168

Førend vi gaa over til at fortælle Kirkens Historie, ville vi korteligen beskrive det Land, i hvilket denne Kirke ved Guds Naade blev grundlagt. Man kan nok sige, at der gives intet Land i Verden, som i Mærkværdighed kan maale sig med Jødeland, eller som det heder med andre Navne: Palæstina, Kanaan, Israels Land og det hellige Land, skjønt det kun er 20 norske Mil i Længden og med et Middeltal neppe 10 Mil i Bredden.

Denne „Plet af Jord“ var det, som Himmelens og Jordens Herre lod berede til Bolig for det Folk, han udvalgte til sit Eiendoms Folk. Riget her var et Gudsdomme, fordi Gud selv var baade dets Lovgiver og Konge. „Israel,“ hed det, „er min Førstefødte, og jeg har ikke gjort saaledes ved noget andet Folk.“ — Her talte Gud selv til mange Tider og paa mange Maader ved Profeterne, og hvilket andet Jordens Folk har vel havt Sangere som David og Asaf? Men alle Guds Førelser med Folket sigtede til det store Naadens Under i Tidens Fylde, da „Ordet blev Kjød,“ Guds enbaarne Søn en Menneskesøn. — Jødeland gik i Nord op under Libanons Bjerge, i Øst til Jordans Elv og det døde Hav, mod Syd til en Ørken og mod Vest til Middelhavet, hvor dog Filisterne beboede en lang Kyststrækning. Løftet til Folkets Stamfader Abraham lød vel paa hele Strækningen fra Eufrat-Elven i Øst, til Middelhavet i Vest; men det var kun i Davids og Salomons Dage, at hele dette Strøg adlød „Spiret fra Juda.“

Paa Frelserens Tid falder Hovedlandet vestenfor Jordan i tre Hoveddele: Judæa sydligst, Samaria i Midten og Galilæa nordligst op imod Libanons Bjerge.

183. Østsiden af Landet.

Landet østenfor Jordan kaldtes dengang Peræa, som kun betyder „Landet hinsides.“ Det er dog ikke denne Del af Jødeland, som omtales mest i Folkets Historie. Imidlertid var det herigjennem, at Stamfaderen Abraham med Sara, sin Hustru, og sin Brodersøn Loth kom dragende med alle sine Kameler, sine Hjorder af utalligt „stort Kvæg og smaat Kvæg“ og med alle de raske og vaabendjerve Hyrdekarle. Herigjennem var det ogsaa, at den unge Jakob drog bort og kom igjen tilbage, efter 20 Aars Forløb, som Ægtemand og Overhyrde. Det var Rubens, Gads og den halve Manasses Stamme, som denne Del af Landet tilfaldt, og det er i det Hele et Bjergland med Dale og Sletter og enkelte Smaa-Elve, f. Ex. Jabok. Mangen Egn i dette Landskab sætte nyere Reisende over alt, hvad de have seet af Ynde og Frugtbarhed. „Gileads Balsam“ og „Basans Kjør“ ere ogsaa navnkundige fra den hellige Skrift. Moabs og Ammons Børn bredte sig dog senere igjen opefter disse Egne og bleve de herskende Folk, skjønt de til enkelte Tider vare undertvungne. Nutildags trives ikke Agerdyrkningen her, da Jordbrugerne idelig staa Fare for at udplyndres af arabiske og tyrkiske Nomadehorder. Egnen er rig paa Ruiner næsten fra enhver Tidsalder, og i det Nordlige findes hele Byer af Huse, der ere byggede af sammenstablede Blokke af størknet Jordslag, som snart beboes og snart forlades af Nomaderne.

184. Libanons Bjerge.

Før vi fæste Øiet paa Landet vestenfor Jordan, ville vi mærke os de store Fjelde i Nord og derefter følge Jordan fra dens Udspring.

Libanons og Antilibanons Bjerge ere meget høiere end de høieste Fjeldtinder i Norge. Paa Vestsiden fandtes i gamle Dage store Skove af de 169navnkundige Cedertræer, som var en stor Rigdom for Kystlandet Fønikien, hvor Handelsstæderne Tyrus og Sidon laa saa beleiligt ved Middelhavet. „Libanons Herlighed“ og „Cederne paa Libanon“ nævnes ogsaa baade hos Profeterne og Sangerne, som, naar David synger: „Den Retfærdige skal grønnes som et Palmetræ; han skal voxe som en Ceder paa Libanon.“ — Navnet Libanon betyder egentlig Hvidbjerget, fordi de øverste Tinder oftest ere bedækkede med Sne næsten Aaret rundt. Bjerget er overmaade frugtbart og ualmindelig veldyrket lige op til Snelinjen. Af Træerne paa Libanon ere mest bekjendte, foruden Cederen, dets Morbærtræer og Sølvpopler, omkring hvilke Vinranken slynger sig, og endelig Egene og Platanerne med de store Blade. De to Folkeslag, som bebo Kløfterne opefter Bjerget, ere de tapre halv mohamedanske Druser og Maroniterne, der ere Efterkommere af de gamle syriske Kristne. Maroniterne have en Patriark over sig, som bor i et Kloster tæt ovenfor den ældgamle Cederlund. Denne bestaar nu kun af omtrent en 40 Træer, hvoraf nogle anslaaes til 36 Fod i Omfang. Her, i Lunden, holdes aarlig en Gudstjeneste ude i det Fri. Druser og Maroniter have ofte ført Strid med hinanden til egen Skade og Egnens Ødelæggelse og føre netop nu en af de blodigste, idet Druserne opidses af Tyrkerne. Maroniterne ere de talrigste, men Druserne have Overmagten.

Sydøstlig blandt Antilibanons Bjerge rager det stolte Hermon op, mer end 10,000 Fod over Havfladen, og lige derunder findes Staden Banjas, som Romerne kaldte Cæsarea eller „Keiserstaden.“ Hid henlægger Sagnet den blodsottige Kvindes Hjem, og der fortælles, at hun af Taknemmelighed opreiste en Billedstøtte af Frelseren. En Urt opvoxte ved Siden af den, og, naar Urten naaede „Sømmen af hans Klædebon,“ havde den Lægedoms-Kraft. Her i Nærheden har Jordan sine Kilder, og ved Merom-Søen heroppe vandt Josva en af sine første Seire.

168

Før vi går over til å fortelle Kirkens historie, ville vi korteligen beskrive det land, i hvilket denne kirke ved Guds Naade ble grunnlagt. Man kan nok si, at der gives intet land i verden, som i merkverdighet kan måle seg med Jødeland, eller som det heter med andre navn: Palæstina, Kanaan, Israels land og det hellige land, skjønt det kun er 20 norske Mil i lengden og med et middeltall neppe 10 Mil i bredden.

Denne „plett av jord“ var det, som Himmelens og Jordens Herre lot berede til bolig for det folk, han utvalgte til sitt Eiendoms folk. Riket her var et Gudsdomme, fordi Gud selv var både dets lovgiver og Konge. „Israel,“ het det, „er min Førstefødte, og jeg har ikke gjort således ved noe annet folk.“ — Her talte Gud selv til mange tider og på mange måter ved profetene, og hvilket annet Jordens folk har vel hatt sangere som David og Asaf? Men alle Guds Førelser med folket sigtede til det store nådens under i Tidens Fylde, da „ordet ble kjøtt,“ Guds enbårne sønn en menneskesønn. — Jødeland gikk i nord opp under Libanons Bjerge, i øst til Jordans elv og det døde hav, mot Syd til en ørken og mot vest til Middelhavet, hvor dog filisterne bebodde en lang kyststrekning. Løftet til Folkets Stamfader Abraham lød vel på hele strekningen fra Eufrat-Elven i øst, til Middelhavet i vest; men det var kun i Davids og Salomons dager, at hele dette strøk adlød „spiret fra Juda.“

På Frelserens tid faller hovedlandet vestenfor Jordan i tre hoveddeler: Judæa sydligst, Samaria i midten og Galilæa nordligst opp imot Libanons Bjerge.

183. Østsiden av landet.

Landet østenfor Jordan kaltes dengang Peræa, som kun betyr „landet hinsides.“ Det er dog ikke denne del av Jødeland, som omtales mest i Folkets historie. Imidlertid var det herigjennem, at Stamfaderen Abraham med Sara, sin hustru, og sin brorsønn Loth kom dragende med alle sine kameler, sine Hjorder av utalligt „stort kveg og smått kveg“ og med alle de raske og våpendjerve Hyrdekarle. Herigjennem var det også, at den unge Jakob drog bort og kom igjen tilbake, etter 20 Aars forløp, som ektemann og Overhyrde. Det var Rubens, Gads og den halve Manasses stamme, som denne del av landet tilfalt, og det er i det hele et Bjergland med daler og sletter og enkelte Smaa-elver, f. Ex. Jabok. Mangen Egn i dette landskap sette nyere reisende over alt, hva de har sett av Ynde og fruktbarhet. „Gileads balsam“ og „Basans Kjør“ er også navnkundige fra den hellige skrift. Moabs og Ammons barn bredte seg dog senere igjen opefter disse Egne og ble de herskende folk, skjønt de til enkelte tider var undertvungne. Nutildags trives ikke Agerdyrkningen her, da jordbrukerne idelig stå fare for å utplyndres av arabiske og tyrkiske Nomadehorder. Egnen er rik på ruiner nesten fra enhver tidsalder, og i det Nordlige finnes hele Byer av hus, der er bygde av sammenstablede Blokke av størknet jordslag, som snart beboes og snart forlates av nomadene.

184. Libanons Bjerge.

Før vi feste øyet på landet vestenfor Jordan, ville vi merke oss de store fjell i nord og deretter følge Jordan fra dens utspring.

Libanons og Antilibanons Bjerge er meget høyere enn de høyeste fjelltinder i Norge. På vestsiden fantes i gamle dager store skoger av de 169navnkundige Cedertræer, som var en stor rikdom for Kystlandet Fønikien, hvor Handelsstæderne Tyrus og Sidon lå så beleilig ved Middelhavet. „Libanons Herlighed“ og „sedrene på Libanon“ nevnes også både hos profetene og sangerne, som, når David synger: „Den Retfærdige skal grønnes som et palmetre; han skal vokse som en Ceder på Libanon.“ — Navnet Libanon betyr egentlig Hvidbjerget, fordi de øverste Tinder oftest er bedekkede med Sne nesten året rundt. Bjerget er overmåte fruktbart og ualminnelig veldyrket like opp til Snelinjen. Av Træerne på Libanon er mest bekjente, foruten sederen, dets morbærtrær og Sølvpopler, omkring hvilke vinranken slynger seg, og endelig Egene og platanene med de store Blade. De to folkeslag, som bebo kløftene opefter Bjerget, er de tapre halv mohamedanske druser og maronittene, der er etterkommere av de gamle syriske kristne. Maronittene har en patriark over seg, som bor i et kloster tett ovenfor den eldgamle sederlund. Denne består nå kun av omtrent en 40 trær, hvorav noen anslåes til 36 fot i omfang. Her, i Lunden, holdes årlig en gudstjeneste ute i det fri. Druser og maronitter have ofte ført strid med hinannen til egen skade og Egnens ødeleggelse og føre nettopp nå en av de blodigste, idet druserne opidses av tyrkerne. Maronittene er de talrigste, men druserne har overmakten.

Sydøstlig blant Antilibanons Bjerge rager det stolte Hermon opp, mer enn 10,000 fot over havflaten, og lige derunder finnes staden Banjas, som romerne kalte Cæsarea eller „Keiserstaden.“ Hit henlegger sagnet den blodsottige Kvindes hjem, og der fortelles, at hun av takknemlighet oppreiste en Billedstøtte av Frelseren. En urt oppvokste ved siden av den, og, når urten nådde „sømmen av hans kledebon,“ hadde den Lægedoms-kraft. Her i nærheten har Jordan sine kilder, og ved Merom-sjøen heroppe vant Josva en av sine første seire.