Tæt ved Præstegaarden var en vakker Bjerkelund, hvor der under en stor Bjerk var opsat et stort Bord og Bænke. Studenten tog Plantekassen, hvori han havde de Planter, som han Dagen før havde samlet; og, fulgt baade af de to fremmede Børn og Præstens, gik han hen og satte sig ved Bordet i Bjerkelunden, for at holde Skole.
„Jeg vil nu først prøve, hvor meget I kjende til Planternes Indretning og Liv,“ sagde han, idet han tog en Plante ud af Kassen. „Kan du, Thor“ — saa hed Bondegutten — „nævne mig de forskjellige Dele paa denne?“ Thor nævnte ganske rigtig Roden, Stilken, Bladene 113og Blomsten. „Men ved du nu, hvortil Planten bruger enhver af disse Dele?“ spurgte han videre. Jo, om Roden vidste Gutten, at den tjente Planten til Fæste, og at den gjennem den fik sin Næring; men om Stilken, Bladene og Blomsten kunde han ikke give rigtig Besked. En af Præstebørnene sagde, at Stilken tjente til Fæste for Bladene og Blomsten. Dette var ogsaa rigtigt; men hvortil Bladene og Blomsten tjente Planten, vidste hverken den ene eller den anden. Studenten forklarede da, at den Vædske, som Roden havde indsuget, stiger op igjennem Stengelen i Bladene, hvor den udbreder sig i Bladets fine Aarer og bliver udsat baade for Lys og Luft. En Del af Vandet i Vædsken fordamper i Luften, hvorved den Del, som bliver tilbage i Bladet, bliver seigere og fra Bladene fordeler sig til alle Sider. Den er nu bleven skikket til at danne smaa indhule Blærer, som Studenten kaldte Celler. Disse Celler ere fyldte med Saft, som bevæger sig rundt inde i dem, og gaar over fra den ene Celle i den anden; men, medens Saften bevæger sig rundt i Cellerne, fæster noget af den seige Vædske sig fast ved Cellens Vægge, og danner Lag paa Lag inde i Cellerne. Disse Lag blive lidt efter lidt fastere, og paa denne Maade opstaa Plantens faste Dele. Der udsvedes ogsaa Saft mellem Cellerne, og af denne dannes nye Celler saa tæt saa tæt, at den ene trykker paa den anden, saa at de blive kantede. Nogle af disse Celler voxe alene i begge Ender, og disse blive lange og smale. Slige findes der mest af i Stilken og Bladenes Aarer, medens de korte og kantede især findes i Roden, Barken, Marven og i Bladene mellem Aarerne. De lange smale Celler gro sammen i Enderne, Skillerummet mellem den over- og underliggende forsvinder, og derved opstaa de lange smale Rør, hvorigjennem om Vaaren Saften stiger op i Grenene til de unge Knopper, som derved næres, skyde frem og udfolde sine Blade og Blomster. Enhver Celle — og af disse er der i enhver større Plante mange Millioner — er et lidet Værksted, som arbeider med den Saft, som den faar, paa sin Maade, og saaledes bestaar en Plante af mange Millioner smaa Værksteder, som alle arbeide efter den Lov, som Skaberen har bestemt, og alle bidrage de sin Del til den hele Plantes Trivsel. I nogle Celler omdannes Saften til Melstof eller Stivelse, f. Ex. i Potetesplantens Rodknoller og i vore Kornsorters Frø; i nogle tilberedes sukkerholdige Vædsker f. Ex. i Guleroden, Hvidbeden eller Runkelroen, i Sisselroden, i Sukkerrøret, i vore søde Bær og Frugter; i andre tilberedes sure Vædsker f. Ex. i Bladene af den almindelige Syre og Gjøgesyren, i mange Bær og andre Frugter, f. Ex. Tranebær, Tyttebær, Rognebær, sure Kirsebær og sure Æbler; i andre tilberedes fede Oljer f. Ex. i Nøddekjernens Celler og i Frøet hos Lin- og Hampeplanten, af hvilke man kan udpresse Oljen; i andre tilberedes lugtende flygtige Oljer, som give mange Planter en særegen behagelig eller ubehagelig Lugt, f. Ex. i Rosenbladenes Celler den herligt lugtende Rosenolje og i Skallerne af Citronen Citronoljen; i nogle Celler tilberedes Farvestoffer, grønne, røde, gule, blaa og violette: de grønne især i Bladenes, de øvrige især i Blomstbladenes Celler; nogle tilberede Saften til Gummi, andre til Kvade; atter andre tilberede deraf skarpe Vædsker 114f. Ex. Brændenæslen i de Celler, som findes ved Grunden af de stive hule Haar, som staa paa Bladene. Naar man rører ved disse Haar, afbrækkes de skjøre Spidser, og den skarpe Vædske kommer fra Cellen ud paa Huden, hvor den foraarsager en brændende Svie. Da Studenten havde fortalt dem alt dette, som de hørte paa med megen Opmærksomhed, tog han ud af en liden pen Kasse, som han havde sat foran sig paa Bordet, et Instrument, som han kaldte et Mikroskop. „Dette Instrument,“ sagde han, „er sammensat af Forstørrelsesglas, bestemt til derigjennem at se paa meget smaa Ting, som derved synes os mange hundrede Gange større, end naar vi se paa dem med blotte Øine.“ Han tog nu Spidsen af en Rodtrevle, som ikke var tykkere end et Haar, lagde den paa en Glasplade og bedækkede den med en anden, bragte Glaspladerne under den ene Ende af Serøret, saa igjennem dette og dreiede paa en Skrue, som bevægede Røret op og ned, og sagde: „Nu er det tydeligt.“ Det ene af Børnene efter det andet fik nu Lov til at se i Mikroskopet, og alle sagde, at den fine Rodtrevle syntes for dem saa tyk som et Toug, og at de tydelig kunde se de smaa Celler, som Studenten havde omtalt. Derpaa gik han hen til en Vandpyt og tog noget af den Grønske, som var i Vandet, lagde lidt deraf paa Glaspladen og dryppede en eneste Vanddraabe derpaa. Han lod nu Børnene atter se gjennem Serøret, og da udbrød de i Forundring; thi de saa mange tykke Rør, som vare afdelte i Rum, og i ethvert af disse saa de fine Korn, som bevægede sig i en bestemt Retning. Han tog derefter en Kvist af Birketræet, skar den tvært over med sin Pennekniv, og tog derpaa et fint Tversnit og lagde paa Glaspladen. Denne lille Skive var forunderlig deilig, naar man saa den gjennem Mikroskopet; thi de overskaarne Vægge af de mangeslags Celler og Rør dannede tilsammen et Netværk mange tusinde Gange finere, end nogen Menneskehaand kunde danne det. Han tog derefter Stilke og Blade af de Planter, som vesle Sigrid — dette var Bondepigens Navn — havde kaldt stygt Ugræs, og lod hende se paa dem gjennem Mikroskopet, og hun syntes nu, at den ene var rarere og vakrere end den anden, og at de alle bleve vakrere, jo mere hun saa paa dem. Tilsidst udbrød hun med Taarer i Øinene: „Nei aldrig skal jeg efter denne Dag kalde nogen Guds Skabning styg!“ Præsten, som var kommen op i Lunden, klappede Barnet paa Hovedet og sagde: „Mit Barn! Tak du Gud for, at dine Øine ere blevne opladte, saa at du bedre end før kan se hans Gjerningers Herlighed. Du og Thor maa næste Søndag følge eders Forældre i Kirken. Naar I saa have spist Middag her, vil nok Studenten fortælle eder mere om Planterne.“ Da nu Børnene vandrede hjemover, syntes de, at alt, hvad de saa, ligesom var blevet meget smukkere end forhen, og de havde aldrig før følt sig saa hjerteglade.
Da Thor og Sigrid Dagen efter gik sammen og saa paa de smaa Urter, som de før ikke havde bryd sig om, var Thor stille og tankefuld. „Hvorfor er du saa faamælt idag?“ spurgte Sigrid. „Jeg tænker paa, om Studenten sagde noget, da jeg spurgte ham, om Padda inte var styg; for jeg husker ikke andet, end at han tog den i Haanden sin; for da 115blev jeg saa ræd, at jeg ikke hørte efter. Jeg synes vel nu, at altslags Ugræs er vakkert, men Padda! nei! den synes jeg endnu er fæl,“ svarede Thor. „Jeg vover nok paa at spørge nok engang“ tilføiede han. „Ja jeg synes ogsaa, at Padda er styg,“ sagde Sigrid; „men det er bare min Feil det, som ikke skjønner bedre, og ikke vil jeg sige, at den er styg.“ — Da de næste Søndag kom sammen med Studenten, kom Thor frem med sit Spørgsmaal, hvortil hin svarede: „Nei min Gut! Padden er ikke styg, om saa baade du og jeg og alle Mennesker synes det; thi Gud har skabt den, som den er, og den udfører den Gjerning, som Gud vil, at den skal udføre. Alene det Onde og Syndige er stygt i Guds Øine, og skulde ogsaa være det i vore, dersom vi ikke selv vare skrøbelige og syndefulde; men, naar han engang for Christi Skyld kalder os til Salighed, da skal vi blive klarsynte, saa vi tilfulde se paa alt med de rette Øine. Imidlertid bør vi, saalænge vi ere her paa Jorden, altid stræbe efter at se Guds Gjerninger med den Tanke, at de alle ere saare gode og derfor ogsaa i Virkeligheden vakre; og, gjøre vi det, da vil mangt og meget, som ved første Øiekast syntes os stygt, vise sig anderledes for en gudfrygtig og nøiagtig Betragtning. Idag kan jeg ikke vise dig, hvor vakker Paddens indre Bygning er; thi nu maa vi igjen fortælle mere om Planterne.“