Læreplanatlas
Andet SkoletrinDen livløse Natur eller Mineralriget.

107. Luft.

97

Lader os nu give os til at undersøge nogle af de for os vigtigste Gjenstande, som høre til den livløse Natur, for at vi ogsaa deraf kunne lære at kjende Guds Magt, Visdom og Godhed.

Vi ville først undersøge det Stof, hvori vi og de fleste Planter og 98Dyr leve, og uden hvilket ingen af Jordens levende Skabninger kan bestaa. Dette Stof kan, naar det er rent, hverken sees, lugtes eller smages, og, naar baade det og vi selv ere i fuldkommen Rolighed, kan det heller ikke mærkes hverken ved Hørelsen eller Følelsen. Dette Stof kalde vi Luft. Hele vor Jordklode omgives af et Luftlag, hvis Høide man ikke ret kjender, men som mindst maa være 6 Mil. Udenfor dette er Himmelrummet, hvori Sol, Maane og alle Himmellegemer bevæge sig uden Hindring, da det Stof, som opfylder dette uendelige Rum, er saa fint, at det ikke gjør nogen Modstand mod deres Bevægelse. Det Luftlag, som omgiver Jorden og følger den paa dens Gang omkring Solen, kaldes Dunstkredsen eller Atmosfæren.

Det er ovenfor sagt, at vi ikke føle Luften, naar den er rolig, og vi selv holde os stille; men, naar vi bevæge os med Hurtighed, for Ex. naar vi løbe paa Ski ned over en brat Bakke, da føle vi, at den gjør en stærk Modstand mod vor Bevægelse, ja saa stærk, at den river Huen af os og nøder os til at holde os forover, for ikke at trykkes baglæns. Af mange Aarsager opstaa Strømninger i Luften, og disse kunne blive saa stærke, at de kunne kaste Træer og Huse overende. Efter Strømningernes Hastighed kalde vi dem Vinde, Storme og Orkaner. Naar Luften farer frem med stor Hastighed, da høre vi en stærk Sus og Brus og føle, at den trykker paa vore Legemer med stor Kraft. Disse Luftstrømninger kunne vel nu og da gjøre os Skade, men ere os dog til langt større Nytte. De fremdrive vore Skibe, dreie Vindmøllernes Vinger, tørre vort Hø og vort Korn, forfriske vore Legemer og bortdrive skadelige Dunster.

Det er endvidere ovenfor sagt, at ingen levende Skabning kan undvære Luften uden at dø. Dette er let at bevise. Vi vide alle, at de Mennesker og Dyr, som hverken faa Mad eller Drikke, dø af Hunger og Tørst, men at det kan vare flere Dage, førend Livet paa denne Maade udslukkes. Men, berøv dem Luften eller hindre den i at komme ind i deres Legeme, da vil Døden komme inden nogle Minuter. Mange af eder har maaske allerede begyndt at dræbe Dyr paa denne Maade. Naar Trosten har faaet Halsen ind i Snaren og flyver afsted for at komme løs, da snøres dens Luftrør sammen af Snaren, saa at Luften ikke kan komme ind i dens Lunger; den flagser da stærkt med Vingerne, snapper forgjeves efter Luft, dens Hjertes Slag standser, dens Øine lukkes, dens Hoved synker mat ned, og den hænger efter nogle Øieblikke død i Donen. Saaledes vil det ogsaa gaa Mennesket, dersom frisk Luft ikke kommer ind i dets Lunger; inden 3—4 Minuter vil det være kvalt. Kan man da strax skaffe frisk Luft ind i Lungerne, kan det ofte igjen komme tillive. Naar et Menneske dør ved Drukning, da kommer Døden deraf, at det faar Vand istedetfor Luft i Lungerne.