Læreplanatlas
Andet SkoletrinAnden Afdeling. Fædrelandet.

77. Manndaude-Vinteren.

70

Norge tog til i Velstand og Folkemængde under Haakon Haakonssøns nærmeste Eftermænd. Først blev hans Søn Magnus Konge; han bedrede Lovene og fik derfor det hæderlige Tilnavn Lagabøter. Den gode Tilstand varede ved under hans to Sønner, Erik og Haakon, som derpaa arvede Kongedømmet, den ene efter den anden. Haakon var den sidste af Kong Harald Haarfagres mandlige Æt. Hans Datter Ingebjørg blev gift med den svenske Hertug Erik, og efter Haakons Død blev hendes Søn den treaarige Magnus Erikssøn Konge efter Morfaderen. Han valgtes ogsaa til Konge i Sverige, og saaledes blev Sverige og Norge for første Gang forenede under samme Konge. Under denne Konge ophørte med en Gang den gode Tid i vort Fædreland; thi i Aaret 1349 kom en frygtelig Landfarsot, den sorte Død, til Norge, efterat den et Par Aar iforveien havde raset i Sydeuropa og Frankrige. Et Kjøbmandsskib fra England bragte Sotten med sig til Bergen. Mandskabet ombord døde, førend Ladningen blev losset, og Sygdommen bredte sig med stor Heftighed over hele Landet. Den begyndte med en ubeskrivelig Angst, Søvnløshed, Sting og Blodbrækning; derpaa tabte man Mælet og blev ligesom lam, og paa Kinderne, under Armene og andensteds paa Legemet kom der sorte 71Flekker og Bylder. Yderst faa kom sig efter Sygdommen, og de, som overlevede den, fik Mindelse efter den for hele Livet og blev ofte lamme paa Tungen. I Bergen blev alene paa en Dag 80 Lig bragte til en af Kirkerne, og i Throndhjem døde Erkebiskoppen og hele Præsteskabet paa en eneste en nær; ligesaa døde Biskopperne i Bergen, Stavanger og Hamar. Kun en Trediedel af Landsfolket levede igjen; i mange Dale døde Befolkningen aldeles ud; Sygdommen herjede hele Vinteren, som derfor siden kaldtes Manndaude-Vinteren, og den satte Norge saa svært tilbage for lange Tider, at det først efter Hundreder af Aar forvandt de ulykkelige Følger af Sotten.