Det har kostet meget Arbeide, megen Møie, mange Farer og mangfoldige Menneskeliv, for at vi nu kunne sidde i vor Stue og i god Mag gjøre Reiser paa Globen og Landkartet. Med Øiet følge vi Fingeren over Bjerge og Dale, ind i Fjorde og Bugter, opad Elvene, gjennem Sandørkenerne, over Verdenshavet. Men ikke altid har det gaaet saa let. De allerførste Opdagelsesreiser paa Jordkloden gaa over 4000 Aar tilbage i 92Tiden. Det var Fønikerne, som først gjorde sig mærkelige ved sine Opdagelser tilsøs. De boede i Asia ved det Hav, vi nu kalde Middelhavet. Dette beseilede de først; men siden fore de igjennem Strædet ved Gibraltar ogsaa ind i Atlanterhavet. Den Tids Søfarende havde ikke andet end Stjernerne at rette sig efter; de turde derfor ikke forlade Kysten, men seilede stedse langs med denne. Saaledes listede de sig frem et Stykke sydpaa langs Kysten af Afrika og ligeledes nordover, hvor de omsider kom til et Land, som de kaldte Thule; i Almindelighed antager man, at dette netop var Norge.

Fra Norge udgik, da Landet var blevet bebygget, mange Opdagere. Det var dristige og haardføre Sømænd, som ikke vare saa bange for at slippe Landet af Sigte. Saaledes opdagedes Island, Grønland og Amerika, ikke at tale om Øerne ved Skotland. Mangen Opdagelse skede dog vistnok ved et Tilfælde. Man siger gjerne: Lykken er bedre end Forstanden; men ved saadanne Opdagelser er det som oftest Ulykken, som er bedre end Forstanden; thi fordrevne af Storme, ofte i skibbruden Tilstand, befandt de Søfarende sig pludselig paa et ubekjendt Lands Kyster. Men efterat Kompasset var opfundet, gik det meget fort med Opdagelserne. Kompasset er nemlig et ligesaa vigtigt, som det i Grunden er et meget simpelt Instrument. Det bestaar fornemmelig i en frithængende Naal, altsaa bevægelig, som er bleven magnetiseret, det vil sige, er bleven meddelt den Egenskab, at dens ene Spids altid peger imod Nord. Denne Naal stikker man i Midten af en rund Papirskive, hvorpaa alle Verdenshjørnerne nøiagtig ere aftegnede. Skiven kaldes en Vindrose og indesluttes i en liden glasbedækket Kasse, og det Hele er det, man kalder et Kompas. Dette fører man altid med sig paa lange Reiser baade tillands og tilvands; man kan da aldrig tage feil af Retningen; thi, siger Kompasset os, hvor Nord er, ved vi naturligvis selv, hvor alle de andre Himmelegne ligge; vi kunne da tage Veien, hvorhen vi ville, naar vi blot kjende det Steds Beliggenhed, hvortil vi have bestemt os. I Tillid til dette nyttige Instrument seilede Kolumbus over Atlanterhavet, for at finde, som han tænkte, Veien til China eller Indien; men istedet derfor fandt han en hel ny Verdensdel, nemlig Amerika.

Det har kostet meget arbeide, mye møye, mange Farer og mangfoldige menneskeliv, for at vi nå kunne sitte i vår stue og i god Mag gjøre reiser på Globen og landkartet. Med øyet følger vi fingeren over Bjerge og daler, inn i Fjorde og bukter, oppad elvene, gjennom sandørkenene, over verdenshavet. Men ikke alltid har det gått så lett. De allerførste oppdagelsesreiser på jordkloden gå over 4000 år tilbake i 92tiden. Det var fønikerne, som først gjorde seg merkelige ved sine oppdagelser til sjøs. De bodde i Asia ved det hav, vi nå kalle Middelhavet. Dette beseilede de først; men siden fore de igjennom stredet ved Gibraltar også inn i Atlanterhavet. Den Tids Søfarende hadde ikke annet enn stjernene å rette seg etter; de turde derfor ikke forlate kysten, men seilte stedse langs med denne. Således listet de seg frem et stykke sydpå langs kysten av Afrika og likeledes nordover, hvor de omsider kom til et land, som de kalte Thule; i alminnelighet antar man, at dette nettopp var Norge.

Fra Norge utgikk, da landet var blitt bebygd, mange oppdagere. Det var dristige og hardføre sjømenn, som ikke vare så bange for å slippe landet av sikte. Således opdagedes Island, Grønland og Amerika, ikke å tale om øyene ved Skottland. Mangen oppdagelse skjedde dog vistnok ved et tilfelle. Man sier gjerne: Lykken er bedre enn forstanden; men ved sådanne oppdagelser er det som oftest ulykken, som er bedre enn forstanden; thi fordrevne av Storme, ofte i skibbruden tilstand, befandt de Søfarende seg plutselig på et ubekjendt Lands Kyster. Men etter at kompasset var oppfunnet, gikk det meget fort med oppdagelsene. Kompasset er nemlig et likeså viktig, som det i grunnen er et meget simpelt instrument. Det består fornemmelig i en fritthengende nål, altså bevegelig, som er blitt magnetisert, det vil si, er blitt meddelt den egenskap, at dens ene spiss alltid peker imot nord. Denne nål stikker man i midten av en rund Papirskive, hvorpå alle verdenshjørnene nøyaktig er avtegnede. Skiven kalles en Vindrose og innesluttes i en liten glassbedekket kasse, og det hele er det, man kaller et kompass. Dette fører man alltid med seg på lange reiser både tillands og til vanns; man kan da aldri ta feil av retningen; thi, sier kompasset oss, hvor nord er, vet vi naturligvis selv, hvor alle de andre Himmelegne ligge; vi kunne da ta veien, hvorhen vi ville, når vi blot kjenne det Steds beliggenhet, hvortil vi har bestemt oss. I tillit til dette nyttige instrument seilte Kolumbus over Atlanterhavet, for å finne, som han tenkte, veien til China eller Indien; men i stedet derfor fant han en hel ny verdensdel, nemlig Amerika.