Jo mere vi lære at kjende Guds store Skaberværk, desto bedre indse vi hans uendelige Visdom, Godhed og Almagt og vor egen Afmagt. Betragtningen af Verden eller, som vi ogsaa kalde den, Naturen, lærte den fromme David Ydmyghed, og om hans Søn, den vise Salomon, fortælles, at han fremfor alle kjendte Urterne paa Marken og Dyrene saavel paa Landet som i Vandet. I Davids Salme lovsynges Herrens Magt i de deiligste Ordelag, og Salomon beder Menneskene, at de skulle gaa hen og betragte de arbeidsomme Myrer, for at de kunne lære at skamme sig over sin egen Ladhed. Guds egen Søn, Jesus Christus, gjør os opmærksomme paa Aabenbarelsen af Faderens Godhed i Naturen, naar han siger: „Se til Fuglene under Himmelen: de saa ikke og høste ikke og samle ikke i Lader, og dog føder deres himmelske Fader dem alligevel.”
Af alt, hvad Gud har skabt, saavel det største som det mindste, kunne vi lære at indse, hvor høit hans Værk staar over ethvert Menneskeværk; idet han gav Menneskene Herredømmet over Jordens øvrige levende Skabninger, forpligtede han dem derfor til at beskue og tænke over hans herlige Gjerninger. Lader os derfor ogsaa lære at læse i Naturens Bog til Guds Æres Forherligelse.