Den største Del af Jordens Overflade, som ikke er skjult af Vand, Sne eller Is, er for det meste bedækket med utallige Væxter. Disse Guds Skabninger have Liv; thi de suge Næring til sig, voxe, formere sig og dø ligesom Dyrene; men de kan ikke af sig selv flytte sig og kan heller ikke føle. Naar de have god og rigelig Næring, passende Varme og Lys, saa trives de ligesom Dyrene; de udfolde sine vakre, grønne Blade, aabne sine skjønne, duftende Blomster og synes ligesom at glæde sig ved Livet og i Stilhed at prise sin Skaber. Men, naar Næringen mangler eller er usund, naar de ikke faa den fornødne Varme eller det oplivende Solskin, da vantrives de, blive syge og dø. Høstkulden dræber mangfoldige; men mange overstaa ogsaa denne haarde 111Tid, idet de ligesom falde i en lang Vintersøvn eller Dvale, hvorfra Vaarsolen med sine varme Straaler igjen vækker dem. Det vilde for os være et sørgeligt Syn, dersom vi den hele Vinter skulde se Jorden bedækket med disse utallige Plantelig; men Gud har forebygget dette: han breder det skinnende hvide Snedække som et Ligklæde over de døde eller slumrende Skabninger. Dette Snedække er hos os, hvor Vinteren er saa kold og langvarig, en stor Velgjerning; thi det beskytter mange Planters Rødder mod Frosten, saa at de til Vaaren paany kunne skyde nye Blade og Stilke op af Jorden. Derfor frygter Landmanden for, at en lang og streng Barfrost skal dræbe den Sæd, som han har saaet om Høsten, og som havde begyndt at spire, forinden Høstkulden kom. En maadelig Kulde, førend Sneen kommer, er ham derimod velkommen.

Jeg er vis paa, at I alle kjende Navnet paa mange af de Planter, som voxe vildt paa Engene og i Skovene, samt paa mange af dem, som vi dyrke i Haverne og opelske i Blomsterpotter i vore Værelser; men dels kjende I dem ikke saaledes, som Guds Skabninger bør kjendes, for at vi ret kunne beundre og tilbede hans Visdom, dels er der rundt om eder mangfoldige Planter, som I ikke have lagt Mærke til, fordi de syntes eder smaa og ubetydelige, og fordi de ikke have glimrende og duftende Blomster. Og dog fortjene de alle vor Opmærksomhed, og, ved ret nøie at bese dem, vil vi altid finde, at Gud i den mindste og i vore Øine ringeste Plante aabenbarer sin Magt og Godhed ligesaameget som i de hvide, skinnende Liljer, om hvilke Frelseren siger, at Salomon i al sin Herlighed ikke var klædt som en af dem. Naar I læse dette, saa er jeg ogsaa vis paa, at I gjerne ønskede at lære noget mere end det, som I hidtil vide, om disse Guds velsignede Skabninger.

Jeg vil derfor fortælle eder, hvorledes to Børn lærte at betragte Planterne paa den rette Maade og at forstaa, hvilke Forretninger enhver af Plantens Dele har at udføre i dens Livsvirksomhed.

Den største del av Jordens overflate, som ikke er skjult av vann, Sne eller is, er for det meste bedekket med utallige vekster. Disse Guds Skabninger have liv; thi de suger næring til seg, vokse, formere seg og dø likesom dyrene; men de kan ikke av seg selv flytte seg og kan heller ikke føle. Når de har god og rikelig næring, passende varme og lys, så trives de likesom dyrene; de utfolder sine vakre, grønne Blade, åpne sine skjønne, duftende blomster og synes likesom å glede seg ved livet og i stillhet å prise sin skaper. Men, når næringen mangler eller er usunn, når de ikke få den fornødne varme eller det opplivende solskinn, da vantrives de, bli syke og dø. Høstkulden dreper mangfoldige; men mange overstå også denne harde 111tid, idet de likesom falle i en lang vintersøvn eller dvale, hvorfra vårsolen med sine varme stråler igjen vekker dem. Det ville for oss være et sørgelig syn, dersom vi den hele vinter skulle se jorden bedekket med disse utallige Plantelig; men Gud har forebygget dette: han brer det skinnende hvite snødekke som et likklede over de døde eller slumrende skapninger. Dette snødekke er hos oss, hvor vinteren er så kald og langvarig, en stor velgjerning; thi det beskytter mange Planters røtter mot frosten, så at de til våren paany kunne skyde nye Blade og stilker opp av jorden. Derfor frykter landmannen for, at en lang og streng barfrost skal drepe den sæd, som han har sådd om høsten, og som hadde begynt å spire, forinden høstkulden kom. En måtelig kulde, før Sneen kommer, er ham derimot velkommen.

Jeg er viss på, at dere alle kjenne navnet på mange av de planter, som vokse vilt på engene og i skogene, samt på mange av dem, som vi dyrker i hagene og opelske i blomsterpotter i våre værelser; men dels kjenner dere dem ikke således, som Guds Skabninger bør kjennes, for at vi rett kunne beundre og tilbe hans visdom, dels er der rundt om dere mangfoldige planter, som dere ikke have lagt merke til, fordi de syntes dere små og ubetydelige, og fordi de ikke have glimrende og duftende blomster. Og dog fortjene de alle vår oppmerksomhet, og, ved rett nøye å bese dem, vil vi alltid finne, at Gud i den minste og i våre øyne ringeste plante åpenbarer sin makt og godhet ligesaameget som i de hvite, skinnende liljer, om hvilke Frelseren sier, at Salomon i all sin herlighet ikke var kledd som en av dem. Når dere leser dette, så er jeg også vis på, at dere gjerne ønsket å lære noe mer enn det, som dere hittil vide, om disse Guds velsignede skapninger.

Jeg vil derfor fortelle dere, hvorledes to barn lærte å betrakte plantene på den rette måte og å forstå, hvilke forretninger enhver av Plantens dele har å utføre i dens Livsvirksomhed.