denne side Jordan, Hedningernes Galilæa, det folk, som satt i mørke, har sett et stort lys, og dem, som satt i Dødens skygge, dem er oppgått et lys.“ Vi skal ennå kun i nord for sjøen merke oss „saligheternes Bjerg,“ så kalt av Bjerg-prekens begynnelse, samt byen Safed, hvorom jødene har den tro, at her vil Messias ta sitt sete i 40 år, forinden han drar inn i Jerusalem. Men likesom Guds Aand i over atten århundrer har bekjent, at Christus Messias er kommet i kjøttet, således skal også „Israels levning“ få syn derfor, og dens antagelse, skriver Paulus, skal bli „Liv av Døde!“