Uagtet kun en Fjerdepart af Jordens faste Overflade rækker op over Havspeilet, saa udgjør dog Vandet blot en liden Del af den hele Jordkugle; thi, dersom 102vi tænke os Jordens faste Kjerne uden Forhøininger og Fordybninger omgivet af det Vand, som findes i Havet, Søer og Elve, saa vilde det danne et Vandlag om Jorden; men dette vilde vist ikke være tykkere end et Par tusind Alen. Men nu, da Jordens Tykkelse er over 1000 Mile, og en Mil er 18000 Alen, saa indse I vist, at Vandlagets Tykkelse i Forhold til Jorden er som Potetskallet i Forhold til Poteten.
Dersom Jordens faste Materie var uden Forhøininger og Fordybninger, saa vilde ingen Del deraf været tørt Land, og saaledes kunde ingen andre levende Væsener end Vanddyr og Vandplanter der finde sit Livsophold. I vor hellige Skrifts første Kapitel siges der: „I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden; men Jorden var øde og tom.“ Dog snart hævede sig paa hans almægtige Bud store Dele af Jordklodens faste Kjerne op over Vandene, i Begyndelsen vistnok som nøgne Fjelde; men ved samtidige Paavirkninger af Vand, Luft, Varme og Kulde hensmuldrede deres Overflade og dannede den løse Jord, hvori Gud nu ved sit almægtige Blik fremkaldte alle Slags Træer og Urter til Opholdssted og Næring for de forskjellige Dyr, som han derpaa lod fremstaa.
Jordklodens faste Dele ere ikke hverandre saa lige som Luftens og Vandets; thi, medens hver af disse — som vi længere frem i Bogen skulle lære — blot bestaar af to Grundstoffer, har man i hine fundet mangfoldige saadanne, dels ublandede, dels blandede og forbundne med hverandre paa mangeslags Maader. Mangfoldige af disse ere blevne Menneskene til stor Nytte, og vi ville derfor omtale de vigtigste, idet vi begynde med Metallerne.