Næste Gang begyndte han Undervisningen saaledes: „Alle de Redskaber, som jeg forrige Gang viste eder paa den døde Abe, vare alene saadanne, som tjente til Livets Vedligeholdelse og Legemets Væxt, altsaa i Grunden de samme, som jeg har vist eder hos Planterne, som jo ogsaa leve og voxe; men hos Aben vare disse Redskaber anderledes indrettede end hos Planten. Dog! Dyrene skulle ikke alene leve, voxe og formere 129sig, men tillige sandse, føle og bevæge sig, og til at udføre disse Forretninger behøve de Redskaber, som ikke findes hos Planterne. Jeg skal derfor idag vise eder disse; men først vil jeg høre, om du, Sigrid! kan sige mig, hvor mange Sandser et Menneske har?“ Sigrid forstod ikke rigtig, hvad han mente; men Broderen svarede „fem, nemlig Smag, Lugt, Syn, Hørelse og Følelse;“ og han vidste, at man smager med Tungen, lugter med Næsen, ser med Øinene, hører med Ørene og føler med hele Legemets Overflade; men, hvorledes disse Redskaber vare indrettede, derom vidste han intet. Studenten forklarede dem nu først, at ingen af disse Redskaber selv kunde sandse, men at de kun modtage de forskjellige Indtryk, nemlig Tungen af Mad og Drikke, Næsens indre Hud af lugtende Stoffe, som ere opløste i Luften, Øiet af Billeder af udenfor værende Ting, og Øret af Luftsvingninger eller saakaldte Lydbølger, samt Huden af enhver ydre Berørelse; men at det egentlig er Sjelen, som gjennem sit legemlige Redskab, Hjernen, sandser eller føler disse Indtryk. Han viste dem derefter, hvorledes disse Redskaber ere forbundne med Hjernen ved hvide Strenge, som kaldes Nerver, og sagde dem, at gjennem disse ledes Indtrykkene paa Sandseredskaberne øieblikkelig til Hjernen. Naar man overskjærer den Nerve, som gaar fra Sandseredskabet til Hjernen, ophører Sandsen.

Dyrenes Bevægelser ske ved Sammentrækninger af fine Traade eller Trevler, som ere forenede i Bundter, der kaldes Muskler eller Kjød. Den ene Ende af en saadan Bundt er enten fæstet til et Ben eller en anden Del af Legemet, og den anden Ende er fæstet til et andet Ben eller en blødere Del. Dersom Musklens Ender ere fæstede til to forskjellige Ben, saa ere disse saaledes forbundne med hinanden, at de kunne bevæges. Det Sted, hvor to Ben støde sammen, kaldes et Led. Naar nu Musklen trækker sig sammen, bevæger det ene Ben sig mod det andet. Ved Muskler, som trække Benet i modsat Retning, bringes Benet tilbage i den forrige Stilling. Paa denne Maade bevæge vi vore Arme og Ben, krumme og rette vore Fingre, aabne og lukke vor Mund og vore Øine, bukke og rette vor Ryg, kort sagt, foretage alle vore Bevægelser. Men Musklerne trække sig ikke sammen, uden at Sjelen har befalet dem dertil; men da udføre de ogsaa Befalingen som lydige Tjenere. Sjelen sender fra sit Hovedredskab, Hjernen, Befalingen til Musklerne gjennem Nerver, og disse kaldes Bevægelsesnerver. Naar en saadan Nerve overskjæres, saa kan Sjelens Villie ikke meddeles Musklen, og derfor bliver denne uvirksom. En Nervestamme, saaledes som den udgaar fra Hjernen eller dens Fortsættelse, Rygmarven, bestaar af en utallig Mængde fine Rør, finere end den fineste Spindelvævtraad. Nogle Nerver bestaa blot af det Slags Rør, som bringe Indtryk fra Sandseredskaberne til Hjernen, f. Ex. Syns- Høre- Lugte- og Smagsnerven, samt Ansigtshudens Følenerve, medens andre blot bestaa af Rør, som føre Sjelens Befalinger fra Hjernen til Musklerne, f. Ex. Øinenes og Tungens Bevægelsesnerver; men de Nerver, som udgaa fra Rygmarven, bestaa af begge Slags Rør, af hvilke Følerørene udbrede sig i Huden og Bevægerørene i Musklerne. Enhver Nerve deler sig ligesom Aarerne først i større, derpaa 130i mindre og tilsidst i en utallig Mængde af de fineste Grene, som kun bestaa af et eneste Grundrør. Paa denne Maade forsynes alle Legemets Dele med Nerver. Der gives imidlertid et eget Slags Nerver, som vel hænge sammen med Hjernen og Rygmarven, men som dog paa sin Vei fra Redskabet, i hvilket de udbrede sig, og til Hjernen maa gaa gjennem nogle graaagtige Knuder. De Dele af vort Legeme, som ere forsynede med denne Sort Nerver, staa ikke under Sjelens Herredømme, ei heller underrettes den om de sædvanlige Indtryk, som ske paa disse Dele. Saaledes kan Sjelen ikke efter Godtykke standse eller paaskynde Hjertets Sammentrækninger, ei heller den Bevægelse i Maven og Tarmene, hvorved Føden drives igjennem alle deres Omslyngninger. Den mærker eller føler jo heller ikke, at Blodet strømmer gjennem Aarerne, ei heller at Føden gnides mod Tarmenes Vægge. Denne Indretnings Visdom kunne vi let forstaa; thi, dersom Sjelen skulde befatte sig med disse Redskabers Forretninger og faa Melding om alt, hvad der i dem gaar for sig, da blev den saa optagen dermed, at den ikke fik Tid til at tænke. Sjelen er Legemets Hersker; dens fornemste Redskab er Hjernen, hvorfra den efter Behag styrer alle de ydre Bevægelser og modtager selv Underretning om alt det, som udvendigt fra virker paa Sandseredskaberne; men Nerveknuderne ere underordnede Embedsmænd, som skal styre med de simplere Ernæringsforretninger. Naar alt gaar sin rolige Gang, foruroliges ikke Sjelen med Budsendelsen fra disse Embedsmænd; men, naar nogenting er i Ugreie, da sender Nerveknuderne Sjelen Underretning derom gjennem de Nervetraade, hvormed de ere forbundne med Rygmarven og Hjernen. Denne Underretning opvækker i Sjelen en ubehagelig Fornemmelse, og den søger at blive denne Fornemmelse kvit. Naar Maven mangler Føde, melder Mavens Nerveknude dette, og Sjelen faar den Fornemmelse, som vi kalde Hunger. Den befaler da sine Tjenere, Fødderne, at bevæge sig til et Sted, hvor der er Føde at finde, Hænderne at gribe denne og føre den til Munden, og tilsidst Kjæven at tygge den med Tænderne, og Tungen at føre den ned i Svælget, hvorfra den føres ned i det nødlidende Redskab. Naar Blodet ved Uddunstning eller Sved har tabt for meget af sit Vand, eller naar salt Spise pirrer Maven eller Tarmene for meget, saa meldes ogsaa dette til Sjelen, som deraf faar Fornemmelse af Tørst.

Da Rygmarven er en Forening af næsten alle de Nerverør, som gaa fra og til Hjernen, saa er det rimeligt, at en Overskjæring af denne, hvorved næsten alle Legemets Dele sættes ud af Forbindelse med Hjernen, vil medføre en hurtig Død. Dette bekræftes ogsaa ved den Maade, hvorpaa Dyrlægerne dræbe Heste, ved et Knivstik i Nakken, hvorved de overskjære Rygmarven tæt ved Hjernen; thi Dyret styrter sammen, som om det var rammet af et Lynslag, og er stokdødt. — Studenten gjennemskar nu med en Sag Benene rundt om Hjernen, saa at han kunde løsne den øverste Del af Hovedskaalen, hvorved Børnene fik se Hjernen, som opfyldte et stort Rum. Han viste dem ogsaa Hjernens Sammenhæng med Rygmarven, som ligger i et Benrør, der bliver dannet af Hals- Ryg- og Lendehvirvlerne. De fik ogsaa se, hvorledes Nerverne gik 131ud fra Hjernens Underdel og fra Rygmarven, bestandig parvis. „Jeg har nu,“ sagde han, „vist eder de fornemste Redskaber, som findes i Abens Legeme, og forklaret eder deres Nytte, og, da Aben og Mennesket har stor Lighed med hinanden i Legemets Bygning, saa kunne I nu ogsaa forstaa Indretningen af eders eget Legeme. Jeg vil nu skrabe alt Kjødet fra Benene, for at I kan se alle de enkelte Ben og Maaden, paa hvilke de ere forbundne med hverandre. Et saadant Benrad kalder man et Skelet.“

Neste gang begynte han undervisningen således: „Alle de redskaper, som jeg forrige gang viste dere på den døde ape, var alene sådanne, som tjente til Livets Vedligeholdelse og Legemets vekst, altså i grunnen de samme, som jeg har vist dere hos plantene, som jo også leve og vokse; men hos apen var disse redskaper annerledes indrettede enn hos planten. Dog! Dyrene skulle ikke alene leve, vokse og formere 129seg, men tillike sanse, føle og bevege seg, og til å utføre disse forretninger behøve de redskaper, som ikke finnes hos plantene. Jeg skal derfor i dag vise dere disse; men først vil jeg høre, om du, Sigrid! kan si meg, hvor mange sanser et menneske har?“ Sigrid forstod ikke riktig, hva han mente; men broren svarte „fem, nemlig smak, lukt, syn, hørsel og følelse;“ og han visste, at man smaker med tungen, lukter med nesen, ser med øynene, hører med ørene og føler med hele Legemets overflate; men, hvorledes disse redskaper var indrettede, derom visste han intet. Studenten forklarte dem nå først, at ingen av disse redskaper selv kunne sanse, men at de kun motta de forskjellige inntrykk, nemlig tungen av mat og drikke, nesens indre hud av luktende Stoffe, som er oppløste i luften, øyet av Billeder av utenfor værende ting, og øret av Luftsvingninger eller såkalte lydbølger, samt huden av enhver ytre berøring; men at det egentlig er sjelen, som gjennom sitt legemlige redskap, hjernen, sanser eller føler disse inntrykk. Han viste dem deretter, hvorledes disse redskaper er forbundne med hjernen ved hvite Strenge, som kalles nerver, og sa dem, at gjennom disse ledes inntrykkene på sanseredskapene øyeblikkelig til hjernen. Når man overskjærer den nerve, som går fra sanseredskapet til hjernen, opphører sansen.

Dyrenes bevegelser ske ved sammentrekninger av fine Traade eller trevler, som er forenede i bunter, der kalles muskler eller kjøtt. Den ene ende av en sådan bunt er enten festet til et Ben eller en annen del av Legemet, og den annen ende er festet til et annet Ben eller en blødere del. Dersom muskelens ender er fæstede til to forskjellige Ben, så er disse således forbundne med hinannen, at de kunne beveges. Det sted, hvor to Ben støte sammen, kalles et Led. Når nå muskelen trekker seg sammen, beveger det ene Ben seg mot det andre. Ved muskler, som trekke benet i motsatt retning, bringes benet tilbake i den forrige stilling. På denne måte beveger vi våre Arme og Ben, krumme og rette våre fingre, åpne og lukke vår munn og våre øyne, bukke og rette vår rygg, kort sagt, foreta alle våre bevegelser. Men musklene trekke seg ikke sammen, uten at sjelen har befalt dem dertil; men da utføre de også befalingen som lydige tjenere. Sjelen sender fra sitt Hovedredskab, hjernen, befalingen til musklene gjennom nerver, og disse kalles bevegelsesnerver. Når en sådan nerve overskjæres, så kan Sjelens vilje ikke meddeles muskelen, og derfor blir denne uvirksom. En Nervestamme, således som den utgår fra hjernen eller dens fortsettelse, Rygmarven, består av en utallig mengde fine Rør, finere enn den fineste spindelvevtråd. Noen nerver bestå blot av det Slags Rør, som bringe inntrykk fra sanseredskapene til hjernen, f. Ex. Syns- Høre- Lugte- og smaksnerven, samt ansiktshudens Følenerve, mens andre blot bestå av Rør, som føre Sjelens befalinger fra hjernen til musklene, f. Ex. Øynenes og Tungens bevegelsesnerver; men de nerver, som utgå fra Rygmarven, bestå av begge Slags Rør, av hvilke Følerørene utbre seg i huden og bevegerørene i musklene. Enhver nerve deler seg likesom årene først i større, derpå 130i mindre og til sist i en utallig mengde av de fineste grener, som kun bestå av et eneste grunnrør. På denne måte forsynes alle Legemets dele med nerver. Der gives imidlertid et eget Slags nerver, som vel henge sammen med hjernen og Rygmarven, men som dog på sin vei fra redskapet, i hvilket de utbrer seg, og til hjernen må gå gjennom noen gråaktige knuter. De dele av vårt legeme, som er forsynede med denne Sort nerver, stå ikke under Sjelens herredømme, ei heller underrettes den om de sedvanlige inntrykk, som ske på disse dele. Således kan sjelen ikke etter godtykke stanse eller påskynde Hjertets sammentrekninger, ei heller den bevegelse i maven og tarmene, hvorved føden drives igjennom alle deres Omslyngninger. Den merker eller føler jo heller ikke, at Blodet strømmer gjennom årene, ei heller at føden gnis mot Tarmenes vegger. Denne innretnings visdom kunne vi lett forstå; thi, dersom sjelen skulle befatte seg med disse redskapers forretninger og få melding om alt, hva der i dem går for seg, da ble den så opptatt dermed, at den ikke fikk tid til å tenke. Sjelen er Legemets Hersker; dens fornemste redskap er hjernen, hvorfra den etter behag styrer alle de ytre bevegelser og modtager selv underretning om alt det, som utvendig fra virker på sanseredskapene; men nerveknutene er underordnede embetsmenn, som skal styre med de simplere Ernæringsforretninger. Når alt går sin rolige gang, foruroliges ikke sjelen med Budsendelsen fra disse embetsmenn; men, når nogenting er i ugreie, da sender nerveknutene sjelen underretning derom gjennom de nervetråder, hvormed de er forbundne med Rygmarven og hjernen. Denne underretning oppvekker i sjelen en ubehagelig fornemmelse, og den søker å bli denne fornemmelse kvit. Når maven mangler føde, melder Mavens nerveknute dette, og sjelen får den fornemmelse, som vi kaller hunger. Den befaler da sine tjenere, føttene, å bevege seg til et sted, hvor der er føde å finne, hendene å gripe denne og føre den til munnen, og til sist kjeven å tygge den med tennene, og tungen å føre den ned i svelget, hvorfra den føres ned i det nødlidende redskap. Når Blodet ved utdunstning eller sved har tapt for meget av sitt vann, eller når salt spise pirrer maven eller tarmene for meget, så meldes også dette til sjelen, som derav får fornemmelse av tørst.

Da Rygmarven er en forening av nesten alle de Nerverør, som gå fra og til hjernen, så er det rimelig, at en overskjæring av denne, hvorved nesten alle Legemets dele settes ut av forbindelse med hjernen, vil medføre en hurtig død. Dette bekreftes også ved den måte, hvorpå dyrlegene drepe hester, ved et knivstikk i nakken, hvorved de overskjære Rygmarven tett ved hjernen; thi dyret styrter sammen, som om det var rammet av et Lynslag, og er stokkdødt. — Studenten gjennomskar nå med en Sag Benene rundt om hjernen, så at han kunne løsne den øverste del av Hovedskaalen, hvorved barna fikk se hjernen, som oppfylte et stort rom. Han viste dem også Hjernens sammenheng med Rygmarven, som ligger i et Benrør, der blir dannet av Hals- Ryg- og lendevirvlene. De fikk også se, hvorledes nervene gikk 131ut fra Hjernens underdel og fra Rygmarven, bestandig parvis. „Jeg har nå,“ sa han, „vist dere de fornemste redskaper, som finnes i apens legeme, og forklaret dere deres nytte, og, da apen og mennesket har stor likhet med hinannen i Legemets bygning, så kunne dere nå også forstå innretningen av deres eget legeme. Jeg vil nå skrape alt kjøttet fra Benene, for at dere kan se alle de enkelte Ben og måten, på hvilke de er forbundne med hverandre. Et sådant beinrad kaller man et skjelett.“