85

Alle de hidtil nævnte Himmellegemer dreie sig i større eller mindre Kredse eller aflange Baner omkring Solen; som en sand Hersker straaler den i Midten, større end alle de andre tilsammen, ja saa stor, at der af dens Kugle kunde gjøres halvanden Million Jordkugler. Om Solen selv er et lysende Legeme, er tvivlsomt; sandsynligt er det, at den er et mørkt Legeme, som omgives af en lysende Luftkreds eller Atmosfære. Den Varme, man føler ved Solstraalerne, kommer ikke fra Solen selv; den ligger derimod i alle Legemer, mere eller mindre, og Solens Straaler have kun Magt til at fremkalde den. Ved Kikerter har man bemærket flere mørke Pletter paa Solens Overflade, hvilke skifte Plads; deraf har man sluttet, at Solen dreier sig rundt omkring sig selv, og man har udregnet, at den maa bruge over 25 af vore Døgn, for at dreie sig rundt en eneste Gang. Solen med alle dens Planeter, Maaner og Kometer kalde vi et Solsystem. Den sikre og nøiagtige Kundskab, vi nu have om samme, skylde vi flere store Stjernekyndige, af hvilke Tyskeren Nikolaus Kopernikus, der levede i Luthers Dage, er den berømteste. Før hans Tid troede man fuldt og fast, at Jorden stod ubevægelig i Rummets Middelpunkt, og at alle de andre Himmellegemer — Solen med — dreiede sig omkring den. Kopernikus derimod lærte, at Solen stod i Midten af Solsystemet. Vel blev man endnu længe hængende i det Gamle, ja selv en Mand som Tycho Brahe paastod over halvhundrede Aar efter Kopernikus’s Død, at Jorden stod stille, at Solen bevægede sig omkring den, og alle de øvrige Planeter igjen om Solen; men Sandheden fik dog mere og mere Indgang, og nu tvivler vel ingen paa, at Jorden gaar, mens Solen staar? Vistnok ser det anderledes ud; ingen mærker, at Jorden gaar; men det er, fordi vi selv befinde os paa den, — akkurat som naar en, der seiler paa et Skib i roligt Veir, pludselig ser henimod Strandbredden og synes, at denne løber i fuld Fart, mens han 86intet mærker til sin egen Seilads. Heller ikke maa man snakke saa: dreiede Jorden sig rundt, maatte jo alle de, som bo paa den, falde overende, og Huse og Hytter styrte os over Hovedet. Dette sker ikke, fordi Jorden har den Kraft at drage alt, hvad der er paa den, mod sit Midtpunkt, følgelig ogsaa at holde alting fast paa sin Overflade.

Jordens daglige og aarlige Bevægelse beviser paa det klareste Skaberens Visdom og Godhed.

Ved Jordens daglige Dreining omkring sig selv i 24 Timer fremkommer Afvexling af Dag og Nat; thi altid vender den sin ene Halvpart mod Solen, og denne har da Dag, og sin anden Halvpart fra Solen, og denne har da Nat. Ved den aarlige Bevægelse omkring Solen i 365¼ Døgn fremkommer Afvexlingen af de 4 Aarstider: Vaar, Sommer, Høst og Vinter; ved begge Dreininger tilsammen indtager Jorden saa mange forskjellige Stillinger til Solen, at enhver Del af den faar lige meget Lys, om end ei lige meget Varme. — Sandelig, Gud har paa det forunderligste og kjærligste sørget for sine Skabninger!

Men vort Solsystem er ikke det eneste; der gives utallige saadanne, altsaa ogsaa utallige Sole, og det er høist rimeligt, at lignende mørke og kolde Legemer, som vor Jord og vor Maane, bevæge sig omkring dem. Disse Sole — ligesom ogsaa vor egen Sol — kaldes Fixstjerner eller faste Stjerner, fordi de altid beholde noget nær den samme Stilling til hverandre indbyrdes. Vi kjende adskillige af dem, uagtet de ere umaadeligt langt borte fra os. For lettere at kunne overse dem, har man ordnet dem i visse Billeder, der fremkomme, naar man trækker Linjer mellem de enkelte Stjerner; paa den Maade har man faaet frem Karlsvognen eller den store Bjørn, Syvstjernen eller den lille Bjørn, Tvillingerne, Orions Belte og mange andre af de deilige Stjernebilleder, som i klare Aftener blinke ned til os fra Himmelen, og som vi bør mærke os. Sømanden maa have nogen Stjernekundskab, for at kunne styre sit Skib med Sikkerhed, og til Hjælp for ham og andre har man indrettet Himmelkarter og Himmelglober. Dyrekredsen kalder man den Bane, hvori Solen synes at gaa. Der har man tænkt sig tolv Stjernebilleder eller Solhuse, hvis Navne man finder anførte paa den første Side i Almanakken. Den Fixstjerne, som er vor Jord nærmest, findes paa den sydlige Himmel i et Stjernebillede, som kaldes Centauren; men, skjønt nærmest, er den dog 220,000 Gange længere fra os end Solen. Det kan derfor ikke undre os, at vi aldeles ikke se mange af disse Fixstjerner, og at vi se hele Grupper af dem kun som en Taage i den hvide Bue, som vi i klare Aftener se tvers over Himmelen, og som vi kalde Melkeveien. — Har da ikke Salmisten Ret, naar han synger: Himlene fortælle Guds Ære og den udstrakte Befæstning hans Hænders Gjerninger? eller naar han udraaber: Naar jeg ser din Himmel, o Herre! dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du har beredt: hvad er da Mennesket, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham! — Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! —

85

Alle de hittil nevnte himmellegemer dreie seg i større eller mindre Kredse eller avlange baner omkring solen; som en sann Hersker stråler den i midten, større enn alle de andre tilsammen, ja så stor, at der av dens kule kunne gjøres halvannen million Jordkugler. Om solen selv er et lysende legeme, er tvilsomt; sannsynlig er det, at den er et mørkt legeme, som omgives av en lysende Luftkreds eller atmosfære. Den varme, man føler ved solstrålene, kommer ikke fra solen selv; den ligger derimot i alle Legemer, mer eller mindre, og Solens stråler have kun makt til å fremkalle den. Ved Kikerter har man bemerket flere mørke Pletter på Solens overflate, hvilke skifte plass; derav har man sluttet, at solen dreier seg rundt omkring seg selv, og man har utregnet, at den må bruke over 25 av våre døgn, for å dreie seg rundt en eneste gang. Solen med alle dens planeter, måner og kometer kaller vi et solsystem. Den sikre og nøyaktige kunnskap, vi nå have om samme, skylde vi flere store Stjernekyndige, av hvilke tyskeren Nikolaus Kopernikus, der levde i Luthers dager, er den berømteste. Før hans tid trodde man fullt og fast, at jorden stod ubevegelig i Rummets Middelpunkt, og at alle de andre himmellegemer — solen med — dreide seg omkring den. Kopernikus derimot lærte, at solen stod i midten av solsystemet. Vel ble man ennå lenge hengende i det Gamle, ja selv en mann som Tycho Brahe påstod over halvhundre år etter Kopernikus’s død, at jorden stod stille, at solen beveget seg omkring den, og alle de øvrige planeter igjen om solen; men sannheten fikk dog mer og mer inngang, og nå tvivler vel ingen på, at jorden går, mens solen står? Vistnok ser det annerledes ut; ingen merker, at jorden går; men det er, fordi vi selv befinne oss på den, — akkurat som når en, der seiler på et skip i rolig vær, plutselig ser henimot Strandbredden og synes, at denne løper i full fart, mens han 86intet merker til sin egen seilas. Heller ikke må man snakke så: dreide jorden seg rundt, måtte jo alle de, som bo på den, falle overende, og hus og hytter styrte oss over hodet. Dette skjer ikke, fordi jorden har den kraft å dra alt, hva der er på den, mot sitt midtpunkt, følgelig også å holde alting fast på sin overflate.

Jordens daglige og årlige bevegelse beviser på det klareste Skaberens visdom og godhet.

Ved Jordens daglige dreining omkring seg selv i 24 timer fremkommer avveksling av dag og natt; thi alltid vender den sin ene halvpart mot solen, og denne har da Dag, og sin annen halvpart fra solen, og denne har da natt. Ved den årlige bevegelse omkring solen i 365¼ døgn fremkommer avvekslingen av de 4 årstider: Vår, sommer, høst og vinter; ved begge dreininger tilsammen inntar jorden så mange forskjellige stillinger til solen, at enhver del av den får like meget lys, om enn ei like meget varme. — Sannelig, Gud har på det forunderligste og kjærligste sørget for sine skapninger!

Men vårt solsystem er ikke det eneste; der gives utallige sådanne, altså også utallige Sole, og det er høist rimelig, at lignende mørke og kalde Legemer, som vår jord og vår måne, bevege seg omkring dem. Disse Sole — likesom også vår egen sol — kalles fiksstjerner eller faste stjerner, fordi de alltid beholde noe nær den samme stilling til hverandre innbyrdes. Vi kjenner adskillige av dem, uaktet de er umåtelig langt borte fra oss. For lettere å kunne overse dem, har man ordnet dem i visse Billeder, der fremkomme, når man trekker linjer mellom de enkelte stjerner; på den måte har man fått frem Karlsvognen eller den store Bjørn, Syvstjernen eller den lille Bjørn, tvillingene, Orions belte og mange andre av de deilige stjernebilder, som i klare aftener blinke ned til oss fra himmelen, og som vi bør merke oss. Sjømannen må ha noen stjernekunnskap, for å kunne styre sitt skip med sikkerhet, og til hjelp for ham og andre har man innrettet Himmelkarter og Himmelglober. Dyrekretsen kaller man den bane, hvori solen synes å gå. Der har man tenkt seg tolv stjernebilder eller Solhuse, hvis navn man finner anførte på den første side i almanakken. Den fiksstjerne, som er vår jord nærmest, finnes på den sydlige himmel i et stjernebilde, som kalles Centauren; men, skjønt nærmest, er den dog 220,000 ganger lenger fra oss enn solen. Det kan derfor ikke undre oss, at vi aldeles ikke se mange av disse fiksstjerner, og at vi ser hele grupper av dem kun som en tåke i den hvite bue, som vi i klare aftener se tvers over himmelen, og som vi kaller Melkeveien. — Har da ikke Salmisten rett, når han synger: Himlene fortelle Guds ære og den utstrakte befestning hans Hænders gjerninger? eller når han udraaber: Når jeg ser din himmel, o Herre! dine Fingres gjerning, månen og stjernene, som du har beredt: hva er da mennesket, at du kommer ham ihu, og et Menneskes barn, at du besøker ham! — Herre, vårt herskap! hvor herlig er ditt navn over all jorden! —