I en af Norges vakre Fjeldbygder gik to Sødskende, en Gut og en Pige, ud for at hente Lillekonval og andre pene Blomster, hvormed de vilde pynte Fars og Mors Stue til Sankt-Hans-Helgen. Gutten var 11 og Pigen 10 Aar. Begge havde gaaet flittig i Skolen og vare meget flinke baade til at læse, skrive og regne og havde altid været opmærksomme paa, hvad Skolelæreren fortalte dem om forskjellige Ting, hvorom intet stod at læse i deres Skolebøger. Bedst som de gik op i Lien og sankede og smaasnakkede med hinanden, fik de tæt ved sig se en fremmed Mand, som ogsaa gik og sankede Blomster i Lien. Børnene syntes, at denne Mand tog baade Ligt og Uligt, baade Græs, Mose og Ormestamp, og saa havde han en Tollekniv, som han stak ned i Jorden under de Planter, som han vilde have, og løsnede dem, saa at han fik Roden med. Altsom han fik en op, puttede han den ned i en lang grønmalet Blikkasse, som han bar under Armen i et Baand over Axelen. Manden var ikke klædt som Bygdens Folk, men havde en lys Frakke og en bredskygget graa Filthat paa Hovedet. Børnene bleve enige om, at det vist maatte være 112Studenten, som de havde hørt var kommen til Præstegaarden, for at læse med Præstens Sønner. Af Sønnen paa Nabogaarden, som havde skydset ham, havde de hørt, at Studenten ofte havde standset paa Veien, for at hoppe ud af Kjærren og tage en eller anden af de Planter, som voxede ved Grøftekanten. Da Børnene bleve staaende, for at se paa ham, kom han hen og gav sig i Snak med dem. De bleve snart kjendte med den venlige, blide Student — thi det var ganske rigtig ham — saa at Pigen vovede sig til at spørge ham, hvorfor han tog sligt stygt Ukrud, og ikke heller, ligesom de, alene samlede det, som vakkert var. Studenten svarede smilende, at han syntes, at alt, hvad han havde samlet, var vakkert, og spurgte hende, om hun ikke havde læst og hørt, at alt, hvad Gud har skabt, er saare godt. Jo! det havde hun baade læst og hørt; men det var ikke sagt, at alt det, som var godt, ogsaa var vakkert; dog maatte hun tilstaa, at det ikke var rigtigt gjort af hende, at hun havde kaldt nogen af Guds Skabninger styg. Gutten, som gjerne vilde hjælpe Søsteren ud af Kniben, pegede paa en stor Padde, som just kvak lige foran deres Fødder, og sagde: „Er ikke den styg da?“ Studenten tog Padden i Haanden. „Agte dig! den spruter Eiter!“ raabte begge Børnene forskrækkede. Studenten lo og sagde: „Hvem har indbildt jer slig Usandhed?“ Gutten svarede, at alle hans Kammerater troede det samme, og at de derfor hadede og pinte disse giftige Kryb. „Det maa I aldrig gjøre,“ sagde Studenten alvorlig; „thi det er en Synd, som Gud vil straffe.“ Børnene tiede skamfulde med Taarer i Øinene. Studenten klappede dem paa Kinden og sagde: „Jeg vil gjerne lære eder at se Guds Skabninger paa den rette Maade, saa at alt, hvad han har skabt, kan synes eder baade godt og vakkert.“ Børnene bleve glade og takkede ham for Tilbudet, og det blev aftalt, at de skulde bede Far og Mor om Lov til at besøge Studenten næste Eftermiddag; thi Sancthans-Dag holdtes ingen Skole, og den blev holdt som en Helligdag der i Bygden. De toge nu Farvel med sin nye Bekjendt og sprang glade hjem med sine Blomster, hvor de fortalte Forældrene om den snille Studenten, og de fik strax Lov til at besøge ham efter Aftale. Næste Eftermiddag kom de i sine Søndagsklæder til Præstegaarden, hvor de bleve venligt modtagne af Præstefolkene og deres Børn; thi Studenten havde fortalt dem om sit Møde med de to vakre Bondebørn.

I en av Norges vakre fjellbygder gikk to søsken, en Gut og en pike, ut for å hente lillekonvall og andre pene blomster, hvormed de ville pynte Fars og Mors stue til Sankt-Hans-helgen. Gutten var 11 og piken 10 år. Begge hadde gått flittig i skolen og vare meget flinke både til å lese, skrive og regne og hadde alltid vært oppmerksomme på, hva skolelæreren fortalte dem om forskjellige ting, hvorom intet stod å lese i deres skolebøker. Best som de gikk opp i Lien og sankede og smaasnakkede med hinannen, fikk de tett ved seg se en fremmed mann, som også gikk og sanket blomster i Lien. Barna syntes, at denne mann tok både Ligt og Uligt, både gress, Mose og Ormestamp, og så hadde han en tollekniv, som han stak ned i jorden under de planter, som han ville ha, og løsnede dem, så at han fikk roten med. Altsom han fikk en opp, puttet han den ned i en lang grønnmalt Blikkasse, som han bar under armen i et bånd over akselen. Mannen var ikke kledd som Bygdens folk, men hadde en lys frakk og en bredskygget grå filthatt på hodet. Barna ble enige om, at det vist måtte være 112studenten, som de hadde hørt var kommet til prestegården, for å lese med prestens sønner. Av Sønnen på nabogården, som hadde skysset ham, hadde de hørt, at studenten ofte hadde standset på veien, for å hoppe ut av kjerren og ta en eller annen av de planter, som voxede ved grøftekanten. Da barna ble stående, for å se på ham, kom han hen og ga seg i snakk med dem. De ble snart kjente med den vennlige, blide student — thi det var ganske riktig ham — så at piken vovede seg til å spørre ham, hvorfor han tok slikt stygt ukrutt, og ikke heller, likesom de, alene samlede det, som vakkert var. Studenten svarte smilende, at han syntes, at alt, hva han hadde samlet, var vakkert, og spurte henne, om hun ikke hadde lest og hørt, at alt, hva Gud har skapt, er såre godt. Jo! det hadde hun både lest og hørt; men det var ikke sagt, at alt det, som var godt, også var vakkert; dog måtte hun tilstå, at det ikke var riktig gjort av henne, at hun hadde kalt noen av Guds Skabninger stygg. Gutten, som gjerne ville hjelpe søsteren ut av knipen, pegede på en stor padde, som just kvakk like foran deres føtter, og sa: „Er ikke den stygg da?“ Studenten tok padden i hånden. „Akte deg! den spruter Eiter!“ ropte begge barna forskrækkede. Studenten lo og sa: „Hvem har innbilt jer slig usannhet?“ Gutten svarte, at alle hans Kammerater trodde det samme, og at de derfor hatet og pinte disse giftige Kryb. „Det må dere aldri gjøre,“ sa studenten alvorlig; „thi det er en synd, som Gud vil straffe.“ Barna tidde skamfulle med tårer i øynene. Studenten klappet dem på kinnen og sa: „Jeg vil gjerne lære dere å se Guds Skabninger på den rette måte, så at alt, hva han har skapt, kan synes dere både godt og vakkert.“ Barna ble glade og takket ham for tilbudet, og det ble avtalt, at de skulle bede far og Mor om lov til å besøke studenten neste ettermiddag; thi Sancthans-Dag holdtes ingen skole, og den ble holdt som en helligdag der i bygden. De tok nå farvel med sin nye bekjent og sprang glade hjem med sine blomster, hvor de fortalte foreldrene om den snille studenten, og de fikk straks lov til å besøke ham etter avtale. Neste ettermiddag kom de i sine søndagsklær til prestegården, hvor de ble vennlig mottatte av prestefolkene og deres barn; thi studenten hadde fortalt dem om sitt møte med de to vakre bondebarn.