Af alle Pattedyr har Hvalerne mindst Lighed med Menneskene; i Skabelon ligne de Fiskene. De leve alle i Havet, og blandt dem findes de største af alle Dyr. Grønlandshvalen kan opnaa en Længde af 70 Fod, og, da den tillige er overmaade tyk og fed, kan den veie ligesaa meget som 30 Elefanter eller 400 Bjørne. Forlemmerne ere korte og ligne Bladet paa en Aare; Baglemmerne mangle ganske; men Bagkroppen gaar umærkeligt over i den tykke, stærke Hale, som i Enden udbreder sig til en meget bred, halvmaaneformet og vandret Halefinne, og det er med den, at den skyder sin uhyre Krop gjennem Vandet med en utrolig Fart. Den har store Lunger og kan derfor, naar den har indaandet, være under Vandet over ¼ Time. Uagtet sin Størrelse og Styrke maa den dog bukke under for Menneskets Vaaben, Harpunen og Landsen.
Sildehvalen kan blive ligesaa lang, men er meget smalere og magrere. Den er almindelig ved Norges Kyster. Ingen af disse Sorter har Tænder i Munden; men paa Gummen staa mange hundrede Hornplader (Barder) i to Rækker. Den mod Tungen vendende Kant af disse Plader er optrevlet i grove Traade, saa at derved dannes et Sileredskab, hvorved de Smaadyr, der har været i det Vand, som den tager ind i sit uhyre Gab, blive hængende, medens Vandet dels udtrykkes gjennem Næseaabningerne, dels løber ud til Siden. — Naar Hvalen er dræbt, afskjæres det tykke Speklag, som ligger under den glatte glindsende Hud, og Barderne udbrydes; thi deraf faar man de saakaldte Hvalsfinner.
Delfiner, Spekhuggere og Niser eller Iser ere mindre Hvaldyr med Tænder i Munden. De leve mest af Fisk; dog er Spekhuggeren eller Staurhynningen baade stor og glubsk, og, naar flere af dem er sammen, jage, bide og dræbe de selv den store Hval.