Vi forlade nu de andre Himmellegemer, for at dvæle noget længere ved Jorden. Vi have allerede hørt, at den er en Del af, hvad vi kalde vort Solsystem; at den er en Planet eller Vandrestjerne, og at den bevæger sig, ledsaget af en Maane, omkring Solen. Dette foregaar i en saa uhyre stor Afstand, at en Kanonkugle, som farer en norsk Mil i Timen, vilde behøve 27 Aar, førend den kunde naa Solen. Eller tænk dig Jorden formindsket til en Kugle, en Fod i Gjennemsnit, og Solen og Maanen ligeledes formindskede i samme Grad! Afstanden fra Jorden til Solen vilde da blive omtrent en halv norsk Mil og fra Jorden til Maanen 30 Fod. Solen maatte blive noget over hundrede Fod, Maanen kun tre Tommer i Gjennemsnit.
At Jorden er et kugledannet Legeme, skjønnes deraf, at alle de øvrige Himmellegemer ere runde. Fremdeles deraf, at dens Skygge ved Maaneformørkelse altid viser sig rund, at Søfarende tabe ved sin Afreise først de laveste Gjenstande af Syne og ved Tilbagekomsten først faa Øie paa de høieste Spidser f. Ex. af Taarne, Bjerge o. s. v. — altsammen en Følge af Krumningen paa Jordens Overflade. Endelig kan det klarligen sluttes deraf, at, naar man vilde reise ud fra et Sted bestandig i samme Retning, saa vilde man komme hjem igjen fra den modsatte Kant af den, hvorfra man reiste ud.
For at komme omkring Solen, maa Jorden bruge, som vi have hørt, 365¼ Døgn, og for at dreie sig omkring sig selv, et Døgn eller 24 Timer. Vil man ogsaa danne sig et Slags Begreb om den Hurtighed, hvormed den bevæger sig, kan man atter lægge Mærke til den Hastighed, hvormed en Kanonkugle farer ud af Mundingen paa en Kanon. Tænker man sig Hurtigheden endnu 77 Gange større, vil man kunne udregne Jordens Fart omkring Solen og finde, at den sker med en Hurtighed af 3 norske Mil i Sekundet. En saadan Fart er rigtignok for os ganske utænkelig; men dog er det vist, at mange af de øvrige Himmellegemer fare afsted med en endnu langt, langt større Hastighed.