156

163. Dyrerigets tredie Række, Bløddyrene, have en blød Krop, uden Led; deres Bevægelser ere langsomme og uden Kraft, ja mange af dem kunne ikke flytte sig fra Stedet. Deres Nervesystem bestaar ligesom Insekternes af Knuder og Traade, men ikke ordnede regelmæssigt. 157Deres Blod er hvidt og koldt. Nogle af dem leve paa Landet og i Ferskvand, men de allerfleste i Havet. Hos nogle er Kroppen nøgen, men hos de fleste bedækket af Kalkskal, som afsondres af deres Hud; hos enkelte er Bedækningen brusk- eller geleagtig. Man kan inddele hele Rækken i to Afdelinger: nemlig i dem, som have særskilt Hoved, og i dem, som mangle denne Del.

Til første Afdeling høre Blækspruterne, som have Øine som Fiskene, en Mund som et Papegøienæb, omgivet med en Hud, hvorfra udgaa straaleformigt 8—10 Fangarme, som paa Indsiden ere besatte med Sugeskaale, hvormed de kunne fastholde sit Bytte. De kaldes derfor hovedføddede Bløddyr. Det øvrige Legeme er omgiven af en sækformig Kappe, som fortil er aaben, og indenfor hvilken de vakre Gjeller ligge. Naar Sækken udvides, strømmer Vandet ind, og, naar den sammentrækkes, stødes det ud gjennem en tragtformig Aabning med saadan Kraft, at hele Dyret stødes tilbage, saa at Bevægelsen i Vandet bliver baglæns. Denne Bevægelse sker med stor Hurtighed, naar Dyret forfølges af sin Fiende; men, dersom det ikke kan undgaa paa denne Maade, udsprøiter det af en Blære en sort Vædske, hvorved det bliver usynligt. Enkelte Arter opnaa en meget betydelig Størrelse.

Til samme Afdeling høre ogsaa de Bløddyr, som krybe om ved Hjælp af en Skive, som er fæstet til Dyrets Underside. De kaldes derfor bugføddede og er den talrigste Klasse i hele Rækken. Nogle af dem ere Landdyr, enten nøgne (f. Ex. den store, sorte Snegle og den graa Agersnegle) eller forsynede med Sneglehus; men de fleste leve i Vandet. Ferskvands sneglene have tyndskallede, Saltvandssneglene derimod som oftest tykke, faste og ofte prægtigt farvede Sneglehus, som ere yderst forskjellige i Skikkelse. Enkelte Saltvandssnegle ere nøgne.

Mange Sorter ere spiselige. I de varmere Have opnaa nogle Arter en betydelig Størrelse.

Til den Afdeling, som mangler Hoved, hører den store Klasse, som vi kalde Muslinger, hvis Legeme er omgivet af to Skaller, som kan bevæges mod hinanden. Indenfor Skallerne ligge de bladformige Gjeller paa begge Sider af Kroppen, hvis Bugside ofte er forsynet med en sammentrykket Fod, hvormed Dyret kan skubbe sig frem eller grave sig ned i den løse Havbund.

Alle Muslinger ere Vanddyr; men faa af dem leve i Ferskvand. Af en Sort, som findes i nogle af vore Elve, faar man ægte Perler, som ere meget kostbare, dersom de ere store, runde og glindsende. De fleste og vakreste Perler faar man dog af en stor Havmusling, som findes i det røde og indiske Hav, og af hvis Skaller man faar det vakre Perlemor. Flere Sorter Havmuslinger ere spiselige; men ingen er saa velsmagende som Østersen, der spises baade raa og kogt. Blaamuslingen er ogsaa spiselig; men hos os bruges den mest til Agn paa Fiskekrogene og indsamles derfor i stor Mængde. Den sidder ofte klasevis fast paa Strandklipper, Pæleværk o. s. v. ved faste Traade, som voxe ud fra dens Fod.

Til samme Afdeling hører en mindre talrig Bløddyrklasse, som man 158har kaldt Søpunge. Deres Legeme er omgivet af en Sæk med to Aabninger. Indenfor denne Sæk, som hos nogle Arter er tyk og fast, undertiden læderagtig, hos andre blød og gjennemsigtig, finder man en anden meget tynd Sæk, paa hvis Vægge sees et regelmæssigt fint Maskeværk. Dette er Gjellesækken, ved hvis Bund man opdager Mundaabningen, som leder ind til Tarmen, der er omgiven af en stor Lever, og ender i den ene Aabning af Ydersækken, medens den anden tjener til at skaffe Vandet og de Næringsmidler, som det indeholder, ind i Gjellesækken. De fleste Søpunge ere fastsiddende og tjene Fiskene til Næring.

156

163. Dyrerigets tredje rekke, bløtdyrene, have en bløt kropp, uten Led; deres bevegelser er langsomme og uten kraft, ja mange av dem kunne ikke flytte seg fra stedet. Deres nervesystem består likesom Insekternes av knuter og Traade, men ikke ordnede regelmessig. 157Deres blod er hvitt og kaldt. Noen av dem leve på landet og i ferskvann, men de allerfleste i havet. Hos noen er kroppen nøgen, men hos de fleste bedekket av kalkskall, som avsondres av deres hud; hos enkelte er bedekningen brusk- eller geleaktig. Man kan inndele hele rekken i to avdelinger: nemlig i dem, som har særskilt hode, og i dem, som mangle denne del.

Til første avdeling høre blekksprutene, som har øyne som fiskene, en munn som et papegøyenebb, omgivet med en hud, hvorfra utgå straaleformigt 8—10 fangarmer, som på innsiden er besatte med Sugeskaale, hvormed de kunne fastholde sitt bytte. De kalles derfor hovedføddede bløtdyr. Det øvrige legeme er omgitt av en sækformig kappe, som fortil er åpen, og innenfor hvilken de vakre gjeller ligge. Når sekken utvides, strømmer vannet inn, og, når den sammentrekkes, støtes det ut gjennom en tragtformig åpning med sådan kraft, at hele dyret støtes tilbake, så at bevegelsen i vannet blir baklengs. Denne bevegelse skjer med stor hurtighet, når dyret forfølges av sin fiende; men, dersom det ikke kan unngå på denne måte, udsprøiter det av en blære en sort væske, hvorved det blir usynlig. Enkelte arter oppnå en meget betydelig størrelse.

Til samme avdeling høre også de bløtdyr, som krype om ved hjelp av en skive, som er festet til Dyrets underside. De kalles derfor bugføddede og er den talrigste klasse i hele rekken. Noen av dem er landdyr, enten nakne (f. Ex. den store, sorte snegle og den grå Agersnegle) eller forsynede med sneglehus; men de fleste leve i vannet. Ferskvands sneglene have tynnskallede, saltvannssneglene derimot som oftest tykke, faste og ofte prektig farvede sneglehus, som er ytterst forskjellige i skikkelse. Enkelte saltvannssnegler er nakne.

Mange sorter er spiselige. I de varmere Have oppnå noen arter en betydelig størrelse.

Til den avdeling, som mangler hode, hører den store klasse, som vi kaller muslinger, hvis legeme er omgivet av to skaller, som kan beveges mot hinannen. Innenfor skallene ligge de bladformige gjeller på begge sider av kroppen, hvis bukside ofte er forsynet med en sammentrykket fot, hvormed dyret kan skubbe seg frem eller grave seg ned i den løse havbunn.

Alle muslinger er vanndyr; men få av dem leve i ferskvann. Av en Sort, som finnes i noen av våre elver, får man ekte perler, som er meget kostbare, dersom de er store, runde og glinsende. De fleste og vakreste perler får man dog av en stor Havmusling, som finnes i det røde og indiske hav, og av hvis skaller man får det vakre perlemor. Flere sorter Havmuslinger er spiselige; men ingen er så velsmakende som østersen, der spises både rå og kokt. Blåmuslingen er også spiselig; men hos oss brukes den mest til agn på fiskekrokene og innsamles derfor i stor mengde. Den sitter ofte klasevis fast på Strandklipper, peleverk o. s. v. ved faste Traade, som vokse ut fra dens fot.

Til samme avdeling hører en mindre talrig bløtdyrklasse, som man 158har kalt Søpunge. Deres legeme er omgivet av en sekk med to åpninger. Innenfor denne sekk, som hos noen arter er tykk og fast, undertiden læraktig, hos andre bløt og gjennomsiktig, finner man en annen meget tynn sekk, på hvis vegger sees et regelmessig fint Maskeværk. Dette er Gjellesækken, ved hvis bunn man oppdager munnåpningen, som leder inn til tarmen, der er omgitt av en stor lever, og ender i den ene åpning av Ydersækken, mens den annen tjener til å skaffe vannet og de næringsmidler, som det inneholder, inn i Gjellesækken. De fleste Søpunge er fastsittende og tjene fiskene til næring.