Det var for det meste kraftesløse og uduelige Konger, som styrede i den lange Tid, da Norge og Danmark vare forenede. Kristiern den Anden, som levede paa Luthers Tid, var en Undtagelse; men han var for haard og gik alt for fort frem, naar han vilde have noget Nyt og Gavnligt indført. Derfor blev han ogsaa nødt til at flygte fra sine Lande, og, da han siden søgte at vinde dem tilbage, var han uheldig og maatte sidde i 27 Aar i Fængsel. Kristian den Fjerde, som var Konge mellem Aarene 1588 og 1648, var ogsaa en Undtagelse. Han var et Barn paa 11 Aar, da hans Fader Fredrik den Anden døde, og i de første Aar styrede fire Rigsraader hans Lande. Han tog sig meget af Norge, og Landet kom sig godt op i hans Dage; de danske Lensmænd, som havde udsuget den norske Almue under de foregaaende Konger, bleve dels satte af og dels dømte i store Bøder. Selv reiste Kongen næsten hvert Aar op til Norge, og han var heroppe omtrent femti Gange. Kristian virkede utrættelig som Konge; han vilde selv have Tilsyn med alt og stolede kun nødig paa andre. Om Morgenen var han oppe Klokken fire, og hele Dagen var han paa Færde. Snart gjorde han Tegning til en ny Bygning eller et Skib, snart kløv han op i Masten, for at blive vis paa, at Tougværket var godt, og snart tog han Tommestok og Vaterpas frem af sin kunstige Stav og saa efter, om Bygværkerne var, som de skulde. Ved Kveldstid betalte han selv Arbeidsfolkene deres Dagløn, og, hvor han kom, havde han Øinene med sig. Kristian havde tre Gange Ufred; den tredie Ufred havde han med Sverige, og den begyndte, da Kongen var en gammel Mand paa 67 Aar; men ligevel skyndte han sig som en Ungdom at møde Faren. Det kom til et Søslag, og i Slaget var Kongen selv Høvding paa Skibet Trefoldigheden; han havde allerede faaet flere Saar, da en Kugle splittede en Planke paa Skibet, saa at Træstumperne dræbte og saarede tolv Mand, der stod omkring ham. Selv faldt han afmægtig om paa Dækket, og Skibsfolkene, som mente, at Kongen var falden, bleve modløse og raabte: „Kongen er død.“ Men uventet reiste Kristian sig; Blodet randt af ham, mens han sagde: „Nei! Gud har endnu undt mig Liv og Styrke til at stride for mit Folk, saalænge enhver vil gjøre sin Skyldighed.“ Han havde mistet det høire Øie og flere Tænder; 73men ligevel blev han staaende paa Dækket, støttet paa sit Sværd og med ombundet Hoved, indtil Slaget var endt, og Fienden drog sig tilbage. Kristian døde i sit 71de Aar, elsket og savnet af alt Landsfolket.

Det var for det meste kraftesløse og uduelige Konger, som styrte i den lange tid, da Norge og Danmark var forenede. Kristiern den Anden, som levde på Luthers tid, var en unntakelse; men han var for hard og gikk alt for fort frem, når han ville ha noe nytt og Gavnligt innført. Derfor ble han også nødt til å flykte fra sine land, og, da han siden søkte å vinne dem tilbake, var han uheldig og måtte sitte i 27 år i fengsel. Kristian den Fjerde, som var Konge mellom årene 1588 og 1648, var også en unntakelse. Han var et barn på 11 år, da hans far Fredrik den Anden døde, og i de første år styrte fire riksråder hans land. Han tok seg meget av Norge, og landet kom seg godt opp i hans dager; de danske lensmenn, som hadde utsuget den norske Almue under de foregående Konger, ble dels satte av og dels dømte i store bøter. Selv reiste Kongen nesten hvert år opp til Norge, og han var heroppe omtrent femti ganger. Kristian virket utrettelig som Konge; han ville selv ha tilsyn med alt og stolede kun nødig på andre. Om morgenen var han oppe klokken fire, og hele Dagen var han på ferde. Snart gjorde han tegning til en ny bygning eller et skip, snart kløv han opp i masten, for å bli viss på, at Tougværket var godt, og snart tok han tommestokk og vaterpass frem av sin kunstige stav og så etter, om byggverkene var, som de skulle. Ved kveldstid betalte han selv arbeidsfolkene deres daglønn, og, hvor han kom, hadde han øynene med seg. Kristian hadde tre ganger ufred; den tredje ufred hadde han med Sverige, og den begynte, da Kongen var en gammel mann på 67 år; men likevel skyndte han seg som en ungdom å møte faren. Det kom til et Søslag, og i slaget var Kongen selv høvding på skipet trefoldigheten; han hadde allerede fått flere sår, da en kule splittede en planke på skipet, så at trestumpene drepte og saarede tolv mann, der stod omkring ham. Selv falt han avmektig om på dekket, og skipsfolkene, som mente, at Kongen var falt, ble motløse og ropte: „Kongen er død.“ Men uventet reiste Kristian seg; Blodet rant av ham, mens han sa: „Nei! Gud har ennå unt meg Liv og styrke til å stride for mitt folk, så lenge enhver vil gjøre sin skyldighet.“ Han hadde mistet det høyre Øye og flere tenner; 73men likevel ble han stående på dekket, støttet på sitt sverd og med ombundet hode, inntil slaget var endt, og fienden drog seg tilbake. Kristian døde i sitt 71de år, elsket og savnet av alt Landsfolket.