108

I Bjergene finder man ogsaa to for Menneskene meget nyttige Mineralier, nemlig Svovl og Stenkul.

Den rene Svovl er gul, smelter ved maadelig Varme og brænder med blaa Lue, hvorved dannes en kvælende Luftsort, som slukker anden Ild. Derfor kan man slukke Ilden i en brændende Skorstenspibe eller i et Kakkelovnsrør, ved at kaste en Haandfuld stødt Svovl paa Skorstenen eller i Ovnen. Den rene Svovl findes især i Nærheden af ildsprudende Bjerge og udføres derfra i stor Mængde til andre Lande. En stor Mængde bruges ved Krudværkerne; meget bruges ogsaa til Svovlsyre, Fyrstikker og i Apotekerne. Den indgaar Forbindelser med mange Metaller, især Jern og Kobber. Svovljernet, som hos os kaldes Svovlkis, findes i Bjergene paa mange Steder, og, da den er glindsende næsten som Guld, saa tro uvidende Folk, naar de finde den, at den indeholder Guld eller Sølv. Dersom de lagde den i en stærk Ild, vilde de snart se, at den ikke indeholder noget af disse kostbare Metaller; thi ved Varmen gaar Svovlen bort, og en graa, skjør, jernholdig Sten bliver tilbage. Svovlkisen kan imidlertid nyttes til deraf at lave Svovlsyre, som 109bruges meget i Farverierne, Apotekerne, til at lave Bengjødning, til de vakre haarde Stearinlys; ja den er af alle Syrer den vigtigste.

Naar Svovlkisen er kobberholdig, er den mere rødlig. Vort meste Kobber faa vi af denne Erts.

Stenkul findes ikke i vore Bjerge, men i mange andre Lande især i England. Det er sort som Trækul, men meget tungere og tættere. Det har dannet sig derved, at store Skovstrækninger ved Jordomvæltninger ere blevne begravede af Jordlag og i Tidens Løb ere blevne til Sten, saa at man nu maa hente disse forkullede Skove ud af Bjergene paa samme Maade, som vi hente Metallerne. Stenkul kommer ikke saa let ibrand som vore Trækul, men giver meget stærkere Hede. Da Menneskene i den senere Tid har fundet paa at drive frem Skibe og Vogne, samt at drive alle Slags Værker ved Hjælp af kogende Vanddampe, saa er Brugen af Stenkul tiltagen i en utrolig Grad, og det er nu næst Jernet blevet det vigtigste af alle de Mineralier, som udgraves af Jordens Skjød. Ved sin Overflødighed paa Jern og Stenkul er England blevet Jordens vigtigste og mægtigste Rige.

I Bjergene findes ofte saavel de omtalte Ertser og Metaller som ogsaa Stenarterne i forskjellige Skikkelser med skarpe Hjørner og glatte Sider. De kaldes da Krystaller. De kunne være af forskjellige Farver og ere ofte gjennemsigtige og glindsende. Nogle Sorter ere sjeldne og meget kostbare. Disse kaldes Ædelstene. Den fornemste af disse er Diamanten, som er den haardeste af alle jordiske Ting. Den skjærer og river alle andre Ting, men kan kun slibes i sit eget Støv. Den bruges af Glasmesterne til at skjære Glas og af Fyrster og andre Rigmænd til Smykker. Og dog er denne kostbare Ting intet andet end det reneste Kul.

Andre kostbare Ædelstene ere: den røde Rubin, den blaa Safir, den grønne Smaragd og den gule Topas. Den vandklare Bjergkrystal er almindelig og bestaar af den reneste Kvarts.

108

I Bjergene finner man også to for menneskene meget nyttige mineraler, nemlig Svovl og steinkull.

Den rene Svovl er gul, smelter ved måtelig varme og brenner med blå lue, hvorved dannes en kvelende Luftsort, som slukker annen ild. Derfor kan man slukke ilden i en brennende skorsteinspipe eller i et Kakkelovnsrør, ved å kaste en håndfull støtt Svovl på skorsteinen eller i ovnen. Den rene Svovl finnes især i nærheten av ildsprutende Bjerge og utføres derfra i stor mengde til andre land. En stor mengde brukes ved kruttverkene; meget brukes også til svovelsyre, fyrstikker og i apotekerne. Den inngår forbindelser med mange metaller, især jern og kobber. Svovljernet, som hos oss kalles Svovlkis, finnes i Bjergene på mange steder, og, da den er glinsende nesten som gull, så tro uvitende folk, når de finner den, at den inneholder gull eller sølv. Dersom de la den i en sterk ild, ville de snart se, at den ikke inneholder noe av disse kostbare metaller; thi ved varmen går Svovlen bort, og en grå, skjør, jernholdig Sten blir tilbake. Svovlkisen kan imidlertid nyttes til derav å lave svovelsyre, som 109brukes meget i fargeriene, apotekerne, til å lave Bengjødning, til de vakre harde stearinlys; ja den er av alle syrer den viktigste.

Når Svovlkisen er kobberholdig, er den mer rødlig. Vårt meste kobber får vi av denne erts.

Steinkull finnes ikke i våre Bjerge, men i mange andre land især i England. Det er sort som trekull, men meget tungere og tettere. Det har dannet seg derved, at store skogstrekninger ved jordomveltninger er blitt begravde av jordlag og i Tidens løp er blitt til Sten, så at man nå må hente disse forkullede skoger ut av Bjergene på samme måte, som vi henter metallene. Steinkull kommer ikke så lett ibrand som våre trekull, men giver meget sterkere Hede. Da menneskene i den senere tid har funnet på å drive frem skip og vogner, samt å drive alle Slags verker ved hjelp av kokende vanndamper, så er bruken av steinkull tiltagen i en utrolig grad, og det er nå nest jernet blitt det viktigste av alle de mineraler, som udgraves av Jordens Skjød. Ved sin overflødighet på jern og steinkull er England blitt Jordens viktigste og mektigste rike.

I Bjergene finnes ofte såvel de omtalte Ertser og metaller som også steinartene i forskjellige skikkelser med skarpe hjørner og glatte sider. De kalles da krystaller. De kunne være av forskjellige farger og er ofte gjennomsiktige og glinsende. Noen sorter er sjeldne og meget kostbare. Disse kalles edelstener. Den fornemste av disse er diamanten, som er den hårdeste av alle jordiske ting. Den skjærer og river alle andre ting, men kan kun slipes i sitt eget støv. Den brukes av glassmesterne til å skjære Glas og av Fyrster og andre rikmenn til smykker. Og dog er denne kostbare ting intet annet enn det reneste kull.

Andre kostbare edelstener er: den røde Rubin, den blå safir, den grønne smaragd og den gule Topas. Den vannklare bergkrystall er alminnelig og består av den reneste kvarts.