87

For at kunne bestemme ethvert Steds Beliggenhed paa Jorden, (sige, hvor det ligger) saavel paa Landet som paa Havet, har man fundet paa at omgive Globerne med et Net af Linjer (Cirkler, Kredse), som skjære hverandre.

Disse Kredse blive fornemmelig de, som man tænker sig at fremkomme ved Jordens tvende samtidige Bevægelser. Under den daglige Bevægelse dreier den sig selv ligesom omkring en Axe. Jordens Axe er altsaa en Linje, stukket tvert igjennem Jorden fra Nord mod Syd. Denne Linjes Endepunkter har man kaldt Nordpolen og Sydpolen. Under den daglige Bevægelse dreier ethvert Punkt paa Jordkloden sig i en Kreds lodret paa Jordaxelen, saaledes at der forløber 24 Timer mellem hver Gang, at Stedet vender sig lige mod Solen eller har sin Middag. Nu har man gjennem Nord- og Sydpolen og dette Middags-Punkt trukket en Kreds, som kaldes dette Steds Middagslinje eller Meridian. Hvert Sted paa Jorden har følgelig sin egen Meridian; men for at 88have et fast bestemt Punkt at gaa ud fra ved sine Beregninger, har man antaget den, som gaar tvers over Øen Ferro ved Afrikas Vestkyst, for den første Meridian. Derved har man den Fordel, at hele Amerika kommer til at ligge paa den ene af Jordens Halvkugler, medens man paa den anden Halvkugle faar hele den saakaldte gamle Verden, nemlig Europa, Asia og Afrika, samt Australia. Et Steds Længde bliver derfor dets Afstand i Øst og Vest for Ferro.

Stedets Bredde er dets Beliggenhed i Nord eller Syd paa Kloden. Denne Bredde bestemmes efter Jordens aarlige Gang omkring Solen. Ved Vaar- eller Foraarsjevndøgn, den 21de Marts, staar Jorden vendt imod Solen saaledes, at dens Axe den Dag danner en ret Vinkel med en Straale fra Solen til Jorden. Denne Kreds, som ligger lodret paa Jordens Axe, midt imellem Polerne, deler Jorden i to ligestore Halvkugler, og kaldes Ækvator eller Dagjevningslinjen. Den, som befinder sig paa denne Linje, vil da have Solen om Middagen skinnende lige paa sin Isse. Solens yderste Straaler naa i dette Øieblik ligetil baade Nord- og Sydpolen; følgelig er Dag og Nat da lige lange paa hele Jorden.

Men dette forandrer sig strax, eftersom Solen for hver Dag gaar noget længere mod Nord, indtil den kommer til Sommersolhverv den 21de Juni; dette betegnes paa Globen ved en Linje, der kaldes Krebsens Vendekreds. Den, som den Dag staar paa denne Linje, har Solen lige over Hovedet om Middagen. Dette er altsaa den længste Dag for dem, som befinde sig nordenfor Ækvator; men det er den korteste for dem, der befinde sig søndenfor samme. Nu vender Solen, saa at sige, tilbage mod Ækvator, indtil den ved Høstjevndøgn, den 22de September, atter staar ved Ækvator; derpaa fortsætter den Vandringen sydover, indtil Vintersolhvervsdagen eller den 21de December. Da er Solen kommen længst ned mod Syd, og man har betegnet dette Punkt ved en Kreds, der kaldes Stenbukkens Vendekreds.

Endelig har man trukket tvende Kredse, for at betegne det Punkt, hvortil Solstraalerne række, naar Jordens Poler dreie sig mest mod eller fra Solen, nemlig den nordlige og sydlige Polarkreds.

Det Stykke af Jorden, som ligger mellem Vendekredsene, kaldes den hede Zone (Belt). De Stykker, som ligge imellem Vendekredsene og Polarkredsene, kaldes den sydlige og nordlige tempererede eller middelsvarme Zone. Endelig kaldes alt, hvad der ligger Nord eller Syd for Polarkredsene, de kolde Zoner, nordlig eller sydlig. I det tempererede Jordstrøg frembringer Jorden alt, hvad der udfordres til Menneskets Ophold, ligesom det er det behageligste med Hensyn til Kulde og Varme.

87

For å kunne bestemme ethvert Steds beliggenhet på jorden, (si, hvor det ligger) såvel på landet som på havet, har man funnet på at omgive Globerne med et nett av linjer (sirkler, Kredse), som skjære hverandre.

Disse Kredse bli fornemmelig de, som man tenker seg å fremkomme ved Jordens tvende samtidige bevegelser. Under den daglige bevegelse dreier den seg selv likesom omkring en akse. Jordens akse er altså en linje, stukket tvert igjennom jorden fra nord mot Syd. Denne Linjes endepunkter har man kalt Nordpolen og Sydpolen. Under den daglige bevegelse dreier ethvert punkt på jordkloden seg i en krets loddrett på Jordaxelen, således at der forløper 24 timer mellom hver gang, at stedet vender seg like mot solen eller har sin middag. Nå har man gjennom Nord- og Sydpolen og dette Middags-punkt trukket en krets, som kalles dette Steds middagslinje eller Meridian. Hvert sted på jorden har følgelig sin egen Meridian; men for å 88ha et fast bestemt punkt å gå ut fra ved sine beregninger, har man antatt den, som går tvers over Øen Ferro ved Afrikas vestkyst, for den første Meridian. Derved har man den fordel, at hele Amerika kommer til å ligge på den ene av Jordens halvkuler, mens man på den annen halvkule får hele den såkalte gamle verden, nemlig Europa, Asia og Afrika, samt Australia. Et Steds lengde blir derfor dets avstand i øst og vest for Ferro.

Stedets bredde er dets beliggenhet i nord eller Syd på kloden. Denne bredde bestemmes etter Jordens årlige gang omkring solen. Ved Vaar- eller forårsjevndøgn, den 21de mars, står jorden vendt imot solen således, at dens Axe den dag danner en rett vinkel med en stråle fra solen til jorden. Denne krets, som ligger loddrett på Jordens akse, midt imellom polene, deler jorden i to likestore halvkuler, og kalles ekvator eller Dagjevningslinjen. Den, som befinner seg på denne linje, vil da ha solen om middagen skinnende like på sin Isse. Solens ytterste stråler nå i dette øyeblikk ligetil både Nord- og Sydpolen; følgelig er Dag og natt da like lange på hele jorden.

Men dette forandrer seg straks, ettersom solen for hver dag går noe lenger mot nord, inntil den kommer til Sommersolhverv den 21de juni; dette betegnes på Globen ved en linje, der kalles Krebsens vendekrets. Den, som den dag står på denne linje, har solen like over hodet om middagen. Dette er altså den lengste Dag for dem, som befinne seg nordenfor ekvator; men det er den korteste for dem, der befinne seg sønnenfor samme. Nå vender solen, så å si, tilbake mot ekvator, inntil den ved høstjevndøgn, den 22de september, atter står ved ekvator; derpå fortsetter den vandringen sydover, inntil Vintersolhvervsdagen eller den 21de desember. Da er solen kommet lengst ned mot Syd, og man har betegnet dette punkt ved en krets, der kalles Stenbukkens vendekrets.

Endelig har man trukket tvende Kredse, for å betegne det punkt, hvortil solstrålene rekke, når Jordens poler dreie seg mest mot eller fra solen, nemlig den nordlige og sydlige Polarkreds.

Det stykke av jorden, som ligger mellom vendekretsene, kalles den hete sone (Belt). De stykker, som ligge imellom vendekretsene og Polarkredsene, kalles den sydlige og nordlige tempererte eller middelsvarme sone. Endelig kalles alt, hva der ligger nord eller Syd for Polarkredsene, de kalde soner, nordlig eller sydlig. I det tempererte Jordstrøg frembringer jorden alt, hva der udfordres til Menneskets opphold, likesom det er det behageligste med hensyn til kulde og varme.