Jerusalem selv, den hellige Stad, som endog Tyrkerne kalde „Helligdommen,“ ligger nu mod Vest nedenfor Oliebjerget paa en fra Nord fremspringende Bjergryg, omgiven af dybe Dale paa de tre andre Sider. Bjergryggen ender med Zions-Bjerget i Sydvest, hvoraf dog nu en god Del ligger udenfor de tykke, svære Mure, der bugte sig rundtom Staden. Store Omvæltninger ere her foregaaede, og Stedet, hvor Moria Bjerg løftede sig, er saaledes nu den laveste Del af Staden. Paa den østre Side have vi Stefans-Porten; efter kun en 5 Minuters Gang derfra kommer man ind i det Trange af den Dal, som Jøder og Kristne kalde Josafats Dal; her gaar Bækken Kidron, hvorover David og Frelseren gik sin tunge Gang, og hvis Minde er udødeligt ved Jesu Christi Lidelses-Historie. Lidt østenfor har man en Indhegning, 160 Fod lang og 150 Fod bred, med enkelte Olietræer, og denne Indhegning skal have været det ligesaa uforglemmelige Gethsemane. Følge vi Josafats Dal mod Syd, da have vi tilhøire under Zions Bjerg Siloams Dam og Kilder og til venstre „Forargelsens Bjerg,“ hvor Salomo, forført af sine hedenske Hustruer, skal have ofret til Afguderne. Ligeunder Zions steile Styrtning, paa Sydsiden, kommer en anden Dal og forener sig med Josafats Dal; det er Hinnoms Dal, hvor Jøderne bedrev Afgudsdyrkelse for Baal og især for Molok, for hvem de lod „sine Sønner og Døtre gaa gjennem Ilden.“ Det bekjendte Navn Ge-henna betyder egentlig Hinnoms Dal, og Stedet kaldtes af Profeterne ogsaa Tofet. Med Hinnoms-Dalen forener sig Gihons-Dalen, som gaar paa Vestsiden 171af Staden i nordvestlig Retning og har Damme med store Vandbeholdninger. Jerusalem har 4 Porte: Stefans-Porten eller Østporten er alt nævnt; Zions-Porten eller Sydporten fører ud til den Del af Zions-Bjerget, der ligger udenfor de nuværende Mure; Vesterporten kaldes Jaffa-Porten, fordi Veien gaar derfra til Landingsstedet Jaffa ved Middelhavet; den nordre Port kaldes Damaskus-Porten. En god halv Fjerding fra Damaskus-Porten har man nede i en uhyre stor, rund Udgravning Indgange til de gamle Kongegrave. En af disse er dybere end alle de andre, og den, mener man, har været selve Kong Davids. Levninger af et Kistelaag, som fandtes her, formodentlig af Marmor eller Alabast, skal nu gjemmes i Paris. Nordenfor Kongegravene viser man Dommernes Grave, og paa Strøget mellem begge Gravsteder breder Josafats Dal sig og gaar først fra Vest mod Øst, indtil den siden, som sagt, gaar mod Syd mellem Staden og Oljebjerget. Paa Bjergets vestlige Skraaning og paa Sydsiden af Veien til Bethanien viser man Profeternes Grave. Ogsaa de have mange Kamre, men have i Pragt staaet langt tilbage for Kongernes og Dommernes.

Staden Jerusalem selv har trange og urenlige Gader og for det meste Kupler paa Husenes Tage. Paa Pladsen, hvor fordum Salomos og Serubabels Templer og Herodes's Tempelhaller hævede sig, og hvor Herren talte med sin egen Tunge, der kneiser nu det uhyre ottekantede Tyrke-Tempel, den pragtfulde Omars Moske med Halvmaanen paa sin Kuppel. Nordenfor Moskeen gaar en Gade igjennem Byen, som kaldes Smerte-Veien; thi herigjennem, siger man, var det, at Christus blev ført, da han gik til sit Kors. Paa denne Vei viser man blandt andet Ruiner af den Buegang, hvorigjennem Pilatus førte Frelseren ud og raabte til Folket: „Se, hvilket Menneske!“

I Nordvest ligger Maalet for saamangen Pilegrims Vandring, den mægtige Grav-Kirke. Det er dog meget uvist, om den hvælver sig just over det Sted, hvor Frelseren hvilede, og hvorfra han opstod tredie Dag fra de Døde. Der er egentlig tre Kirker under et Tag. Først kommer man fra Øst til Kors-Optagelsens, saa i Midten til Hovedpandestedets, som ligger høiere, og endelig vestligt til selve den hellige Gravs Kirke, der har sin egen Hovedindgang fra Syd. Kirkens Skikkelse er rund, og den har en vældig Kuppel over sig, med en Aabning i Midten, hvorigjennem Lyset falder ned i det store Rum, der er 72 Skridt i Gjennemsnit. Selve Graven er en Huling i en Klippe, som stiger op over Kirkens Gulv, som er overbygget med en Bygning, der ser ud som en liden Kirke inde i Kirken. Væggene i Gravhulingen ere beklædte med hvidt Marmor, og om de mange Lamper, som nu brænde derinde baade Nat og Dag, sagde man i Middelalderen, at de om Paaske-Natten tændtes af sig selv. Der er forskjellige Kapeller indrettede for de forskjellige Partier: for Romersk-Katholske og for de Græsk-Katholske, for armeniske Kristne, for de koptiske og abysinske fra Afrika. Staden er inddelt i Fjerdinger, og „de Kristnes Fjerding“ ligger i det nordvestlige Hjørne, medens dog de armeniske Kristne bo ved Zion mod Sydvest.

Jerusalem selv, den hellige stad, som endog tyrkerne kalle „helligdommen,“ ligger nå mot vest nedenfor Oliebjerget på en fra nord fremspringende Bjergryg, omgitt av dype daler på de tre andre sider. Bjergryggen ender med Zions-Bjerget i Sydvest, hvorav dog nå en god del ligger utenfor de tykke, svære murer, der bukte seg rundt om staden. Store omveltninger er her foregåtte, og stedet, hvor Moria Bjerg løftet seg, er således nå den laveste del av staden. På den østre side har vi Stefans-Porten; etter kun en 5 minutters gang derfra kommer man inn i det Trange av den dal, som jøder og kristne kalle Josafats dal; her går bekken Kidron, hvorover David og Frelseren gikk sin tunge gang, og hvis Minde er udødelig ved Jesu Christi Lidelses-historie. Litt østenfor har man en innhegning, 160 fot lang og 150 fot bred, med enkelte oljetrær, og denne innhegning skal ha vært det likeså uforglemmelige Gethsemane. Følger vi Josafats dal mot Syd, da har vi til høyre under Zions Bjerg Siloams dam og kilder og til venstre „Forargelsens Bjerg,“ hvor Salomo, forført av sine hedenske hustruer, skal ha ofret til avgudene. Like under Zions steile Styrtning, på Sydsiden, kommer en annen dal og forener seg med Josafats dal; det er Hinnoms dal, hvor jødene bedrev avgudsdyrkelse for bål og især for Molok, for hvem de lot „sine sønner og døtre gå gjennom ilden.“ Det bekjente navn Ge-henna betyr egentlig Hinnoms dal, og stedet kaltes av profetene også Tofet. Med Hinnoms-dalen forener seg Gihons-dalen, som går på vestsiden 171av staden i nordvestlig retning og har dammer med store Vandbeholdninger. Jerusalem har 4 porter: Stefans-Porten eller Østporten er alt nevnt; Zions-Porten eller Sydporten fører ut til den del av Zions-Bjerget, der ligger utenfor de nåværende murer; Vesterporten kalles Jaffa-Porten, fordi veien går derfra til landingsstedet Jaffa ved Middelhavet; den nordre port kalles Damaskus-Porten. En god halv fjerding fra Damaskus-Porten har man nede i en uhyre stor, rund utgravning innganger til de gamle Kongegrave. En av disse er dypere enn alle de andre, og den, mener man, har vært selve Kong Davids. Levninger av et kistelokk, som fantes her, formodentlig av marmor eller alabast, skal nå gjemmes i Paris. Nordenfor Kongegravene viser man Dommernes Grave, og på strøket mellom begge gravsteder brer Josafats dal seg og går først fra vest mot øst, inntil den siden, som sagt, går mot Syd mellom staden og Oljebjerget. På Bjergets vestlige skråning og på Sydsiden av veien til Bethanien viser man Profeternes Grave. Også de har mange kamre, men har i prakt stått langt tilbake for Kongernes og Dommernes.

Staden Jerusalem selv har trange og urenslige gater og for det meste kupler på Husenes Tage. På plassen, hvor fordum Salomos og Serubabels templer og Herodes's Tempelhaller hevet seg, og hvor Herren talte med sin egen tunge, der kneiser nå det uhyre åttekantede Tyrke-tempel, den praktfulle Omars moske med halvmånen på sin kuppel. Nordenfor moskeen går en gate igjennom byen, som kalles smerte-veien; thi herigjennem, sier man, var det, at Christus ble ført, da han gikk til sitt kors. På denne vei viser man blant annet ruiner av den buegang, hvorigjennom Pilatus førte Frelseren ut og ropte til folket: „Se, hvilket menneske!“

I nordvest ligger målet for så mangen Pilegrims vandring, den mektige grav-kirke. Det er dog meget uvist, om den hvelver seg just over det sted, hvor Frelseren hvilede, og hvorfra han opstod tredje dag fra de Døde. Der er egentlig tre kirker under et tak. Først kommer man fra øst til kors-Optagelsens, så i midten til Hovedpandestedets, som ligger høyere, og endelig vestlig til selve den hellige Gravs kirke, der har sin egen hovedinngang fra Syd. Kirkens skikkelse er rund, og den har en veldig kuppel over seg, med en åpning i midten, hvorigjennom lyset faller ned i det store rom, der er 72 skritt i gjennomsnitt. Selve graven er en Huling i en klippe, som stiger opp over Kirkens gulv, som er overbygget med en bygning, der ser ut som en liten kirke inne i kirken. Veggene i Gravhulingen er beklædte med hvitt marmor, og om de mange lamper, som nå brenne derinne både natt og Dag, sa man i middelalderen, at de om påske-natten tentes av seg selv. Der er forskjellige kapeller indrettede for de forskjellige partier: for Romersk-Katholske og for de gresk-Katholske, for armeniske kristne, for de koptiske og abysinske fra Afrika. Staden er inndelt i fjerdinger, og „de Kristnes fjerding“ ligger i det nordvestlige hjørne, mens dog de armeniske kristne bo ved Zion mot Sydvest.