Nogle faa Aar efter Manndaude-Vinteren maatte Kong Magnus Erikssøn tage sin ældste Søn Erik til Medkonge i Sverige og sin yngre Søn Haakon til Medkonge i Norge. Erik døde allerede i Aaret 1359, og under sit korte Kongedømme havde han ordentlig Ufred med Faderen. Da Svenskerne faa Aar efter tog Magnus’s Søstersøn Albrekt af Meklenborg til Konge, løstes Foreningen mellem Norge og Sverige, og en mangeaarig Ufred mellem Landene begyndte. Under denne Feide blev Magnus i et Slag fangen af Svenskerne, som først løsgav ham, efterat han havde givet op alle Krav paa Sveriges Kongedømme. Han druknede i Aaret 1374 paa Bømmelfjorden; da havde han baaret Kongsnavn i 55 Aar.

Kong Haakon, som bestandig havde vist den kjærligste Adfærd mod sin Fader, døde sex Aar efter i Aaret 1380, og nu arvede hans tiaarige Søn Olaf Haakonssøn Norges Rige. Hans Moder var den danske Kongedatter Margreta Valdemarsdatter, og ved Morfaderen Valdemar Atterdags Død i 1375 havde Danskerne allerede valgt den femaarige Olaf til Konge. Norge og Danmark blev saaledes forenede, og denne Forening kom til at vare over 400 Aar lige indtil 1814. Olaf Haakonssøns Kongedømme blev kort; neppe sytten Aar gammel døde han i Aaret 1387 saa braat, at det falske Rygte bredte sig ud, at han var bleven forgiftet af sin egen Moder. Margreta styrede efter Sønnens Død baade Norge og Danmark, og, da hun et Par Aar efter overvandt Svenskekongen Albrekt af Meklenborg, blev hun ogsaa Dronning i Sverige. Nordmændene, som altid havde været vante til at styres af en Konge, kunde ikke rigtig like, at Kongedømmet var i en Kvindes Haand, og Margreta maatte derfor finde sig i, at hendes Søsterdattersøn den sexaarige Erik af Pomern, som efter Arvefølgen var norsk Kongsemne, allerede i Aaret 1389 i Throndhjem blev tagen til norsk Konge. Nogle Aar efter valgte Danskerne og Svenskerne ogsaa Erik til Konge, og ved hans Kroning i Kalmar i Aaret 1397 aftaltes det imellem Befuldmægtigede fra de tre Riger, at Norge, Sverige og Danmark for Fremtiden stedse skulde have samme Konge, men at hvert af Rigerne skulde styres efter sin Lov og Ret. Det er denne Aftale, som efter Stedet, hvor den kom istand, kaldes Kalmarforeningen.

Mod Aftalen blev dog Danmark snart holdt for Hovedlandet, og danske Embedsmænd bleve indsatte baade i Sverige og Norge. Da disse huserede grumt, og Norge og Sverige maatte betale mange Penge til en 72lang Ufred, som Erik begyndte med de holstenske Grever om Slesvig, uagtet denne Ufred alene gjaldt Danmark, blev der snart stort Misnøie med Foreningen. Margreta døde i Aaret 1412. Efter hendes Død var der stadig Opstand baade i Norge og Sverige, og Erik af Pomern blev tilsidst nødt til at rømme fra sine Lande. Hans Søstersøn Kristoffer af Bayern blev omkring Aar 1440 tagen til Konge i alle tre Riger, som han styrede til sin Død i Aaret 1448. Misnøie og Opstand vedblev stadig under hans Eftermænd Kristiern den Første, Kong Hans og Kristiern den Anden. Da denne sidste Konge i Aaret 1520 i det saakaldte stokholmske Blodbad lod halshugge en hel Del fornemme Svensker, løsrev Sverige sig kort efter fra Forbundet og tog Gustav Eriksøn Vasa til Konge.

Noen få år etter manndaude-vinteren måtte Kong Magnus Erikssøn ta sin eldste sønn Erik til Medkonge i Sverige og sin yngre sønn Haakon til Medkonge i Norge. Erik døde allerede i året 1359, og under sitt korte kongedømme hadde han ordentlig ufred med Faderen. Da svenskene få år etter tok Magnus’s søstersønn Albrekt av Meklenborg til Konge, løstes foreningen mellom Norge og Sverige, og en mangeårig ufred mellom landene begynte. Under denne feide ble Magnus i et slag fangen av svenskene, som først løsgav ham, etter at han hadde gitt opp alle krav på Sveriges kongedømme. Han druknet i året 1374 på Bømmelfjorden; da hadde han båret kongsnavn i 55 år.

Kong Haakon, som bestandig hadde vist den kjærligste atferd mot sin far, døde seks år etter i året 1380, og nå arvede hans tiårige sønn Olaf Haakonssøn Norges Rige. Hans Moder var den danske Kongedatter Margreta Valdemarsdatter, og ved Morfaderen Valdemar Atterdags død i 1375 hadde danskene allerede valgt den femårige Olaf til Konge. Norge og Danmark ble således forenede, og denne forening kom til å vare over 400 år like inntil 1814. Olaf Haakonssøns Kongedømme ble kort; neppe sytten år gammel døde han i året 1387 så braat, at det falske rykte bredte seg ut, at han var blitt forgiftet av sin egen mor. Margreta styrte etter Sønnens død både Norge og Danmark, og, da hun et par år etter overvant svenskekongen Albrekt av Meklenborg, ble hun også dronning i Sverige. Nordmennene, som alltid hadde vært vante til å styres av en Konge, kunne ikke riktig like, at kongedømmet var i en Kvindes hånd, og Margreta måtte derfor finne seg i, at hennes søsterdattersønn den seksårige Erik av Pomern, som etter arvefølgen var norsk kongsemne, allerede i året 1389 i Throndhjem ble tatt til norsk Konge. Noen år etter valgte danskene og svenskene også Erik til Konge, og ved hans kroning i Kalmar i året 1397 aftaltes det imellom Befuldmægtigede fra de tre riker, at Norge, Sverige og Danmark for fremtiden stedse skulle ha samme Konge, men at hvert av rikene skulle styres etter sin lov og rett. Det er denne avtale, som etter stedet, hvor den kom i stand, kalles Kalmarforeningen.

Mot avtalen ble dog Danmark snart holdt for hovedlandet, og danske embetsmenn ble innsatte både i Sverige og Norge. Da disse huserede grumt, og Norge og Sverige måtte betale mange penger til en 72lang ufred, som Erik begynte med de holstenske grever om Slesvig, uaktet denne ufred alene gjaldt Danmark, ble der snart stort misnøye med foreningen. Margreta døde i året 1412. Etter hennes død var der stadig oppstand både i Norge og Sverige, og Erik av Pomern ble til sist nødt til å rømme fra sine land. Hans Søstersøn Kristoffer av Bayern ble omkring år 1440 tatt til Konge i alle tre riker, som han styrte til sin død i året 1448. Misnøye og oppstand vedble stadig under hans ettermenn Kristiern den Første, Kong Hans og Kristiern den Anden. Da denne siste Konge i året 1520 i det såkalte stokholmske blodbad lot halshugge en hel del fornemme svensker, løsrev Sverige seg kort etter fra forbundet og tok Gustav Eriksøn Vasa til Konge.