„Munden, Tungen og Tænderne ere hos Aben som hos Mennesket. Spyttet, hvormed Føden blandes under Tygningen, dannes af Blod i tre Par Kjertler og flyder paa disse gjennem Aabninger ud i Munden. Tænderne ere tre Slags; fortil staa i hver Kjæve fire For- eller Skjæretænder, og ved Siden af disse paa hver Side en Hjørnetand, hvis Krone ender i en Spids; 126derpaa følge 8 Jæxler paa hver Side i begge Kjæver. Mellem disse sønderknuses og fintygges Føden. Tungen samler den til en Klump eller Tygge, og fører den bag i Svælget over en bruskagtig Bro, Strubelaaget, som lægger sig over den Sprække, der fører ned i Luftrøret eller Garpen. Saasnart Tyggen er kommen over Broen, omfattes den af Madpiben, som trykker den ovenfra nedad, indtil den kommer i den udvidede Sæk, som kaldes Maven. Her samles da, eftersom Dyret æder, alle Tyggene, indtil det er blevet mæt. Mavesækkens Vægge bestaa af flere Lag. I det inderste bløde ligger en utallig Mængde smaa Kjertler, som af det Blod, som kommer til dem, tilbereder en sursalt Saft, som kaldes Mavesaften, og som siver ud igjennem utallige fine Huller. Det andet Lag er et Muskellag, som trækker sig sammen og udvider sig, og derved væltes og dreies Føden rundt, for at den kan blive vel blandet med Mavesaften, hvoraf den lidt efter lidt opløses og kommer da gjennem en Aabning ud i Tarmen. Her møder den strax to Slags Safter. Jeg skal nu vise eder, hvorfra den ene Slags Saft kommer.“ Han aabnede Tarmen og stak en Bundingsstikke igjennem en af de smaa Aabninger. „Hvor gaar nu Bundingsstikken hen?“ spurgte han Thor. Denne svarede: „Den gaar op mod Leveren.“ „Ganske rigtig! Leveren er altsaa det Redskab, som tilbereder den Saft, der gjennem denne Aabning kommer ud i Tarmen; ved du, hvad denne Saft kaldes?“ „Nei!“ „Den kaldes Galde, er grøn af Farve og har en bitter Smag. Leveren er den største Kjertel i Legemet, og tilbereder derfor meget Galde. Det vilde ikke være godt, dersom al den Galde, som dannes i Leveren, bestandig skulde flyde ud i Tarmen, især naar den var tom; derfor flyder en stor Del af den ud i en Blære, som er fastvoxet til Leveren, og som kaldes Galdeblæren, hvorfra den igjen flyder ud, naar den behøves til Fordøielsen. Dersom Maven og Tarmene pirres ved Brændevin og andre stærke Drikke, saa flyder mere Galde ud i Tarmen og gjør Pirringen endnu værre, saa at baade Tarmene og Maven gjøre Oprør og søge at udkaste disse skadelige Stoffer. Derved opstaar Brækning, og tilslut opkastes bare grønne Galden. Drankerne brække sig meget ofte især om Morgenen; deres Lever bliver syg, og Fordøielsen samt Madlysten svækket. Det er et forfærdeligt Syn at se en saadan Drankers Lever, naar han omsider er død en elendig Død; den er fuld af Knuder og Værk.

Den anden Saft, som kommer ind i Tarmen, ligner Spyt. Den tilberedes i en Kjertel, som ligger bag Mavesækken, og tjener til at formilde Galden. Blandet med disse Safter gaar nu Føden igjennem Tarmene, som ligge i mange Vindinger i Underlivshulheden. Paa denne lange Vei indsuges nu de nærende Dele af en utallig Mængde smaa bløde Fremstaaenheder, som staa saa tæt, at den indvendige Side af Tarmen ser ud som Fløiel. Fra disse smaa Fremstaaenheder samler den indsugede Saft sig i fine Aarer, som forene sig til større, indtil de alle samles i den saakaldte Melkegang, som aabner sig i en Blodaare øverst i Brystet. Den kaldes Melkegangen, fordi Saften er hvid som Melk. Naar denne Saft blander sig med Blodet, bliver den selv til 127Blod. Paa denne Maade faar Dyrene nyt Blod istedetfor det, som medgaar til at danne de forskjellige Slags Væv og Safter. De Dele af Føden, som ikke kunne indsuges, udstødes gjennem Tarmens nederste Del blandede med Galde og Tarmeslim.

I skjønne nu, at alle de Dele, som jeg hidindtil har vist eder, have den Forretning at hjælpe hverandre i at tilberede Blod.“

„Munnen, tungen og tennene er hos apen som hos mennesket. Spyttet, hvormed føden blandes under tyggingen, dannes av blod i tre par kjertler og flyter på disse gjennom åpninger ut i munnen. Tennene er tre Slags; fortil stå i hver kjeve fire For- eller skjæretenner, og ved siden av disse på hver side en hjørnetann, hvis krone ender i en spiss; 126derpå følge 8 jeksler på hver side i begge kjever. Mellom disse sønderknuses og fintygges føden. Tungen samler den til en klump eller tygge, og fører den bak i svelget over en bruskagtig bro, strupelokket, som legger seg over den Sprække, der fører ned i luftrøret eller Garpen. Så snart Tyggen er kommet over broen, omfattes den av Madpiben, som trykker den ovenfra nedad, inntil den kommer i den utvidede sekk, som kalles maven. Her samles da, ettersom dyret eter, alle tyggene, inntil det er blitt mett. Mavesekkens vegger bestå av flere lag. I det innerste bløde ligger en utallig mengde små kjertler, som av det blod, som kommer til dem, tilbereder en sursalt saft, som kalles Mavesaften, og som siver ut igjennom utallige fine huller. Det andre lag er et Muskellag, som trekker seg sammen og utvider seg, og derved veltes og dreies føden rundt, for at den kan bli vel blandet med Mavesaften, hvorav den litt etter litt oppløses og kommer da gjennom en åpning ut i tarmen. Her møter den straks to Slags safter. Jeg skal nå vise dere, hvorfra den ene Slags saft kommer.“ Han åpnet tarmen og stak en Bundingsstikke igjennom en av de små åpninger. „Hvor går nå Bundingsstikken hen?“ spurte han Thor. Denne svarede: „Den går opp mot Leveren.“ „Ganske riktig! Leveren er altså det redskap, som tilbereder den saft, der gjennom denne åpning kommer ut i tarmen; vet du, hva denne saft kalles?“ „Nei!“ „Den kalles galle, er grønn av farge og har en bitter smak. Leveren er den største kjertel i Legemet, og tilbereder derfor meget galle. Det ville ikke være godt, dersom all den galle, som dannes i Leveren, bestandig skulle flyte ut i tarmen, især når den var tom; derfor flyter en stor del av den ut i en blære, som er fastvoxet til Leveren, og som kalles galleblæren, hvorfra den igjen flyter ut, når den behøves til fordøyelsen. Dersom maven og tarmene pirres ved brennevin og andre sterke drikke, så flyter mer galle ut i tarmen og gjør pirringen enda verre, så at både tarmene og maven gjøre opprør og søke å utkaste disse skadelige stoffer. Derved oppstår Brækning, og til slutt oppkastes bare grønne Galden. Drankerne brekke seg meget ofte især om morgenen; deres lever blir syk, og fordøyelsen samt matlysten svekket. Det er et forferdelig syn å se en sådan Drankers lever, når han omsider er død en elendig død; den er full av knuter og verk.

Den annen saft, som kommer inn i tarmen, ligner spytt. Den tilberedes i en kjertel, som ligger bak mavesekken, og tjener til å formilde Galden. Blandet med disse safter går nå føden igjennom tarmene, som ligge i mange vindinger i Underlivshulheden. På denne lange vei innsuges nå de nærende dele av en utallig mengde små bløde Fremstaaenheder, som stå så tett, at den innvendige side av tarmen ser ut som fløyel. Fra disse små Fremstaaenheder samler den indsugede saft seg i fine årer, som forene seg til større, inntil de alle samles i den såkalte melkegang, som åpner seg i en blodåre øverst i brystet. Den kalles melkegangen, fordi saften er hvit som melk. Når denne saft blander seg med Blodet, blir den selv til 127blod. På denne måte får dyrene nytt blod i stedet for det, som medgår til å danne de forskjellige Slags vev og safter. De dele av føden, som ikke kunne innsuges, utstøtes gjennom Tarmens nederste del blandede med galle og Tarmeslim.

I skjønne nå, at alle de dele, som jeg hidindtil har vist dere, have den forretning å hjelpe hverandre i å tilberede blod.“