169

Vestenfor Floden have vi sydligst Judæa, hvor Israels Børn først kom ind ved den vidunderlige Overgang. Om Pletten, hvor Gilgal laa, tvister man; men Jeriko gjenfinder man klarlig i Landsbyen Erriha eller Riha. Dalen omkring Jeriko var i gamle Dage et Mønster paa Frugtbarhed, da Staden var

„af Roser og af Palmeromringet trindt og tæt.“

170Rige Kilder og Vandledninger i Mængde gjorde Plantevæxten yppig og mangfoldig; Staden bar ogsaa Navnet Palmestaden. Nu ser man kun hist og her et Palmetræ paa den vide Jeriko-Slette; men i de forsvundnes Sted ser man et stærkt tornet Træ, der sædvanlig bruges til Gjerder. Egnen er formedelst Mangel paa tilstrækkelig Dyrkning og Vanding bleven næsten det modsatte, af hvad den fordum var. Bygget og Hveden og Maisen dyrkes vel noget, men af Havevæxter have Reisende intet fundet uden Tobak og Agurker. Landsbyen Erriha er nu en af de usleste og uvenligste i hele Østerland. Husene ere blot fire Mure af Stene, som ere tagne ud af gamle Ruiner og ere løst sammenkastede, og de flade Tage bestaa af Maisstængler eller Ris med Grus ovenpaa. Sydøstlig for Jeriko, bag Bjergene, have vi det døde Hav. En Egn, „der var som Ægypten, som Guds Have,“ undergik ved Straffedommen over Sodoma og Gomorha den sørgelige Forvandling. Fra Jeriko gik fra gammel Tid Vei til Jerusalem.

Fra Sletten af gik denne Vei opad bratte Kleve ind i den øde Bjerg-Ørken. Herinde, siger Sagnet, var det, at Frelseren udholdt sin overnaturlige Faste, og under Navnet „Fristelsens Bjerg“ viser man endnu en steil Klippe, 12—1500 Fod høi. Længere frem kommer man ind i Morddalen, hvor saavel i ældre som i nyere Tider Reisende ere blevne udplyndrede, og hvor den barmhjertige Samaritan skal have øvet sin Kjærligheds-Gjerning. Naar man efter Reisen gjennem Ørkenen nærmer sig Jerusalem, kommer man først til Oliebjerget. Ingen tvivler paa, at den lille Araber-By paa Østsiden, som nu kaldes „Lazarus’s Stad,“ er det Bethanien, hvor Vennehuset stod aabent for Frelseren med Hvile og Vederkvægelse i en kjærlig Kreds. I Midten af Byen føres man gjennem mange Trappetrin ned til Lazarus’s Klippegrav, som dog ansees for uægte. Af Bethfage finder man nu intet Spor. Oliebjerget selv, som fordum maa have havt en Skov af Olietræer, har nu knap en halv hundrede Stammer tilbage, skjønt det har Græsgange, Agre og Frugttræer. Flere Toppe hæve sig fra Bjergets Rygning, og en af dem kaldes Himmelfarts-Bjerget, hvor fordum en pragtfuld Kirke har staaet, men hvor nu kun findes et Kapel. Heroppe tilgav Korshærens Høvdinger høitidelig hinanden, da Jerusalem skulde tages, og hele Almuen fulgte deres Exempel. Fra Oliebjerget har man en vid Udsigt imod Øst over Ørkenen til Bjergene hinsides Jordan og det døde Hav, mod Vest over Jerusalem lige til Egnen ved Middelhavet.

169

Vestenfor Floden har vi sydligst Judæa, hvor Israels barn først kom inn ved den vidunderlige overgang. Om pletten, hvor Gilgal lå, tvister man; men Jeriko gjenfinner man klarlig i landsbyen Erriha eller Riha. Dalen omkring Jeriko var i gamle dager et mønster på fruktbarhet, da staden var

„av roser og av Palmeromringet trindt og tett.“

170Rike kilder og vannledninger i mengde gjorde planteveksten yppig og mangfoldig; Staden bar også navnet Palmestaden. Nå ser man kun hist og her et palmetre på den vide Jeriko-Slette; men i de forsvundnes sted ser man et sterkt tornet tre, der sedvanlig brukes til gjerder. Egnen er formedelst mangel på tilstrekkelig dyrkning og vanning blitt nesten det motsatte, av hva den fordum var. Bygget og Hveden og maisen dyrkes vel noe, men av hagevekster have reisende intet funnet uten tobakk og agurker. Landsbyen Erriha er nå en av de usleste og uvenligste i hele Østerland. Husene er blot fire murer av Steiner, som er tatt ut av gamle ruiner og er løst sammenkastede, og de flate Tage bestå av maisstengler eller ris med grus ovenpå. Sydøstlig for Jeriko, bak Bjergene, har vi det døde hav. En Egn, „der var som Ægypten, som Guds Have,“ undergikk ved straffedommen over Sodoma og Gomorha den sørgelige forvandling. Fra Jeriko gikk fra gammel tid vei til Jerusalem.

Fra Sletten av gikk denne vei oppad bratte Kleve inn i den øde Bjerg-ørken. Herinde, sier sagnet, var det, at Frelseren utholdt sin overnaturlige faste, og under navnet „Fristelsens Bjerg“ viser man ennå en steil klippe, 12—1500 fot høy. Lenger frem kommer man inn i Morddalen, hvor såvel i eldre som i nyere tider reisende er blitt utplyndret, og hvor den barmhjertige samaritan skal ha øvet sin Kjærligheds-gjerning. Når man etter reisen gjennom ørkenen nærmer seg Jerusalem, kommer man først til Oliebjerget. Ingen tvivler på, at den lille araber-by på østsiden, som nå kalles „Lazarus’s stad,“ er det Bethanien, hvor Vennehuset stod åpent for Frelseren med hvile og vederkvegelse i en kjærlig krets. I midten av byen føres man gjennom mange trappetrinn ned til Lazarus’s klippegrav, som dog anses for uekte. Av Bethfage finner man nå intet spor. Oliebjerget selv, som fordum må ha hatt en skog av oljetrær, har nå knap en halv hundre stammer tilbake, skjønt det har Græsgange, åkrer og frukttrær. Flere Toppe heve seg fra Bjergets Rygning, og en av dem kalles Himmelfarts-Bjerget, hvor fordum en praktfull kirke har stått, men hvor nå kun finnes et kapell. Heroppe tilgav Korshærens høvdinger høytidelig hinannen, da Jerusalem skulle tas, og hele Almuen fulgte deres eksempel. Fra Oliebjerget har man en vid utsikt imot øst over ørkenen til Bjergene hinsides Jordan og det døde hav, mot vest over Jerusalem like til Egnen ved Middelhavet.