132

Jeg skal nu fortælle eder om nogle af de mærkeligste Pattedyr.

Blandt Rovdyrene er Løven det fornemste baade ved sin Styrke og sit stolte Udseende, hvorfor den ogsaa kaldes Dyrenes Konge. Den findes i hele Afrika og de varmere Dele af Asia og er graagul af Farve; men Hanløven har en langhaaret mørk Manke. Dens Brøl er som Torden, og Mennesker og Dyr skjælve ved at høre det i Nattens Stilhed; thi da gaar den om for at dræbe. Den søger især sit Bytte blandt de større græsædende Dyr, f. Ex. Oxer, Heste, Hjorte og Antiloper, ja er ikke bange for at angribe Mennesker. Den sniger sig paa sit Bytte, kaster sig med et uhyre Sprang over det og slaar det til Jorden, idet den med sit frygtelige Bid knuser dets Nakkeben. Den kan løbe afsted med et Menneske i Kjeften ligesaa let som en Kat med en Rotte. Da den gjør saa stor Skade der, hvor den huserer, saa søger man naturligvis at faa den dræbt; men dette er ingen let Sag, selv for den med Skudvaaben bevæbnede Mand; thi Riflen maa være god og Hjertet modigt, saa at Haanden ikke skjælver, naar Sigtet tages. En saaret Løve angriber næsten altid Jægeren, og derfor bør man enten have en Rifle med dobbelt Løb eller en modig Kammerat. Franskmanden Gerard, Engelskmanden Cumming og Svenskeren Anderson ere vor Tids berømteste Løvejægere.

133Næsten ligesaa stærk og farlig baade for Mennesker og Dyr er den blodtørstige Tiger, der findes i Asia. Den ligner Katten i Skabning og Smidighed, er længere i Kroppen end Løven, men ikke fuldt saa høi, ei heller saa før i Fordelen. Dens Farve er vakker rødgul med sorte Striber, Bugen og Underhalsen hvid. Den har især sit Tilhold i det høie Bambusrørkrat (Jungel) ved Flodbredderne. I Ostindien dræbes hvert Aar mange Tigre af de engelske Jægere, som fra Ryggen af tæmmede Elefanter nedskyde disse Udyr.

Jaguaren er Amerikas farligste Rovdyr; men den er langtfra saa farlig som Tigeren og Løven. Den er rødgul af Farve med sorte Flekker.

Hos os have vi kun et Rovdyr, som hører til den blodtørstige Katteslægt, og dette er Gaupen. Den er ikke farlig for Mennesker, men dræber Faar, Gjeder, Føl og Kalve og er derfor et slemt Skadedyr.

Ulven hører til Hundeslægten, men er vor tamme Hunds farligste Fiende. Den er lumsk, blodtørstig og feig, dersom den er alene; men, naar den er i Flok og om Vinteren plages af Hunger, da vil den ikke saa let gaa afveien for Mennesker, uagtet den vel yderst sjelden vover at angribe. Den er Norges skadeligste Rovdyr, da den, naar Leilighed gives, dræber for Fode baade smaat og stort Kvæg samt Hunde. Her i Landet dræbes aarlig omtrent 220 Ulve.

Ræven med sin lange, buskede Hale og sit spidse, fule Fjæs er en slem Røver blandt vore Lam og tamme Fjerkræ. Den er saa betænkt og forsigtig, at den ikke er let at lure, uagtet man gjør sig Umage nok for at fange eller skyde den, baade fordi den er os til Skade, og fordi man gjerne vil have dens bløde, varme Skind, som dog om Sommeren ofte er fuldt af Skurv. Om Rævens listige Paafund og Skøierstreger fortælles mange Historier. Blandt disse vil jeg meddele en, som jeg har hørt af en troværdig Mand. Paa en Gaard i Smaalenene havde man en Jagthund, som i sine yngre Dage havde været en hidsig Ræveforfølger; men nu var den bleven gammel, stivbent og næsten blind. Dette mærkedes snart af en Ræv, som ofte luskede omkring Gaarden, for at stjæle af det tamme Fjerkræ. Den syntes ret at finde Fornøielse i at ærgre og ærte den gamle, grætne Klapan. Den satte sig ofte paa en Bakke, som laa tæt ved Gaarden og gav sig til at skrige. Naar gamle Klapan hørte dette, saa maatte han afsted selv i den stærkeste Solsteg; men den letbente Ræv narrede ham ved alleslags Sidespring, ja var saa dristig, at, naar Hunden havde løbet sig træt og med Tungen ud af Halsen hinkede hjemad, gik den efter ham og det saa nær, at Hunden ofte maatte vende sig om, for at vise den sine Tænder og jage den fra sig. En Dag hørte Manden Ræven skrige oppe i Bakken; men Klapan laa inde og snorkede. Det varede ikke længe, førend Ræven vovede sig lige frem til Gaarden; thi alt var der stille, da Folkene hvilede efter Middagen. Da Manden saa, at Ræven var kommen mellem Stuebygningen og Laden, lokkede han Hunden ud af en Bagdør, saa at den fik Lugten af sin Fiende, der ganske roligt luntede hen til en Dam, som laa midt paa Tunet. Hunden efter Ræven i fuld Hals og Ræven rundt om Dammen. 134Men, da Lurifax ikke fandt det raadeligt at more sig saa nær Stuebygningen, satte den afsted lige mod Ladevæggen, dreiede pludselig af langs Væggen og stillede sig bag Hjørnet, med Hovedet saa langt frem, at han kunde faa se, om hans fule Plan vilde lykkes. Jo ganske rigtigt! Klapan kom med Næsen nede mod Marken i fuld Fart efter Rævens Spor; men, da han formedelst sin Hidsighed og sløve Syn ikke mærkede Ladevæggen, for han med Næsen og Panden saa stærkt imod Væggen, at han hylende tumlede tilbage, medens Ræven ret syntes at gotte sig over sit Skjelmsstykke. Siden den Tid lod Klapan, som om han aldrig hørte det udfordrende Skrig. Da jeg spurgte Manden, hvorfor han ikke skjød Ræven, sagde han, at Skindet da ikke var en Skilling værdt, og at han derfor ventede til Vinteren, da baade denne Ræv og mange af hans Familie maatte betale Sommertyverierne og Skjelmsstykkerne med Skindet.

Jerven eller Fjeldfrassen er ikke høiere, men meget førere og stærkere end Ræven, saa at den angriber og dræber voxne Sauer, Gjeder og Rensdyr og gjør derved stor Skade. Dens Skind er stridhaaret, brunt, med mørk, glindsende Ryg og busket Hale. Den har mest sit Tilhold paa vore Høifjelde, der hvor Vildrenen færdes. Dens Slugenhed har man overdrevet.

132

Jeg skal nå fortelle dere om noen av de merkeligste pattedyr.

Blant rovdyrene er Løven det fornemste både ved sin styrke og sitt stolte utseende, hvorfor den også kalles Dyrenes Konge. Den finnes i hele Afrika og de varmere dele av Asia og er grågul av farge; men Hanløven har en langhåret mørk manke. Dens brøl er som torden, og Mennesker og dyr skjelve ved å høre det i Nattens stillhet; thi da går den om for å drepe. Den søker især sitt bytte blant de større græsædende dyr, f. Ex. Okser, hester, hjorter og antiloper, ja er ikke bange for å angripe Mennesker. Den sniker seg på sitt bytte, kaster seg med et uhyre sprang over det og slår det til jorden, idet den med sitt fryktelige bit knuser dets Nakkeben. Den kan løpe av sted med et menneske i kjeften likeså lett som en katt med en rotte. Da den gjør så stor skade der, hvor den huserer, så søker man naturligvis å få den drept; men dette er ingen lett Sag, selv for den med Skudvaaben bevæbnede mann; thi riflen må være god og hjertet modigt, så at hånden ikke skjelver, når siktet tas. En såret løve angriper nesten alltid jegeren, og derfor bør man enten have en rifle med dobbelt løp eller en modig Kammerat. Franskmannen Gerard, engelskmannen Cumming og Svenskeren Anderson er vår Tids berømteste Løvejægere.

133Nesten likeså sterk og farlig både for Mennesker og dyr er den blodtørstige Tiger, der finnes i Asia. Den ligner katten i skapning og smidighet, er lenger i kroppen enn Løven, men ikke fullt så høy, ei heller så før i Fordelen. Dens farge er vakker rødgul med sorte striper, buken og Underhalsen hvit. Den har især sitt tilhold i det høye Bambusrørkrat (jungel) ved flodbreddene. I Ostindien drepes hvert år mange tigre av de engelske jegere, som fra ryggen av temmede elefanter nedskyte disse udyr.

Jaguaren er Amerikas farligste rovdyr; men den er langtfra så farlig som Tigeren og Løven. Den er rødgul av farge med sorte flekker.

Hos oss har vi kun et rovdyr, som hører til den blodtørstige katteslekt, og dette er Gaupen. Den er ikke farlig for Mennesker, men dreper får, geiter, føl og kalver og er derfor et slemt skadedyr.

Ulven hører til hundeslekten, men er vår tamme Hunds farligste fiende. Den er lumsk, blodtørstig og feig, dersom den er alene; men, når den er i Flok og om vinteren plages av hunger, da vil den ikke så lett gå afveien for Mennesker, uaktet den vel ytterst sjelden vover å angripe. Den er Norges skadeligste rovdyr, da den, når leilighet gives, dreper for Fode både smått og stort kveg samt hunder. Her i landet drepes årlig omtrent 220 ulver.

Ræven med sin lange, buskete hale og sitt spisse, fule fjes er en slem Røver blant våre lam og tamme fjærkre. Den er så betenkt og forsiktig, at den ikke er lett å lure, uaktet man gjør seg umake nok for å fange eller skyde den, både fordi den er oss til skade, og fordi man gjerne vil ha dens bløde, varme skinn, som dog om sommeren ofte er fullt av skurv. Om Rævens listige påfunn og skøyerstreker fortelles mange historier. Blant disse vil jeg meddele en, som jeg har hørt av en troverdig mann. På en gård i Smaalenene hadde man en jakthund, som i sine yngre dager hadde vært en hidsig Ræveforfølger; men nå var den blitt gammel, stivbent og nesten blind. Dette mærkedes snart av en rev, som ofte luskede omkring gården, for å stjele av det tamme fjærkre. Den syntes rett å finne fornøyelse i å ergre og erte den gamle, gretne Klapan. Den satte seg ofte på en Bakke, som lå tett ved gården og ga seg til å skrike. Når gamle Klapan hørte dette, så måtte han av sted selv i den sterkeste solstek; men den letbente rev narret ham ved alleslags Sidespring, ja var så dristig, at, når hunden hadde løbet seg trett og med tungen ut av halsen hinket hjemad, gikk den etter ham og det så nær, at hunden ofte måtte vende seg om, for å vise den sine tenner og jage den fra seg. En dag hørte mannen Ræven skrike oppe i bakken; men Klapan lå inne og snorket. Det varte ikke lenge, før Ræven vovede seg like frem til gården; thi alt var der stille, da folkene hvilede etter middagen. Da mannen så, at Ræven var kommet mellom stuebygningen og Laden, lokket han hunden ut av en bakdør, så at den fikk lukten av sin fiende, der ganske rolig luntede hen til en dam, som lå midt på tunet. Hunden etter Ræven i full hals og Ræven rundt om dammen. 134Men, da lurifaks ikke fant det rådelig å more seg så nær stuebygningen, satte den av sted like mot Ladevæggen, dreide plutselig av langs veggen og stillede seg bak hjørnet, med hodet så langt frem, at han kunne få se, om hans fule plan ville lykkes. Jo ganske riktig! Klapan kom med nesen nede mot marken i full fart etter Rævens spor; men, da han formedelst sin hissighet og sløve syn ikke merkede Ladevæggen, for han med nesen og pannen så sterkt imot veggen, at han hylende tumlede tilbake, mens Ræven rett syntes at gotte seg over sitt skjelmsstykke. Siden den tid lot Klapan, som om han aldri hørte det utfordrende skrik. Da jeg spurte mannen, hvorfor han ikke skjød Ræven, sa han, at skinnet da ikke var en skilling verdt, og at han derfor ventet til vinteren, da både denne rev og mange av hans familie måtte betale Sommertyverierne og skjelmsstykkene med skinnet.

Jerven eller Fjeldfrassen er ikke høyere, men meget førere og sterkere enn Ræven, så at den angriper og dreper voksne sauer, geiter og Rensdyr og gjør derved stor skade. Dens skinn er stridhåret, brunt, med mørk, glinsende rygg og busket hale. Den har mest sitt tilhold på våre høyfjell, der hvor villreinen ferdes. Dens Slugenhed har man overdrevet.