Man kan nok vide, at det ikke er en let Sag at komme til Kundskab om disse Millioner Kloder, som bevæge sig i det uendelige Verdensrum. Vor Kundskab om disse Ting er visselig ogsaa ganske ringe i Forhold til, hvad der endnu er os ubekjendt og vel altid vil blive ved at være det. Imidlertid have dog Menneskene ved Eftertanke og Flid opsporet adskilligt om hine Himmellegemers Bevægelse, indbyrdes Afstand, Skikkelse, Størrelse og Beskaffenhed, — altsammen ved Hjælp af den Videnskab, som kaldes Astronomi eller Stjernevidenskab. For os vil det være nyttigt at mærke os Følgende:

Hvad vi pleie at kalde Himmelen, er egentlig Rummet uden Grændse. Deri bevæge alle de nævnte Kloder eller Himmellegemer sig i bestemte Baner. Intet støtter dem eller bevæger dem uden Skaberens opholdende og styrende Almagt. Antallet af disse Kloder er aldeles utænkeligt. Deres forskjellige Størrelse, saaledes som det viser sig for os, kommer af deres forskjellige Afstand fra vor Jord; men saa meget er vist, at de allerfleste af dem ere større end Jorden. For os er Solen det vigtigste Himmellegeme; thi omkring den dreier Jorden sig i en aarlig Bane og modtager med det samme alt sit Lys og al sin Varme fra denne Sol, som derfor i Sandhed kan siges at „herske om Dagen.“

Men paa samme Maade som Jorden farer ogsaa en hel Mængde andre Himmellegemer aarlig omkring Solen, somme nærmere, men de fleste længere borte fra den end vor Jord. Alle disse kaldes derfor Vandrestjerner eller Planeter, ere i sig selv mørke og kolde og faa baade Lys og Varme fra Solen. Allernærmest denne staar Planeten Merkur. Den er otte Millioner Mile borte fra Solen; men den sidste i Rækken, Neptun, er over 600 Millioner Mile, og vor Jord, den tredie i Rækken, over 20 Millioner Mile borte fra Solen. Klarest og smukkest er for vort Øie Venus, den Planet, der er os nærmest. Vi se den dels om Aftenen, dels om Morgenen og kalde den derfor baade Aftenstjerne og Morgenstjerne. — Af hele Planetrækken kjende vi nu følgende: 84Merkur, Venus, Jorden, Mars; derefter næsten 80 smaa, hvoraf de 4, Vesta, Juno, Ceres og Pallas have været bekjendte i lang Tid, men de øvrige først ere opdagede i de sidste Aaringer; tilsidst komme fire store: Jupiter, Saturnus, Uranus og Neptunus; den sidste af disse blev først opdaget i Aaret 1846. Der er ingen Tvivl om, at man nok vil finde flere, og et stort Bevis paa Videnskabens Magt og Sikkerhed er det, at man f. Ex. ved Beregninger forud kunde slutte, at Neptun paa et bestemt Sted maatte være at finde.

Man kan nok vite, at det ikke er en lett Sag å komme til kunnskap om disse millioner kloder, som bevege seg i det uendelige Verdensrum. Vår kunnskap om disse ting er visselig også ganske ringe i forhold til, hva der ennå er oss ubekjendt og vel alltid vil bli ved å være det. Imidlertid have dog menneskene ved ettertanke og flid oppsporet adskillig om hine Himmellegemers bevegelse, innbyrdes avstand, skikkelse, størrelse og beskaffenhet, — altsammen ved hjelp av den vitenskap, som kalles astronomi eller stjernevitenskap. For oss vil det være nyttig å merke oss Følgende:

Hva vi pleier å kalle himmelen, er egentlig rommet uten grense. Deri bevege alle de nevnte kloder eller himmellegemer seg i bestemte baner. Intet støtter dem eller beveger dem uten Skaberens oppholdende og styrende allmakt. Antallet av disse kloder er aldeles utenkelig. Deres forskjellige størrelse, således som det viser seg for oss, kommer av deres forskjellige avstand fra vår jord; men så meget er vist, at de allerfleste av dem er større enn jorden. For oss er solen det viktigste himmellegeme; thi omkring den dreier jorden seg i en årlig bane og modtager med det samme alt sitt lys og all sin varme fra denne sol, som derfor i sannhet kan siges å „herske om Dagen.“

Men på samme måte som jorden farer også en hel mengde andre himmellegemer årlig omkring solen, somme nærmere, men de fleste lenger borte fra den enn vår jord. Alle disse kalles derfor vandrestjerner eller planeter, er i seg selv mørke og kalde og få både lys og varme fra solen. Allernærmest denne står planeten Merkur. Den er åtte millioner mil borte fra solen; men den siste i rekken, Neptun, er over 600 millioner mil, og vår jord, den tredje i rekken, over 20 millioner mil borte fra solen. Klarest og smukkest er for vårt Øye Venus, den planet, der er oss nærmest. Vi ser den dels om Aftenen, dels om morgenen og kalle den derfor både Aftenstjerne og Morgenstjerne. — Av hele planetrekken kjenner vi nå følgende: 84Merkur, Venus, jorden, Mars; deretter nesten 80 små, hvorav de 4, Vesta, Juno, Ceres og Pallas have vært bekjente i lang tid, men de øvrige først er opdagede i de siste Aaringer; til sist komme fire store: Jupiter, Saturnus, Uranus og Neptunus; den siste av disse ble først oppdaget i året 1846. Der er ingen tvil om, at man nok vil finne flere, og et stort bevis på Videnskabens makt og sikkerhet er det, at man f. Ex. ved beregninger forut kunne slutte, at Neptun på et bestemt sted måtte være å finne.