Haakon Herdebred faldt allerede Aaret efter i et Søslag ved Sekken i Romsdalen mod Magnus Erlingssøn. Magnus igjen maatte efter en lang Strid give tabt for Sverre Sigurdssøn, som gav sig ud for at være en Sønnesøn af Harald Gille. Sverres Mænd var Folk af den laveste Æt; de havde faaet Klengenavnet Birkebeiner, fordi de vare saa fattige, at de maatte spænde Næver om Fødderne istedetfor Sko; men de var i den Grad djerve, modige og udholdende, at det var almindelig Folketale, at der aldrig havde været raskere Folk i Norge. Efter sin Seier lønnede ogsaa Sverre sine Mænd godt; somme gjorde han til Høvdinger, andre gav han stort Jordegods og atter andre hjalp han til gode Giftermaal; derfor var ogsaa Birkebeinerne Kong Sverre bestandig tro. Sverre Sigurdssøn var en af Norges dygtigste Konger; han holdt Præsteskabet, som krævede store Forrettigheder, i Ave, vandt over mange fiendtlige Flokker, som reiste sig mod ham, og søgte at holde god Orden og Skik i Landet.

Da Kong Sverre engang var kommen til Bergen, laa der just en stor Mængde Kjøbmandsskibe næsten fra alle Lande paa Bergens Vaag. Mange af Skibene tilhørte Tyskere, der havde bragt saa megen Vin til Byen, at den var ligesaa billig som Øl. Der blev derfor drukket umaadeligt; stadig var der Slagsmaal og Drab, og mangfoldige andre Uordener bleve gjorte. Sverre holdt derfor et Thing i Byen og talte blandt andet saaledes: „Vi takke alle de engelske Mænd, som ere 67komne hid og have bragt Hvede, Honning, Mel eller Klæde til Byen; ligesaa takke vi alle dem, som have bragt os Lærred eller Lin, Vox eller Kjedler og andre Sager, som ikke kan undværes, og som er til Landets Bedste. Men Tyskerne derimod, som komme hid i stor Mængde med store Skibe, for til Landets Skade at føre Smør og Skrei ud herfra, har jeg intet at takke for; istedetfor disse Varer føre de Vin til Landet, som mine Mænd og Bymændene have givet sig til at kjøbe og drikke, sig selv og andre ikke til Baade, men til stor Skade, da mange for den Sags Skyld have mistet Liv eller Lemmer. Saafremt disse Tyskere ville beholde Liv og Gods, faa de se til at komme herfra, saa fort de kan; thi deres Ærinde hid har været os og vort Rige til liden Tarv.“ Dernæst varede han mod Drukkenskab og viste tydeligt, hvor megen Ulykke der pleiede at følge denne Last. Og saaledes endte han sin Tale: „Hærmænd skal i Fred være sagtmodige som Lam, men i Ufred glubske som Løver. Bønder og Kjøbmænd skal fare frem efter sin Stilling og samle sig Formue med Rette, om end med Møie, passe paa den med Forstand og give andre af den med Mildhed. Men de, som ere ringere, skal være taknemmelige og tjene hver sin Overmand med god Villie og efter sin Evne.“

Haakon Herdebred falt allerede året etter i et Søslag ved sekken i Romsdalen mot Magnus Erlingssøn. Magnus igjen måtte etter en lang strid gi tapt for Sverre Sigurdssøn, som ga seg ut for å være en sønnesønn av Harald Gille. Sverres Mænd var folk av den laveste ætt; de hadde fått klengenavnet Birkebeiner, fordi de var så fattige, at de måtte spenne never om føttene i stedet for sko; men de var i den grad djerve, modige og utholdende, at det var alminnelig Folketale, at der aldri hadde vært raskere folk i Norge. Etter sin Seier lønnede også Sverre sine menn godt; somme gjorde han til høvdinger, andre ga han stort jordegods og atter andre hjalp han til gode giftermål; derfor var også birkebeinerne Kong Sverre bestandig tro. Sverre Sigurdssøn var en av Norges dyktigste Konger; han holdt presteskapet, som krevde store Forrettigheder, i Ave, vant over mange fiendtlige flokker, som reiste seg mot ham, og søkte å holde god orden og skikk i landet.

Da Kong Sverre engang var kommet til Bergen, lå der just en stor mengde kjøpmannsskip nesten fra alle land på Bergens Vaag. Mange av skipene tilhørte tyskere, der hadde brakt så mye vin til byen, at den var likeså billig som øl. Der ble derfor drukket umåtelig; stadig var der slagsmål og drap, og mangfoldige andre Uordener ble gjorte. Sverre holdt derfor et Thing i byen og talte blant annet således: „Vi takker alle de engelske menn, som er 67kommet hit og have brakt hvete, honning, mel eller klede til byen; likeså takker vi alle dem, som har brakt oss lerret eller Lin, voks eller kjeler og andre saker, som ikke kan unnværes, og som er til Landets Bedste. Men tyskerne derimot, som komme hit i stor mengde med store skip, for til Landets skade å føre smør og skrei ut herfra, har jeg intet å takke for; i stedet for disse varer føre de vin til landet, som mine menn og bymennene have gitt seg til å kjøpe og drikke, sig selv og andre ikke til båter, men til stor skade, da mange for den saks skyld have mistet Liv eller lemmer. Såfremt disse tyskere ville beholde Liv og gods, få de ser til å komme herfra, så fort de kan; thi deres ærend hit har vært oss og vårt rike til liten Tarv.“ Dernest varte han mot drukkenskap og viste tydelig, hvor mye ulykke der pleide å følge denne last. Og således endte han sin Tale: „Hærmenn skal i Fred være saktmodige som lam, men i ufred glupske som løver. Bønder og kjøpmenn skal fare frem etter sin stilling og samle seg formue med rette, om enn med møye, passe på den med forstand og gi andre av den med mildhet. Men de, som er ringere, skal være takknemlige og tjene hver sin overmann med god vilje og etter sin evne.“