Medens Sigurd var paa sin Udenlandsfærd, styrede hans Broder Øystein saare godt og gjorde meget Nyttigt for Landet. Han byggede Kirker, Klostre og Kongsgaarde; han fik istand Fjeldstuerne paa Dovre, lod sætte op Varder paa Fjeldene, byggede Havne, bragte Jemteland under Norge og bedrede Lovene, saa mange monne mindes, at Øystein var Konge i Norge. Øystein døde i Aaret 1122, otte Aar før Broderen Sigurd, som da blev Enekonge. I sine sidste Leveaar var Sigurd mange Gange voldsom og stundom ligesom vanvittig. En Pintsedag sad han tilbords med mange Venner; selv sad han i sit Høisæde med Dronning Malmfred ved sin Side. Da kom Vanvidet over ham. Han saa paa sine Gjæster med vilde, rullende Øine og tog en kostelig Bog, som han havde faaet i Myklegaard; den var helt igjennem skreven med Guldbogstaver og var en af hans største Kostbarheder. Ingen vovede at tale til ham, og alt var stille. Da tog Kong Sigurd til Orde: „Meget kan forandres i en Mands Levetid; før eiede jeg to Ting, der tyktes mig de bedste, nemlig denne Bog her og Dronningen. Nu derimod tykkes mig den ene værre end den anden. Dronningen ved ikke, hvor fæl hun er; thi der staar jo et Gedehorn ud fra hendes Hoved, og denne Bog duer til intet.“ Med disse Ord kastede han Bogen paa Ilden, der brændte paa Hallens Gulv, og slog Dronningen paa Kinden. Hun tog til at græde, men dog mere over Kongens Sygdom end over Slaget. Foran Kongen stod en af hans Kjertesvende ved Navn Ottar Birting. Han var Bondesøn, liden 65af Væxt, men høvisk, uforfærdet og djerv. Han løb til, tog Bogen af Ilden og sagde: „Anderledes er det nu, Herre, end da du med Fagerhed og Pryd seilede tilbage til Norge, og alle dine Venner hastede dig imøde med Glæde, for at hilse paa dig som Konge. Nu ere Sorgens Dage komne over os; thi paa denne store Festdag, da saa mange af dine Venner har gjæstet dig, kan vi ikke være glade formedelst dit tunge Sind og din Vanhelse. Følg mit Raad, Herre Konge; vær glad her med dine Frænder og vær blid mod din Dronning, som du har været saa haard imod.“ „Hvad,“ sagde Kongen, „tør du din dumme Bondegut, din stygge Husmandssøn, give mig Raad?“ Med disse Ord sprang han op, blottede Sværdet og løftede det truende mod Ottar. Men Ottar stod rank, rørte sig ikke af Stedet og blunkede ikke engang med Øinene. Da lod Kongen den flade Side af Klingen sagte falde ned paa hans Axel og satte sig derpaa ned uden at mæle et Ord; ingen vovede at tale i Hallen, og en Stund var det aldeles lydløst. Da saa Kongen rundt omkring sig med en roligere Mine og sagde: „Sent faar man prøvet sine Mænd, hvordan de ere; her sad mine Venner, Lendermænd, Stallarer, Skutilsvende og alle mine bedste Mænd, som ere i Norge, og ingen viste mig saadant Venskab, som denne Svend, som I kanske holde for ringe imod eder. Han undte mig det bedst; jeg kom herind som en vanvittig Mand og vilde forspilde min bedste Skat; men han frelste den, saa at den ikke tog Skade; han ræddedes ikke, men talte til mig saa viselig og kraftigt, at ingen herinde kunde have talt bedre. Siden sprang jeg op i Vrede og lod, som om jeg vilde hugge til ham; men han var lige uforfærdet og gav ikke mindste Tegn paa Rædsel. Han var ogsaa for god til at dø, og nu, mine Venner, skal I høre, hvorledes jeg vil lønne ham; før var han min Kjertesvend; men fra nu af skal han være blandt de ypperste af mine Lendermænd.“ Ottar blev siden en af de mærkeligste og navnkundigste Mænd i Norge.

Mens Sigurd var på sin utenlandsferd, styrte hans bror Øystein såre godt og gjorde meget Nyttigt for landet. Han bygde kirker, klostre og kongsgårder; han fikk i stand fjellstuene på Dovre, lot sette opp varder på fjellene, bygde Havne, brakte Jemteland under Norge og bedret lovene, så mange monne minnes, at Øystein var Konge i Norge. Øystein døde i året 1122, åtte år før broren Sigurd, som da ble Enekonge. I sine siste leveår var Sigurd mange ganger voldsom og stundom likesom vanvittig. En pinsedag satt han til bords med mange venner; selv satt han i sitt høysete med dronning Malmfred ved sin side. Da kom vanviddet over ham. Han så på sine gjester med ville, rullende øyne og tok en kostelig bok, som han hadde fått i Myklegaard; den var helt igjennom skrevet med gullbokstaver og var en av hans største kostbarheter. Ingen vovede å tale til ham, og alt var stille. Da tok Kong Sigurd til Orde: „Meget kan forandres i en Mands levetid; før eide jeg to ting, der tyktes meg de beste, nemlig denne bok her og dronningen. Nå derimot tykkes meg den ene verre enn den annen. Dronningen ved ikke, hvor fæl hun er; thi der står jo et geitehorn ut fra hennes hode, og denne bok duer til intet.“ Med disse ord kastet han boken på ilden, der brente på Hallens gulv, og slo dronningen på kinnen. Hun tok til å gråte, men dog mer over Kongens sykdom enn over slaget. Foran Kongen stod en av hans Kjertesvende ved navn Ottar Birting. Han var bondesønn, liten 65av vekst, men høvisk, uforferdet og djerv. Han løp til, tok boken av ilden og sa: „Annerledes er det nå, Herre, enn da du med fagerhet og pryd seilte tilbake til Norge, og alle dine venner hastet deg imøte med glede, for å hilse på deg som Konge. Nå er Sorgens dager kommet over oss; thi på denne store festdag, da så mange av dine venner har gjestet deg, kan vi ikke være glade formedelst ditt tunge sinn og din vanhelse. Følg mitt råd, Herre Konge; vær glad her med dine frender og vær blid mot din dronning, som du har vært så hard imot.“ „Hva,“ sa Kongen, „tør du din dumme bondegutt, din stygge husmannssønn, gi meg råd?“ Med disse ord sprang han opp, blottede sverdet og løftet det truende mot Ottar. Men Ottar stod rank, rørte seg ikke av stedet og blunket ikke engang med øynene. Da lot Kongen den flate side av klingen sakte falle ned på hans Axel og satte seg derpå ned uten å mæle et ord; ingen vovede å tale i hallen, og en stund var det aldeles lydløst. Da så Kongen rundt omkring seg med en roligere mine og sa: „Sent får man prøvet sine menn, hvordan de er; her satt mine venner, Lendermænd, stallarer, Skutilsvende og alle mine beste menn, som er i Norge, og ingen viste meg sådant vennskap, som denne Svend, som dere kanskje holde for ringe imot dere. Han unte meg det best; jeg kom herind som en vanvittig mann og ville forspille min beste skatt; men han frelste den, så at den ikke tok skade; han ræddedes ikke, men talte til meg så viselig og kraftig, at ingen herinde kunne ha talt bedre. Siden sprang jeg opp i vrede og lot, som om jeg ville hugge til ham; men han var like uforferdet og ga ikke minste tegn på redsel. Han var også for god til å dø, og nå, mine venner, skal dere høre, hvorledes jeg vil lønne ham; før var han min Kjertesvend; men fra nå av skal han være blant de ypperste av mine Lendermænd.“ Ottar ble siden en av de merkeligste og navnkundigste menn i Norge.