138

Fuglene have rødt, varmt Blod, aande ved Lunger, lægge Æg, og deres Krop er bedækket med Fjer. Paa Forlemmerne ere Fjerene næsten altid store og stærke og saaledes indrettede, at de, naar de udbredes, tilsammen danne spænstige Plader. Med disse Plader, som vi kalde Vinger, kan Fuglen slaa Luften saa fort og stærkt, at Kroppen løftes fra Jorden og holdes svævende i Veiret. Vingefjerene kaldes derfor ogsaa Slagfjere. Baglemmerne bære derimod Kroppen, naar de sidde, gaa, løbe eller klatre, hvilket sker ved Baglemmernes Bevægelse. Naar de svømme paa Vandet, ro de sig ogsaa frem med Finnerne. Kroppen ender i en kort, men bevægelig Gump, hvortil sædvanlig er fæstet lange, stærke Fjer, Halefjerene, der under Flugten tjener som Ror eller Styre. Fuglenes Fødder ere forsynede med Tæer, som ende i Klør. Over- og Underkjæven, omgivne af en Hornskede, danne Næbbet. Fødderne og Næbbet ere Griberedskaber, og efter deres og Vingernes Skabelon kan man slutte sig til Fuglenes Levemaade. Ved Ordningen af denne Klasse i Ordener og Slægter har man derfor taget Kjendemærkerne af disse Dele.

Fuglenes Livlighed, lette Bevægelser, smukke Udseende, melodiske Stemme, Kunstfærdighed i Redebygning, gjensidige Hengivenhed og Troskab har bestandig vakt Menneskenes Beundring, og de ere derfor Skabninger, som vi gjerne se omkring os, og som opmuntre vort Sind. Uagtet de ikke ligefrem ere os saa nyttige som Pattedyrene, gavne de os dog paa mangfoldige Maader, selv om vi ikke lægge Mærke dertil.

De hente sin Næring baade af Dyre- og Planteriget.

141. Rovfugle med krumt Næb og stærke hvasse Klør paa Fødderne leve fornemmelig af rødblodige Dyrs Kjød. Nogle af dem opsøge sit Bytte om Dagen, andre om Natten.

Blandt Dagrovfuglene har vi her i Landet tre Slags Ørne. Land- eller Kongeørnen med mørkebrun Krop, lys gulbrun Hals og sort og hvid spraglet Hale er en stolt og kraftig Rovfugl. Den er over tre Alen i Vingestrækning og flyver høiest af alle vore Fugle. Den styrter sig fra Luften ned over sit Bytte, som den griber og dræber med sine hvasse stærke Klør. Harer, Lam og Storfugle er dens fornemste Næring. Den ansees derfor som en Skadefugl, og den, som dræber en Ørn, faar en Præmie. Den er dog temmelig sjelden, saa at den Skade, som den gjør os, er ganske ubetydelig.

Havørnen eller den store Fiskeørn er endnu større end Kongeørnen, men hverken saa kjek eller hurtig. Den lever baade af Fiske, Søfugle og Lam, og, da den langs med Havkysten er temmelig almindelig, saa gjør den større Skade end Landørnen, hvorfor Drabet af den ogsaa belønnes med en Præmie. Kroppen er brun, Hoved og Hals lyse, næsten hvide hos de gamle Fugle, som ogsaa har hvid Hale.

Den mindre Fiskeørn eller Fiskejohn er meget mindre i Kroppen, men har dog saa lange Vinger, at den maaler over halvtredie Alen 139mellem Vingespidserne. Dens hvasse Klør er paa Undersiden ganske runde, uden den Fure, som findes hos alle andre Fugleklør. Den har graabrun Overkrop og hvid Underkrop, lever alene af Fisk — især Ferskvandsfisk —, som den griber med sine hvasse Klør, idet den fra Luften af styrter ned med saadan Fart, at den kommer helt under Vandet; men, da dens Fjer ligesom Vandfuglenes ikke blive vaade, kan den atter dukke op og flyve afsted med sit Bytte. Undertiden slaar den Kløerne i saa stor en Fisk, at den ikke kan faa Bugt med den, og, da den ikke i Hast kan slippe Taget, men i sin Angst klemmer fastere til, saa bliver den af Fisken trukken under Vandet saa længe, at den drukner.

Falkene ere de raskeste, hurtigste og mest rovgjerrige Rovfugle, men meget mindre end Ørnene. De have spidse Vinger, runde Næsebor og gribe næsten bestandigt sit Bytte, som bestaar af Fugle, i Flugten. De større Sorter har man afrettet til Jagt. Den store Jagtfalk findes paa vore Høifjelde, hvor den mest lever af Ryper.

Taarnfalken eller Værstilleren, som er mindre end en Kraake, lever mest af Markmus, Lop og Græshopper og er derfor en nyttig Fugl. Man ser den ofte ligesom staa stille i Luften, idet den gjør korte, hurtige Slag med Vingerne. Deraf har den faaet Navnet Værstilleren. Hannen er rødbrun paa Ryggen og har blaagraat Hoved og Hale, med et bredt sort Baand tæt foran Enden.

Høgene have kortere og buttere Vinger, men længere Hale end Falkene. Tversover Halen gaar fire brede lysere og ligesaa mange mørke Baand. Den midterste Fortaa er meget længere end de to andre. Her i Landet har vi to Slags Høge. Den største er Hønse- eller Duehøgen, som er den skadeligste af alle vore Rovfugle, da den ikke alene røver vort tamme Fjerkræ, men ogsaa ødelægger den nyttige Skovfugl og Harer. Derfor faar man Præmie for dens Udryddelse.

Spurvehøgen er ligesaa slem mod Smaafuglene som Hønsehøgen mod de større. Begge Sorter bygge Rede i høie Træer, men Hønsehøgene dybt inde i de store Skove, hvor den om Sommeren opføder sine Unger med Aarfugl og Hareunger; men Vaar og Høst hjemsøger den vore Høns og Duer.

Vaakerne ere plumpere end Hønsehøgen, men langsommere i Flugt og gjøre os ingen Skade, men tvertimod Nytte, ved at ødelægge Slanger og Markmus. Fjeld- eller Sjøvaaken lever mest af Lemæn og har ligesom Landørnen Fødderne fjerklædte lige til Tæerne. Mus- eller Ormevaaken har sit Tilhold i Naaleskovene. Begge Sorter lade ofte høre sit sørgelige, langtrukne, pibende Skrig.

Natrovfuglene eller Uglerne have runde Hoveder med store fremadvendte Øine, brusende, men blød Fjerbeklædning og Fødderne fjerklædte ligetil Kløerne. Her i Landet har man mange Sorter Ugler. Den største af dem er Berguglen eller Hubroen, som næsten er tre Alen i Vingestrækning. Paa Panden har den to Fjerbuske, som den kan reise i Veiret, saa at det ser ud som Øren. Den dræber vel mange Harer og Skovfugl, men ogsaa mange Skadedyr f. Ex. Ræv- og Gaupeunger, Maarer og Røskatte, saa at den kanske gjør ligesaa megen 140Nytte som Skade. Alle de andre Ugler ere meget nyttige Fugle, og især bør man aldrig dræbe den almindelige Katugle, som besøger Menneskenes Boliger og fortærer en Mængde Mus og Rotter. De ere langt bedre i Udhusene end Kattene. Paa Høifjeldene har den hvide store Sneugle sit Tilhold og nærer sig mest af Lemæn. Det er dumt at anse Uglen for en Ulykkesfugl.

138

Fuglene har rødt, varmt blod, ånde ved lunger, legge egg, og deres kropp er bedekket med fjær. På forlemmene er fjærene nesten alltid store og sterke og således indrettede, at de, når de udbredes, tilsammen danne spenstige plater. Med disse plater, som vi kaller vinger, kan fuglen slå luften så fort og sterkt, at kroppen løftes fra jorden og holdes svevende i været. Vingefjærene kalles derfor også slagfjærer. Baklemmene bære derimot kroppen, når de sitter, gå, løpe eller klatre, hvilket skjer ved baklemmenes bevegelse. Når de svømmer på vannet, ro de seg også frem med finnene. Kroppen ender i en kort, men bevegelig Gump, hvortil sedvanlig er festet lange, sterke fjær, halefjærene, der under flukten tjener som ror eller styre. Fuglenes føtter er forsynede med tær, som ende i klør. Over- og underkjeven, omgitte av en Hornskede, danne nebbet. Føttene og nebbet er griperedskaper, og etter deres og vingenes skabelon kan man slutte seg til Fuglenes levemåte. Ved ordningen av denne klasse i ordener og slekter har man derfor tatt kjennemerkene av disse dele.

Fuglenes livlighet, lette bevegelser, smukke utseende, melodiske stemme, kunstferdighet i Redebygning, gjensidige hengivenhet og troskap har bestandig vakt Menneskenes beundring, og de er derfor skapninger, som vi gjerne se omkring oss, og som oppmuntre vårt sinn. Uaktet de ikke likefrem er oss så nyttige som pattedyrene, gavne de oss dog på mangfoldige måter, selv om vi ikke legge merke dertil.

De henter sin næring både av Dyre- og planteriket.

141. Rovfugler med krumt nebb og sterke hvasse klør på føttene leve fornemmelig av rødblodige Dyrs kjøtt. Noen av dem oppsøke sitt bytte om Dagen, andre om natten.

Blant Dagrovfuglene har vi her i landet tre Slags ørner. Land- eller Kongeørnen med mørkebrun kropp, lys gulbrun hals og sort og hvit spraglet hale er en stolt og kraftig rovfugl. Den er over tre alen i Vingestrækning og flyver høyest av alle våre fugler. Den styrter seg fra luften ned over sitt bytte, som den griper og dreper med sine hvasse sterke klør. Harer, lam og Storfugle er dens fornemste næring. Den anses derfor som en Skadefugl, og den, som dreper en Ørn, får en premie. Den er dog temmelig sjelden, så at den skade, som den gjør oss, er ganske ubetydelig.

Havørnen eller den store fiskeørn er enda større enn Kongeørnen, men hverken så kjekk eller hurtig. Den lever både av fisker, Søfugle og lam, og, da den langs med Havkysten er temmelig alminnelig, så gjør den større skade enn Landørnen, hvorfor drapet av den også belønnes med en premie. Kroppen er brun, hode og hals lyse, nesten hvite hos de gamle fugler, som også har hvit hale.

Den mindre fiskeørn eller Fiskejohn er meget mindre i kroppen, men har dog så lange vinger, at den måler over halvtredie alen 139mellom vingespissene. Dens hvasse klør er på undersiden ganske runde, uten den Fure, som finnes hos alle andre Fugleklør. Den har gråbrun overkropp og hvit underkropp, lever alene av fisk — især ferskvannsfisk —, som den griper med sine hvasse klør, idet den fra luften av styrter ned med sådan fart, at den kommer helt under vannet; men, da dens fjær likesom vannfuglenes ikke bli våte, kan den atter dukke opp og flyve av sted med sitt bytte. Undertiden slår den kløene i så stor en fisk, at den ikke kan få bukt med den, og, da den ikke i hast kan slippe taket, men i sin angst klemmer fastere til, så blir den av fisken trukken under vannet så lenge, at den drukner.

Falkene er de raskeste, hurtigste og mest rovgjerrige rovfugler, men meget mindre enn ørnene. De har spisse vinger, runde nesebor og gripe nesten bestandig sitt bytte, som består av fugler, i flukten. De større sorter har man avrettet til jakt. Den store jaktfalk finnes på våre høyfjell, hvor den mest lever av ryper.

Tårnfalken eller Værstilleren, som er mindre enn en kråke, lever mest av markmus, Lop og gresshopper og er derfor en nyttig fugl. Man ser den ofte likesom stå stille i luften, idet den gjør korte, hurtige slag med vingene. Derav har den fått navnet Værstilleren. Hannen er rødbrun på ryggen og har blågrått hode og hale, med et bredt sort bånd tett foran enden.

Høgene have kortere og buttere vinger, men lenger hale enn falkene. Tvers over halen går fire brede lysere og likeså mange mørke bånd. Den midterste Fortaa er meget lenger enn de to andre. Her i landet har vi to Slags Høge. Den største er Hønse- eller Duehøgen, som er den skadeligste av alle våre rovfugler, da den ikke alene røver vårt tamme fjærkre, men også ødelegger den nyttige skogfugl og harer. Derfor får man premie for dens utryddelse.

Spurvehøgen er likeså slem mot småfuglene som hønsehauken mot de større. Begge sorter bygge rede i høye trær, men Hønsehøgene dypt inne i de store skoger, hvor den om sommeren opføder sine unger med orrfugl og hareunger; men vår og høst hjemsøker den våre høns og Duer.

Våkene er plumpere enn hønsehauken, men langsommere i flukt og gjøre oss ingen skade, men tvertimod nytte, ved å ødelegge slanger og markmus. Fjeld- eller sjøvåken lever mest av lemen og har likesom Landørnen føttene fjærkledde like til tærne. Mus- eller ormevåken har sitt tilhold i nåleskogene. Begge sorter lade ofte høre sitt sørgelige, langtrukne, pipende skrik.

Nattrovfuglene eller uglene har runde hoder med store fremadvendte øyne, brusende, men bløt fjærbekledning og føttene fjærkledde ligetil kløene. Her i landet har man mange sorter ugler. Den største av dem er Berguglen eller hubroen, som nesten er tre alen i Vingestrækning. På pannen har den to fjærbusker, som den kan reise i været, så at det ser ut som Øren. Den dreper vel mange harer og skogfugl, men også mange skadedyr f. Ex. Ræv- og Gaupeunger, mårer og røyskatter, så at den kanskje gjør likeså mye 140nytte som skade. Alle de andre ugler er meget nyttige fugler, og især bør man aldri drepe den alminnelige Katugle, som besøker Menneskenes boliger og fortærer en mengde mus og rotter. De er langt bedre i uthusene enn kattene. På høyfjellene har den hvite store Sneugle sitt tilhold og nærer seg mest av lemen. Det er dumt å anse uglen for en ulykkesfugl.