Menneskene ere af Naturen meget videbegjerlige. Enhver ny Ting, som falder dem i Øinene, maa de undersøge; de give sig ikke tilfreds, førend de ere komne paa det Rene med alt, hvad der kan vides om denne Ting. Denne Videbegjerlighed er en herlig Egenskab; uden den vilde Menneskeslægten maaske endnu bo i Telte og nære sig af de Urter og Rødder, som Jorden frembringer af sig selv. Vi have alle noget af denne Lyst til at lære; men mange søge at udgranske endog det, som kunde synes uforstaaligt og uudgrundeligt. Saaledes plager mangen Smaagut sit Hoved med at udstudere et Uhrværks indviklede Maskineri; først iagttager han Hjulenes Bevægelse; hvis han saa selv bliver Eier af et Uhr, øver han sine Kunster paa at tage det istykker og sætte det sammen igjen. De voxne Mennesker have lige siden Verdens Skabelse grublet over et større Uhrværk: Verdensbygningen. Men, saasom der er Forskjel paa Guds Værk og Menneskenes Værk, saa behøves der ogsaa ligesaa mange Aartusinder til at fatte det første som Timer til at fatte det sidste; endnu er ikke det Menneske født, som kan sige: saa er det.

Jorden tilligemed Himmelhvælvingen med Sol, Maane og Stjerner er det, vi kalde Verdensbygningen; den har, som rimeligt er, til alle Tider været Gjenstand for Menneskenes granskende Betragtninger. Mange have forgjeves stirret op til de blinkende Stjerner, der om Aftenen lyse paa Himmelen, og de have spurgt sig selv, hvor mange, hvor store, hvor langt borte fra os ere dog disse lysende Prikker? Men de allerfleste maatte ryste paa Hovedet eller slaa Blikket til Jorden, og godt og vel, om de idetmindste tænkte som Mahomedanerne: Gud er stor! Men enkelte Menneskers Aand var stærkere end de andres; de lod sig ikke nøie med at vide, at Gud er stor; de vilde ogsaa vide, hvor stor han var. De tilbragte derfor sin hele Tid med at udgrunde Skabningsværket, og det lykkedes dem virkelig at forstaa mangfoldige Ting. Men flere og flere Spørgsmaal reiste sig, og den Dag idag sysle mange med de samme Undersøgelser; der er kun den Forskjel, at de forsaavidt have et meget lettere Arbeide end deres Forgjængere, som de kunne bygge paa disses Erfaringer og Opdagelser. Allerede i ældgamle Tider vidste man, at Jorden var en Kugle; dog var man 83ikke kommen til denne Kundskab paa samme Maade, som senere Tiders Mennesker ere komne dertil. Men for omtrent 300 Aar siden opdagedes det, at Jorden bevæger sig rundt omkring Solen, og ikke Solen rundt omkring Jorden. Før den Tid troede man, at Jorden var det Fornemste i Verdensbygningen, og at alt dreiede sig om den, baade Sol, Maane og Stjerner. Nu ved man, at vor Jord udgjør bare en liden, en bitte liden Del af det Hele. Nu ved man, at vor Jord ogsaa er et Himmellegeme; at den, ligesom alle de øvrige Himmellegemer, Maanen og Stjernerne, bevæger sig uophørligt ligesom et Uhrværk efter visse bestemte, uforanderlige Love. Nu ved man, at vor Jord tillige med en Mængde andre Stjerner af en vis Art bevæger sig omkring den lysende og varmende Sol, som ogsaa er en Stjerne, men af en anden Art; ja nu ved man, at der gives Millioner saadanne Sole, ja Sole, som dreie sig om Sole, — saa man kan sige, at Rummets Rigdom er umaadelig.

Menneskene er av naturen meget vitebegjærlige. Enhver ny ting, som faller dem i øynene, må de undersøke; de gir seg ikke tilfreds, før de er kommet på det Rene med alt, hva der kan vites om denne ting. Denne Videbegjerlighed er en herlig egenskap; uten den ville menneskeslekten maaske ennå bo i Telte og nære seg av de urter og røtter, som jorden frembringer av seg selv. Vi har alle noe av denne lyst til å lære; men mange søke at udgranske endog det, som kunne synes uforstaaligt og uutgrunnelig. Således plager mangen smågutt sitt hode med at udstudere et urverks indviklede maskineri; først iagttager han Hjulenes bevegelse; hvis han så selv blir eier av et ur, øver han sine kunster på å ta det i stykker og sette det sammen igjen. De voksne Mennesker have like siden Verdens skapelse grublet over et større urverk: Verdensbygningen. Men, saasom der er forskjell på Guds Værk og Menneskenes verk, så behøves der også likeså mange årtusener til å fatte det første som timer til å fatte det siste; ennå er ikke det menneske født, som kan si: så er det.

Jorden tillikemed himmelhvelvingen med sol, måne og stjerner er det, vi kaller Verdensbygningen; den har, som rimelig er, til alle tider vært gjenstand for Menneskenes granskende betraktninger. Mange have forgjeves stirret opp til de blinkende stjerner, der om Aftenen lyse på himmelen, og de har spurt seg selv, hvor mange, hvor store, hvor langt borte fra oss er dog disse lysende prikker? Men de allerfleste måtte ryste på hodet eller slå blikket til jorden, og godt og vel, om de idetmindste tenkte som Mahomedanerne: Gud er stor! Men enkelte Menneskers ånd var sterkere enn de andres; de lot seg ikke nøye med å vite, at Gud er stor; de ville også vite, hvor stor han var. De tilbrakte derfor sin hele tid med å utgrunne skapningsverket, og det lyktes dem virkelig å forstå mangfoldige ting. Men flere og flere spørsmål reiste seg, og den dag i dag sysle mange med de samme undersøkelser; der er kun den forskjell, at de for så vidt have et meget lettere arbeide enn deres forgjengere, som de kunne bygge på disses erfaringer og oppdagelser. Allerede i eldgamle tider visste man, at jorden var en kule; dog var man 83ikke kommet til denne kunnskap på samme måte, som senere Tiders Mennesker er kommet dertil. Men for omtrent 300 år siden opdagedes det, at jorden beveger seg rundt omkring solen, og ikke solen rundt omkring jorden. Før den tid trodde man, at jorden var det Fornemste i Verdensbygningen, og at alt dreide seg om den, både sol, måne og stjerner. Nå vet man, at vår jord utgjør bare en liten, en bitte liten del av det hele. Nå vet man, at vår jord også er et himmellegeme; at den, likesom alle de øvrige himmellegemer, månen og stjernene, beveger seg uopphørlig likesom et urverk etter visse bestemte, uforanderlige Love. Nå vet man, at vår jord tillike med en mengde andre stjerner av en viss art beveger seg omkring den lysende og varmende sol, som også er en stjerne, men av en annen art; ja nå vet man, at der gives millioner sådanne Sole, ja Sole, som dreie seg om Sole, — så man kan si, at Rummets rikdom er umåtelig.