Norge tog til i Velstand og Folkemængde under Haakon Haakonssøns nærmeste Eftermænd. Først blev hans Søn Magnus Konge; han bedrede Lovene og fik derfor det hæderlige Tilnavn Lagabøter. Den gode Tilstand varede ved under hans to Sønner, Erik og Haakon, som derpaa arvede Kongedømmet, den ene efter den anden. Haakon var den sidste af Kong Harald Haarfagres mandlige Æt. Hans Datter Ingebjørg blev gift med den svenske Hertug Erik, og efter Haakons Død blev hendes Søn den treaarige Magnus Erikssøn Konge efter Morfaderen. Han valgtes ogsaa til Konge i Sverige, og saaledes blev Sverige og Norge for første Gang forenede under samme Konge. Under denne Konge ophørte med en Gang den gode Tid i vort Fædreland; thi i Aaret 1349 kom en frygtelig Landfarsot, den sorte Død, til Norge, efterat den et Par Aar iforveien havde raset i Sydeuropa og Frankrige. Et Kjøbmandsskib fra England bragte Sotten med sig til Bergen. Mandskabet ombord døde, førend Ladningen blev losset, og Sygdommen bredte sig med stor Heftighed over hele Landet. Den begyndte med en ubeskrivelig Angst, Søvnløshed, Sting og Blodbrækning; derpaa tabte man Mælet og blev ligesom lam, og paa Kinderne, under Armene og andensteds paa Legemet kom der sorte 71Flekker og Bylder. Yderst faa kom sig efter Sygdommen, og de, som overlevede den, fik Mindelse efter den for hele Livet og blev ofte lamme paa Tungen. I Bergen blev alene paa en Dag 80 Lig bragte til en af Kirkerne, og i Throndhjem døde Erkebiskoppen og hele Præsteskabet paa en eneste en nær; ligesaa døde Biskopperne i Bergen, Stavanger og Hamar. Kun en Trediedel af Landsfolket levede igjen; i mange Dale døde Befolkningen aldeles ud; Sygdommen herjede hele Vinteren, som derfor siden kaldtes Manndaude-Vinteren, og den satte Norge saa svært tilbage for lange Tider, at det først efter Hundreder af Aar forvandt de ulykkelige Følger af Sotten.

Norge tok til i velstand og folkemengde under Haakon Haakonssøns nærmeste ettermenn. Først ble hans sønn Magnus Konge; han bedret lovene og fikk derfor det hederlige tilnavn Lagabøter. Den gode tilstand varte ved under hans to sønner, Erik og Haakon, som derpå arvede kongedømmet, den ene etter den annen. Haakon var den siste av Kong Harald Haarfagres mannlige ætt. Hans Datter Ingebjørg ble gift med den svenske Hertug Erik, og etter Haakons død ble hennes sønn den treårige Magnus Erikssøn Konge etter Morfaderen. Han valgtes også til Konge i Sverige, og således ble Sverige og Norge for første gang forenede under samme Konge. Under denne Konge opphørte med en gang den gode tid i vårt fedreland; thi i året 1349 kom en fryktelig Landfarsot, den sorte død, til Norge, etter at den et par år i forveien hadde raset i Sydeuropa og Frankrige. Et Kjøbmandsskib fra England brakte sotten med seg til Bergen. Mannskapet ombord døde, før ladningen ble losset, og sykdommen bredte seg med stor heftighet over hele landet. Den begynte med en ubeskrivelig angst, søvnløshet, sting og Blodbrækning; derpå tapte man mælet og ble likesom lam, og på kinnene, under armene og annensteds på Legemet kom der sorte 71flekker og byller. Ytterst få kom seg etter sykdommen, og de, som overlevede den, fikk minnelse etter den for hele livet og ble ofte lamme på tungen. I Bergen ble alene på en dag 80 Lig brakte til en av kirkene, og i Throndhjem døde erkebiskopen og hele presteskapet på en eneste en nær; likeså døde Biskopperne i Bergen, Stavanger og Hamar. Kun en tredjedel av Landsfolket levde igjen; i mange daler døde befolkningen aldeles ut; Sykdommen herjede hele vinteren, som derfor siden kaltes manndaude-vinteren, og den satte Norge så svært tilbake for lange tider, at det først etter hundrer av år forvandt de ulykkelige følger av sotten.