Vi forlade nu de andre Himmellegemer, for at dvæle noget længere ved Jorden. Vi have allerede hørt, at den er en Del af, hvad vi kalde vort Solsystem; at den er en Planet eller Vandrestjerne, og at den bevæger sig, ledsaget af en Maane, omkring Solen. Dette foregaar i en saa uhyre stor Afstand, at en Kanonkugle, som farer en norsk Mil i Timen, vilde behøve 27 Aar, førend den kunde naa Solen. Eller tænk dig Jorden formindsket til en Kugle, en Fod i Gjennemsnit, og Solen og Maanen ligeledes formindskede i samme Grad! Afstanden fra Jorden til Solen vilde da blive omtrent en halv norsk Mil og fra Jorden til Maanen 30 Fod. Solen maatte blive noget over hundrede Fod, Maanen kun tre Tommer i Gjennemsnit.

At Jorden er et kugledannet Legeme, skjønnes deraf, at alle de øvrige Himmellegemer ere runde. Fremdeles deraf, at dens Skygge ved Maaneformørkelse altid viser sig rund, at Søfarende tabe ved sin Afreise først de laveste Gjenstande af Syne og ved Tilbagekomsten først faa Øie paa de høieste Spidser f. Ex. af Taarne, Bjerge o. s. v. — altsammen en Følge af Krumningen paa Jordens Overflade. Endelig kan det klarligen sluttes deraf, at, naar man vilde reise ud fra et Sted bestandig i samme Retning, saa vilde man komme hjem igjen fra den modsatte Kant af den, hvorfra man reiste ud.

For at komme omkring Solen, maa Jorden bruge, som vi have hørt, 365¼ Døgn, og for at dreie sig omkring sig selv, et Døgn eller 24 Timer. Vil man ogsaa danne sig et Slags Begreb om den Hurtighed, hvormed den bevæger sig, kan man atter lægge Mærke til den Hastighed, hvormed en Kanonkugle farer ud af Mundingen paa en Kanon. Tænker man sig Hurtigheden endnu 77 Gange større, vil man kunne udregne Jordens Fart omkring Solen og finde, at den sker med en Hurtighed af 3 norske Mil i Sekundet. En saadan Fart er rigtignok for os ganske utænkelig; men dog er det vist, at mange af de øvrige Himmellegemer fare afsted med en endnu langt, langt større Hastighed.

Vi forlater nå de andre himmellegemer, for å dvele noe lenger ved jorden. Vi har allerede hørt, at den er en del av, hva vi kaller vårt solsystem; at den er en planet eller vandrestjerne, og at den beveger seg, ledsaget av en måne, omkring solen. Dette foregår i en så uhyre stor avstand, at en kanonkule, som farer en norsk Mil i timen, ville behøve 27 år, før den kunne nå solen. Eller tenk deg jorden forminsket til en kule, en fot i gjennomsnitt, og solen og månen likeledes formindskede i samme grad! Avstanden fra jorden til solen ville da bli omtrent en halv norsk Mil og fra jorden til månen 30 fot. Solen måtte bli noe over hundre fot, månen kun tre tommer i gjennomsnitt.

At jorden er et kuledannet legeme, skjønnes derav, at alle de øvrige himmellegemer er runde. Fremdeles derav, at dens skygge ved måneformørkelse alltid viser seg rund, at Søfarende tape ved sin avreise først de laveste gjenstander av syne og ved tilbakekomsten først få Øye på de høyeste spisser f. Ex. av tårn, Bjerge o. s. v. — altsammen en følge av krumningen på Jordens overflate. Endelig kan det klarligen sluttes derav, at, når man ville reise ut fra et sted bestandig i samme retning, så ville man komme hjem igjen fra den motsatte Kant av den, hvorfra man reiste ut.

For å komme omkring solen, må jorden bruke, som vi har hørt, 365¼ døgn, og for å dreie seg omkring seg selv, et døgn eller 24 timer. Vil man også danne seg et Slags begrep om den hurtighet, hvormed den beveger seg, kan man atter legge merke til den hastighet, hvormed en kanonkule farer ut av munningen på en kanon. Tenker man seg hurtigheten ennå 77 ganger større, vil man kunne utregne Jordens fart omkring solen og finne, at den skjer med en hurtighet av 3 norske Mil i sekundet. En sådan fart er riktignok for oss ganske utenkelig; men dog er det vist, at mange av de øvrige himmellegemer fare av sted med en ennå langt, langt større hastighet.