98

Jeg kan vel tænke, at I nu, naar I huske paa Fiskene og andre Vanddyr, ville sige: „Se her er dog Dyr, som ikke behøve Luft for at leve og trives.“ Jeg skal bevise, at ogsaa disse Dyr behøve Luft for at leve, omendskjønt de behøve mindre deraf. Vandet, 99saavel Ferskvandet som Havvandet, er nemlig luftholdigt, hvilket viser sig ved de smaa Luftperler, som fremkomme, naar man opvarmer det, og længe førend det begynder at koge. Driver man nu ved Kogning Luften ganske ud af Vandet og lader det siden blive saa koldt som det Vand, i hvilket Fiske leve, og man derefter tager og slipper en Fisk i det afkjølede Vand, saa vil den dø, næsten ligesaa snart som en Fugl i en Snare. Dette Forsøg beviser, at Fiskene ikke kunne leve uden i luftholdigt Vand; men de kunne godt leve flere Maaneder uden Æde. I se heraf, at Dyrene trænge oftere til at faa frisk Luft end Mad, og at Luften er deres fornemste Næringsmiddel, men at Gud ogsaa i sin Godhed har sørget for, at hans Skabninger bestandig ere omgivne af dette Stof, der er saa uundværligt for deres Bestaaen. Luften er en saa fin Materie, at den trænger ind gjennem de fineste Sprækker og Aabninger, som vi med vore Øine ikke engang kunne opdage, og fylder alle tomme Rum. Den er derfor ikke let at stænge ude.

Den Luft, som engang har været inde i Lungerne eller berørt Fiskens Gjeller, har derved mistet sin oplivende Kraft, og derfor trænge baade Dyr og Mennesker til ny Luft for at leve. Dette er ogsaa let at bevise. Dersom man slipper en levende Mus ind i en Flaske og sætter en Kork i Aabningen, da er jo Musen omgiven af den Luft, som er i Flasken, og kan aande den ind og ud af sine Lunger. I Begyndelsen er den ogsaa ganske frisk og livlig; men det varer ikke længe, førend den har opbrugt det meste af den nærende Del af den Luft, som var i Flasken, og nu begynder den at blive først urolig, saa mat, og snart falder den overende og ligger som død. Tager man nu strax Korken ud, vender Flasken om og ryster Musen ud, da kommer den lidt efter lidt igjen tillive, begynder at trække Pusten og reise sig op paa Fødderne. Dersom man ikke hurtig faar den ud af Flasken, saa faar man den ikke igjen tillive; men den er og bliver død; thi, naar Livet ganske er udslukket, kan ingen menneskelig Magt atter opvække det.

Det, som her hændte med Musen, som vi indestængte i Flasken, har desværre ofte hændt med Mennesker, naar flere ere blevne indestængte i trange Rum med saa smaa Aabninger, at den opbrugte Luft ikke har kunnet komme ud og den friske Luft ind i tilstrækkelig Mængde. Af det, som vi nu har hørt om Luften, kan vi let skjønne, hvor skadeligt det er at stænge den friske Luft ude der, hvor Mennesker og Dyr skulle opholde sig. Især er Faren stor om Natten, naar man sover og ikke mærker, at Luften i Rummet bliver bedærvet. Man vaagner da om Morgenen døsig og mat istedetfor styrket og forfrisket. Først naar man kommer ud i den frie Luft, føler man, hvorledes den forfrisker baade Krop og Sjel. Det er en styg og fordærvelig Skik, som desværre endnu bruges paa mange Steder her i Landet, den nemlig, at skyde Spjeldet i Skorstenspiben, naar man lægger sig til at sove. Derved hindres den Luft, som er bleven bedærvet ved de Sovendes Aandedræt, fra at trække op gjennem Piben, saa at Luften i Rummet bliver kvalm og usund. Man gjør det for at beholde Varmen; men, dersom man har taalig gode Sengklæder, 100saa holder man sig varm nok. Man sover ogsaa allerbedst i et kjøligt Rum, og, naar man kommer ud i Kulden, er man ikke saa udsat for Forkjølelse. De fleste Sygdomme paadrager man sig ganske vist derved, at man ikke sørger for altid at være omgiven af frisk Luft.

Jeg har endnu langt mere at sige om Luften, men vil opsætte dermed, til vi komme længere ud i Bogen.

109. Vandet er ligesaa nødvendigt for alle levende Skabninger som Luften. Utallige baade Planter og Dyr leve bestandigt i Vandet og dø, naar de ikke omgives af dette Stof. Enhver af eder ved, at Vandet er en flydende Vædske, som i ren Tilstand er gjennemsigtig. Tre Fjerdedele af Jordens Overflade er bedækket af det salte Havvand, som er utjenligt til Drikke og til Næring for Landplanterne; men i det trives og leve de fleste Fiske og øvrige Vanddyr, samt de saakaldte Tang- eller Tareplanter. Til Badning er Havvandet bedre end Ferskvand; men til at vaske Tøi i duer det ikke. Fra Vandets Overflade bortdunster bestandig mere eller mindre Vand; men dette er ikke synligt, da det ved Fordunstningen strax opløses i Luften og blander sig med den. Ved Luftens Afkjøling bliver det atter synligt som Skyer og Taage eller Skaadde, og, naar flere af de overmaade smaa Vandkugler, som danne Skyerne og Taagen, forene sig, danne de større Vandkugler, som ikke kan bæres af Luften, men falde ned paa Jorden som Regn. Ved større Kulde forene Vanddunsterne i Luften sig til de faste hvide Smaalegemer, som vi kalde Sne. Derfor regner det hos os om Sommeren og sner om Vinteren. Ved stærk Varme, f. Ex. ved Kogning, antager Vandet Luftfarve, eller, som vi ogsaa sige, det forvandles til Damp og udvider sig derved saaledes, at det opfylder et Rum, som er flere hundrede Gange saa stort som det, der kunde rumme det, medens det var i flydende Tilstand. Hvorledes Menneskene have anvendt denne Egenskab hos Vandet til sin Nytte, derom ville vi tale længere ude i Bogen.

Naar stærk Kulde virker paa Vandets Overflade, da bliver denne til et fast og gjennemsigtigt Legeme, som vi kalde Is. Enhver af eder har vist følt, hvor morsomt det er at svæve omkring paa den blanke Isflade med Skøiter paa Fødderne. Man synes da at være saa fri og glad som Fuglen i Luften. — Naar Sneen dækker Bjerg og Dal, da spændes Skierne paa, og fra Toppen af Bakken farer man nedover, saa at Sneen spruter. Falder du, nu vel — op igjen til et nyt Løb! Hurra! godt gjort! Du vil blive en dygtig norsk Skiløber.

Men Is og Sne er ikke alene til vor Fornøielse; vi har ogsaa stor Nytte deraf. Isen opsages i tykke Blokke, som pakkes i Ishuse, der ligge ved Søen. Derfra lades de i Skibe og føres til fremmede Lande, hvor Vinteren ikke er saa kold, at der dannes Is i fornøden Mængde. Den sælges der med stor Fordel og bruges til at afkjøle Vand og andre Drikkevarer i den hede Sommertid. Den bevarer ogsaa Kjød og andre Madvarer fra Forraadnelse og Gjæring. Isen og Sneen gjør, at vi om Vinteren kan komme frem i Skoven og over Myrerne med Tømmer og Ved, og i Sneen kan vi se Sporene af de vilde Dyr, saa at vi lettere kan finde og skyde dem, end naar Marken er bar.

98

Jeg kan vel tenke, at dere nå, når dere husker på fiskene og andre vanndyr, ville si: „Se her er dog dyr, som ikke behøve luft for å leve og trives.“ Jeg skal bevise, at også disse dyr behøve luft for å leve, omenskjønt de behøve mindre derav. Vannet, 99såvel ferskvannet som havvannet, er nemlig luftholdigt, hvilket viser seg ved de små Luftperler, som fremkomme, når man oppvarmer det, og lenge før det begynner å koke. Driver man nå ved koking luften ganske ut av vannet og lader det siden bli så kaldt som det vann, i hvilket fisker leve, og man deretter tar og slipper en fisk i det afkjølede vann, så vil den dø, nesten likeså snart som en fugl i en snare. Dette forsøk beviser, at fiskene ikke kunne leve uten i luftholdigt vann; men de kunne godt leve flere måneder uten Æde. Dere ser heraf, at dyrene trenge oftere til å få frisk luft enn mat, og at luften er deres fornemste næringsmiddel, men at Gud også i sin godhet har sørget for, at hans skapninger bestandig er omgitte av dette stoff, der er så uunnværlig for deres beståen. Luften er en så fin materie, at den trenger inn gjennom de fineste sprekker og åpninger, som vi med våre øyne ikke engang kunne oppdage, og fyller alle tomme rom. Den er derfor ikke lett å stenge ute.

Den luft, som engang har vært inne i lungene eller berørt Fiskens gjeller, har derved mistet sin opplivende kraft, og derfor trenge både dyr og Mennesker til ny luft for å leve. Dette er også lett å bevise. Dersom man slipper en levende mus inn i en flaske og setter en kork i åpningen, da er jo musen omgitt av den luft, som er i flasken, og kan ånde den inn og ut av sine lunger. I begynnelsen er den også ganske frisk og livlig; men det varer ikke lenge, før den har oppbrukt det meste av den nærende del av den luft, som var i flasken, og nå begynner den å bli først urolig, så mat, og snart faller den overende og ligger som død. Tar man nå straks korken ut, vender flasken om og ryster musen ut, da kommer den litt etter litt igjen til live, begynner å trekke pusten og reise seg opp på føttene. Dersom man ikke hurtig får den ut av flasken, så får man den ikke igjen til live; men den er og blir død; thi, når livet ganske er utslukket, kan ingen menneskelig makt atter oppvekke det.

Det, som her hendte med musen, som vi innestengte i flasken, har dessverre ofte hendt med Mennesker, når flere er blitt innestengte i trange rom med så små åpninger, at den oppbrukte luft ikke har kunnet komme ut og den friske luft inn i tilstrekkelig mengde. Av det, som vi nå har hørt om luften, kan vi lett skjønne, hvor skadelig det er å stenge den friske luft ute der, hvor Mennesker og dyr skulle oppholde seg. Især er faren stor om natten, når man sover og ikke merker, at luften i rommet blir bedervet. Man våkner da om morgenen døsig og mat i stedet for styrket og forfrisket. Først når man kommer ut i den frie luft, føler man, hvorledes den forfrisker både kropp og sjel. Det er en stygg og fordervelig skikk, som dessverre ennå brukes på mange steder her i landet, den nemlig, at skyde spjeldet i skorsteinspipen, når man legger seg til å sove. Derved hindres den luft, som er blitt bedervet ved de Sovendes åndedrett, fra å trekke opp gjennom pipen, så at luften i rommet blir kvalm og usunn. Man gjør det for å beholde varmen; men, dersom man har taalig gode Sengklæder, 100så holder man seg varm nok. Man sover også allerbedst i et kjølig rom, og, når man kommer ut i kulden, er man ikke så utsatt for forkjølelse. De fleste sykdommer pådrar man seg ganske vist derved, at man ikke sørger for alltid å være omgitt av frisk luft.

Jeg har ennå langt mer å si om luften, men vil oppsette dermed, til vi kommer lenger ut i boken.

109. Vannet er likeså nødvendig for alle levende skapninger som luften. Utallige både planter og dyr leve bestandig i vannet og dø, når de ikke omgives av dette stoff. Enhver av dere ved, at vannet er en flytende væske, som i ren tilstand er gjennomsiktig. Tre fjerdedeler av Jordens overflate er bedekket av det salte havvann, som er utjenlig til drikke og til næring for landplantene; men i det trives og leve de fleste fisker og øvrige vanndyr, samt de såkalte Tang- eller Tareplanter. Til Badning er havvannet bedre enn ferskvann; men til å vaske tøy i duer det ikke. Fra vannets overflate bortdunster bestandig mer eller mindre vann; men dette er ikke synlig, da det ved Fordunstningen straks oppløses i luften og blander seg med den. Ved Luftens avkjøling blir det atter synlig som skyer og tåke eller Skaadde, og, når flere av de overmåte små vannkuler, som danne skyene og tåken, forene seg, danne de større vannkuler, som ikke kan bæres av luften, men falle ned på jorden som Regn. Ved større kulde forene vanndunstene i luften seg til de faste hvite smålegemer, som vi kaller Sne. Derfor regner det hos oss om sommeren og snør om vinteren. Ved sterk varme, f. Ex. ved koking, antar vannet Luftfarve, eller, som vi også si, det forvandles til damp og utvider seg derved således, at det oppfyller et rom, som er flere hundre ganger så stort som det, der kunne rumme det, mens det var i flytende tilstand. Hvorledes menneskene har anvendt denne egenskap hos vannet til sin nytte, derom ville vi tale lenger ute i boken.

Når sterk kulde virker på vannets overflate, da blir denne til et fast og gjennomsiktig legeme, som vi kaller is. Enhver av dere har vist følt, hvor morsomt det er å svæve omkring på den blanke isflate med skøyter på føttene. Man synes da å være så fri og glad som fuglen i luften. — Når Sneen dekker Bjerg og dal, da spennes skiene på, og fra toppen av bakken farer man nedover, så at Sneen spruter. Faller du, nå vel — opp igjen til et nytt løp! Hurra! godt gjort! Du vil bli en dyktig norsk skiløper.

Men is og Sne er ikke alene til vår fornøyelse; vi har også stor nytte derav. Isen opsages i tykke Blokke, som pakkes i Ishuse, der ligge ved sjøen. Derfra lades de i skip og føres til fremmede land, hvor vinteren ikke er så kald, at der dannes is i fornøden mengde. Den selges der med stor fordel og brukes til å avkjøle vann og andre drikkevarer i den hete sommertid. Den bevarer også kjøtt og andre matvarer fra forråtnelse og gjæring. Isen og Sneen gjør, at vi om vinteren kan komme frem i skogen og over Myrerne med tømmer og Ved, og i Sneen kan vi se sporene av de ville dyr, så at vi lettere kan finne og skyde dem, enn når marken er bar.