Maanen gaar rundt omkring Jorden og bruger til denne Vandring omtrent 27 Dage, netop ligesaa lang Tid, som den maa bruge for at dreie sig en Gang rundt omkring sig selv. Medens nu Jorden har to Bevægelser paa engang, nemlig den daglige omkring sig selv og den aarlige omkring Solen, har Maanen altsaa tre: en omkring sig selv, en omkring Jorden og en i Følge med Jorden omkring Solen. Fra denne henter ogsaa Maanen sit Lys og vender paa sin Gang omkring Jorden snart sin helt, snart sin halvt oplyste og snart sin mørke Side imod os. Dette kalde vi de fire Kvarterskifter: Nymaane, første Kvarter, sidste Kvarter og Fuldmaane; deraf have vi Aarets Inddeling i Maaneder og Maanedens i Uger, idet der fra Nymaane til næste Nymaane forløber 29½ Dag og mellem hvert Kvarterskifte omtrent 7 Dage. Maanens Vandring paa engang rundt Jorden og Solen bevirker ogsaa de saakaldte Solformørkelser og Maaneformørkelser. De første fremkomme, naar Maanen paa sin Gang omkring Jorden kommer lige imellem denne og Solen; Maanen skjuler da Solen for en Del af Jordens Overflade, saa at paa disse Steder enten hele Solens Skive (total F.) eller kun en Del af Solskiven (partiel F.) ligesom dækkes af Maanen. Maaneformørkelse opstaar derimod, naar Jorden kommer lige imellem Maanen og Solen; derved hindres denne fra at skinne paa Maanen, som altsaa bliver mørk. Solformørkelse indtræder altid kun ved Nymaane, Maaneformørkelse kun ved Fuldmaane. Men, at Solformørkelser og Maaneformørkelser kunne forudsiges mange hundrede Aar, før de indtræffe, sker ikke ved Spaadomskunst, men ved nøiagtige Beregninger, og er det klareste Bevis paa, hvor sikkert og regelmæssigt Guds Visdom har indrettet den hele store Verdensmaskine.

At Maanen synes os større end alle de øvrige Himmellegemer, kommer alene deraf, at den er os nærmest. I Virkeligheden er den mindre end de fleste andre, thi af vor Jord kunde man gjøre halvhundrede Maaner. Den er omtrent 50,000 Mil borte fra Jorden, og det er ved Hjælp af Kikerter og andre Instrumenter lykkedes de Stjernekyndige at kjende ikke saa lidet af dens Overflades Indretning og Beskaffenhed. Med blotte Øine kunne vi se baade lyse og mørke Dele paa Maanens Skive; nu ved man, at de mørke ere Sletter, de lyse derimod Bjerge, mange næsten ligesaa høie som Bjergene paa Jorden. Det ser ogsaa ud, som om Maanen ikke er omgiven af nogen Luftkreds ligesom vor Jord; den kan derfor heller ikke have Vand. Skulde Maanen beboes af levende Væsener, maatte disse altsaa være af en anden Beskaffenhed end de, vi kjende, der ikke kunne leve uden Luft og Vand. At Jorden og Maanen 85indbyrdes virke paa hinanden, er vist; den daglige og regelmæssige Forandring i Havet, som vi kalde Fjære og Flod, er saaledes en Virkning af Maanens Forhold til Jorden.

Vor Jord er ikke den eneste Planet, som har Maane eller Drabant. Jupiter har 4, Uranus 6 og Saturnus endog 8 foruden en lysende Dobbeltring. Et ganske andet Slags Stjerner end baade Planeter og Maaner ere de saakaldte Kometer eller Halestjerner. I have maaske hørt, at overtroiske Mennesker have stor Skræk for disse Stjerner. Dette kommer vel deraf, at de vise sig pludseligt og sjeldnere end de øvrige Himmellegemer, og at, de største af dem, der ere synlige for det blotte Øie, udskyde en lang Lysstribe ligesom et Ris; mange lettroende Folk ville i dette Ris se et Tegn paa Guds Vrede og i Kometerne selv Forkyndere af nær forestaaende Ulykker. Alt dette maa falde bort, naar vi høre, at Kometernes Baner og Gang kan beregnes ligesom Planeternes, kun at deres Baner ere meget mere aflange end disses. Heri ligger ogsaa Grunden til, at de saa sjelden sees af os; thi det kan kun ske, naar de komme i den Del af Banen, som er Solen nærmest.

Månen går rundt omkring jorden og bruker til denne vandring omtrent 27 dager, nettopp likeså lang tid, som den må bruke for å dreie seg en gang rundt omkring seg selv. Mens nå jorden har to bevegelser på engang, nemlig den daglige omkring seg selv og den årlige omkring solen, har månen altså tre: en omkring seg selv, en omkring jorden og en i følge med jorden omkring solen. Fra denne henter også månen sitt lys og vender på sin gang omkring jorden snart sin helt, snart sin halvt opplyste og snart sin mørke side imot oss. Dette kaller vi de fire Kvarterskifter: Nymåne, første kvarter, siste kvarter og fullmåne; derav har vi årets inndeling i måneder og Maanedens i uker, idet der fra nymåne til neste nymåne forløper 29½ Dag og mellom hvert Kvarterskifte omtrent 7 dager. Månens vandring på engang rundt jorden og solen bevirker også de såkalte solformørkelser og måneformørkelser. De første fremkomme, når månen på sin gang omkring jorden kommer lige imellom denne og solen; Månen skjuler da solen for en del av Jordens overflate, så at på disse steder enten hele Solens skive (total F.) eller kun en del av solskiven (partiell F.) likesom dekkes av månen. Måneformørkelse oppstår derimot, når jorden kommer lige imellom månen og solen; derved hindres denne fra å skinne på månen, som altså blir mørk. Solformørkelse inntrer alltid kun ved nymåne, måneformørkelse kun ved fullmåne. Men, at solformørkelser og måneformørkelser kunne forutsies mange hundre år, før de inntreffe, skjer ikke ved spådomskunst, men ved nøyaktige beregninger, og er det klareste bevis på, hvor sikkert og regelmessig Guds visdom har innrettet den hele store verdensmaskin.

At månen synes oss større enn alle de øvrige himmellegemer, kommer alene derav, at den er oss nærmest. I virkeligheten er den mindre enn de fleste andre, thi av vår jord kunne man gjøre halvhundre måner. Den er omtrent 50,000 Mil borte fra jorden, og det er ved hjelp av Kikerter og andre instrumenter lyktes de Stjernekyndige å kjenne ikke så lite av dens overflates innretning og beskaffenhet. Med blotte øyne kunne vi se både lyse og mørke dele på månens skive; nå vet man, at de mørke er sletter, de lyse derimot Bjerge, mange nesten likeså høye som Bjergene på jorden. Det ser også ut, som om månen ikke er omgitt av noen Luftkreds likesom vår jord; den kan derfor heller ikke have vann. Skulle månen beboes av levende vesener, måtte disse altså være av en annen beskaffenhet enn de, vi kjenner, der ikke kunne leve uten luft og vann. At jorden og månen 85innbyrdes virke på hinannen, er vist; den daglige og regelmessige forandring i havet, som vi kaller Fjære og Flod, er således en virkning av månens forhold til jorden.

Vår jord er ikke den eneste planet, som har måne eller drabant. Jupiter har 4, Uranus 6 og Saturnus endog 8 foruten en lysende Dobbeltring. Et ganske annet Slags stjerner enn både planeter og måner er de såkalte kometer eller Halestjerner. Dere har maaske hørt, at overtroiske Mennesker have stor skrekk for disse stjerner. Dette kommer vel derav, at de viser seg plutselig og sjeldnere enn de øvrige himmellegemer, og at, de største av dem, der er synlige for det blotte Øye, utskyte en lang lysstripe likesom et ris; mange lettroende folk ville i dette ris se et tegn på Guds vrede og i kometene selv forkynnere av nær forestående ulykker. Alt dette må falle bort, når vi hører, at kometenes baner og gang kan beregnes likesom Planeternes, kun at deres baner er meget mer avlange enn disses. Heri ligger også grunnen til, at de så sjelden sees av oss; thi det kan kun ske, når de kommer i den del av banen, som er solen nærmest.