En Fyrste traf engang paa en Spadseretur en Mand i fuldt Arbeide paa Marken og slog sig lidt i Snak med ham. Efter nogle Spørgsmaal fik han at vide, at Marken ikke var hans Eiendom, men at han var en Dagleier og arbeidede for et Par Mark om Dagen. Fyrsten kunde ikke begribe, hvorledes det var muligt at komme ud af det med saa lidt og dog være ved godt Mod, og han ytrede sin Forundring derover. Men Manden i Vadmelskoften svarede: „Det saa galt ud, hvis jeg brugte saa meget. Jeg maa komme ud af det med en Trediedel. Af de to andre Trediedele bruger jeg den ene til at betale min Gjæld, og den anden sætter jeg ud paa Renter.“ Dette var nu Fyrsten en ny og endnu større Gaade. Men den kvikke Arbeidsmand svarede: „Jeg deler min Fortjeneste med mine gamle Forældre, som ikke mere kunne arbeide, og med mine Børn, som først skulle lære at arbeide. Mine Forældre gjengjælder jeg den Kjærlighed, de have vist mod mig i min Barndom: det er den Gjæld, jeg betaler. Af mine Børn haaber jeg, at de engang i min Alderdom ikke ville forlade mig: det er den Kapital, jeg sætter ud paa Rente.“ Var det ikke vakkert sagt og endnu vakrere tænkt og handlet? — Fyrsten syntes ogsaa saa godt om Manden, at han tog sig af hans Børn; i deres Kjærlighed og Tak fik han som de den bedste Løn for den Kjærlighed, han selv havde vist mod sine gamle Forældre.

En fyrste traff engang på en spasertur en mann i fullt arbeide på marken og slo seg litt i snakk med ham. Etter noen spørsmål fikk han å vite, at marken ikke var hans eiendom, men at han var en Dagleier og arbeidet for et par Mark om Dagen. Fyrsten kunne ikke begripe, hvorledes det var mulig å komme ut av det med så litt og dog være ved godt mot, og han ytret sin forundring derover. Men mannen i Vadmelskoften svarte: „Det så galt ut, hvis jeg brukte så meget. Jeg må komme ut av det med en tredjedel. Av de to andre tredjedeler bruker jeg den ene til å betale min gjeld, og den annen setter jeg ut på renter.“ Dette var nå fyrsten en ny og enda større gåte. Men den kvikke arbeidsmann svarte: „Jeg deler min fortjeneste med mine gamle foreldre, som ikke mer kunne arbeide, og med mine barn, som først skulle lære å arbeide. Mine foreldre gjengjelder jeg den Kjærlighed, de har vist mot meg i min barndom: det er den gjeld, jeg betaler. Av mine barn håper jeg, at de engang i min alderdom ikke ville forlate meg: det er den kapital, jeg setter ut på rente.“ Var det ikke vakkert sagt og enda vakrere tenkt og handlet? — Fyrsten syntes også så godt om mannen, at han tok seg av hans barn; i deres Kjærlighed og takk fikk han som de den beste Løn for den Kjærlighed, han selv hadde vist mot sine gamle foreldre.