Efter Magnus Barfods Død blev hans tre Sønner Øystein, Sigurd og Olaf Konger i Norge. Øystein var omkring 14 Aar, Sigurd et Aar yngre, men Olaf var et lidet Barn i sit fjerde Aar. Paa den Tid fore talrige Hære fra alle Lande mod Østen, for at tage det hellige Land fra de Vantroende. Saadan Færd kaldtes Korstog. Flere Nordmænd kom netop da tilbage fra Jerusalem og Myklegaard; der havde de vundet stor Ros, og de havde mange Tidender og Nyheder at fortælle om de fremmede Lande. Her hjemme i Norge fik mange Mænd, som hørte disse Fortællinger, Lyst til at gjøre en saadan Færd til Jerusalem, og de bade, at enten Øystein eller Sigurd skulde fare med dem som Høvding. Kongerne samtykkede og begyndte at stelle alt istand til Færden. Mange mægtige Mænd vare med paa denne, og, da alt var færdigt, blev det aftalt, at Sigurd skulde fare med, men Øystein imedens raade over Landet paa begges Vegne.

Fire Vintre efter Kong Magnus Barfods Fald seilede Kong Sigurd med sin Flaade fra Norge; det var 60 Skibe i alt. Om Høsten kom Kongen til England og blev der den første Vinter. Næste Vaar styrede han til Frankrige; derpaa stred han i lang Tid med Hedninger og Vikinger i Spanien og Portugal og fik jævnligt stort Hærfang. Den tredie Vinter gjæstede Kong Sigurd Hertug Roger i Apulien (Neapel). Om Julen gjorde Hertugen et stort og gildt Gjæstebud, der varede i mange Dage. Hertugen stod selv og vartede op foran Kongens Bord, og en af Gjæstebudsdagene gav Kong Sigurd Hertugen Kongenavn. Om Vaaren reiste Sigurd videre, og Sommeren i Aaret 1110 kom han til det hellige Land. Paa den Tid var Balduin Konge i Jerusalem eller Jorsala-Borg, som vore Forfædre kaldte Byen. Kong Balduin modtog Sigurd med stor Stads, holdt Gjæstebud for ham, viste ham den hellige Grav og alle de hellige Steder i Jerusalem og red med ham lige ud til Aaen Jordan, hvor Kong Sigurd badede sig, som Pilegrimene havde for Skik. Balduin gav Kong Sigurd mange Helligdomme; deriblandt var ogsaa en Spaan af Christi Kors, som man troede at have fundet; til Gjengjæld lovede Sigurd, at han skulde grunde en Erkebiskopsstol ¹) i Norge, og 64at han skulde hjælpe Kong Balduin at tage Byen Sidon, som hidtil flere Gange faafængt var bleven kringsat. Sigurd gav ham god Hjælp, da han havde saa mange Skibe, og strax, efterat Byen var tagen, forlod Sigurd det hellige Land og seilede til Myklegaard. Keiseren her hed Alexius; han havde hørt om Kong Sigurds Færd og modtog ham paa det Bedste. Han lod aabne Guldporten for Sigurd. Denne Port blev ellers kun aabnet, naar Myklegaards Keisere i lang Tid havde været borte paa Hærtog og kom tilbage med Seier. Kostbare Klæder vare bredte ud lige fra Guldporten og til en af Keiserens Haller, hvor Sigurd skulde have Herberge. Kong Sigurd sagde til sine Mænd, at de skulde ride stolteligen ind i Byen og ikke vise nogen Forundring over alle de nye og sjeldne Ting, de fik at se, og det gjorde de. Keiseren lod ham modtage med Sang og Strengeleg, sendte ham store Gaver og anstillede kostbare Lege for ham paa Ridebanen. Sigurd blev i Myklegaard en Tid, og ved Afreisen gav han Keiseren alle sine Skibe; denne skaffede ham Heste og Følgesvende gjennem hele sit Rige, og derfra reiste Sigurd Landveien gjennem Ungarn, Østerrige og Tyskland til Slesvig. Her traf han den danske Konge Nils, som selv fulgte ham nord til Jylland og gav ham et godt udrustet Skib; med dette seilede han hjem til Norge, hvor han blev vel modtagen. Da havde han været udenlands paa det fjerde Aar; og det var almindelig Tale blandt Folk, at ingen havde faret navnkundigere Færd fra Norge end denne, som Kong Sigurd for. Siden kaldtes han med Kjendingsnavnet Jorsalefarer eller Jerusalemsfarer.

Etter Magnus Barfods Død ble hans tre sønner Øystein, Sigurd og Olaf Konger i Norge. Øystein var omkring 14 år, Sigurd et år yngre, men Olaf var et lite barn i sitt fjerde år. På den tid fore talrige hærer fra alle land mot Østen, for å ta det hellige land fra de Vantroende. Sådan ferd kaltes korstog. Flere nordmenn kom nettopp da tilbake fra Jerusalem og Myklegaard; der hadde de vundet stor ros, og de hadde mange Tidender og nyheter å fortelle om de fremmede land. Her hjemme i Norge fikk mange menn, som hørte disse fortellinger, lyst til å gjøre en sådan ferd til Jerusalem, og de bade, at enten Øystein eller Sigurd skulle fare med dem som høvding. Kongene samtykket og begynte å stelle alt i stand til ferden. Mange mektige menn var med på denne, og, da alt var ferdig, ble det avtalt, at Sigurd skulle fare med, men Øystein imens råde over landet på begges vegne.

Fire vintre etter Kong Magnus Barfods Fald seilte Kong Sigurd med sin flåte fra Norge; det var 60 skip i alt. Om høsten kom Kongen til England og ble der den første vinter. Neste vår styrte han til Frankrige; derpå stred han i lang tid med hedninger og vikinger i Spanien og Portugal og fikk jevnlig stort hærfang. Den tredje vinter gjestet Kong Sigurd Hertug Roger i Apulien (Neapel). Om julen gjorde Hertugen et stort og gildt gjestebud, der varte i mange dager. Hertugen stod selv og vartede opp foran Kongens bord, og en av gjestebudsdagene ga Kong Sigurd Hertugen Kongenavn. Om våren reiste Sigurd videre, og sommeren i året 1110 kom han til det hellige land. På den tid var Balduin Konge i Jerusalem eller Jorsala-Borg, som våre forfedre kalte byen. Kong Balduin mottok Sigurd med stor Stads, holdt gjestebud for ham, viste ham den hellige grav og alle de hellige steder i Jerusalem og red med ham like ut til Aaen Jordan, hvor Kong Sigurd badede seg, som pilegrimene hadde for skikk. Balduin ga Kong Sigurd mange helligdommer; deriblant var også en spon av Christi kors, som man trodde å ha funnet; til gjengjeld lovede Sigurd, at han skulle grunne en Erkebiskopsstol ¹) i Norge, og 64at han skulle hjelpe Kong Balduin å ta byen Sidon, som hittil flere ganger fåfengt var blitt kringsatt. Sigurd ga ham god hjelp, da han hadde så mange skip, og straks, etter at byen var tatt, forlot Sigurd det hellige land og seilede til Myklegaard. Keiseren her het Alexius; han hadde hørt om Kong Sigurds Færd og mottok ham på det Bedste. Han lot åpne Guldporten for Sigurd. Denne port ble ellers kun åpnet, når Myklegaards keisere i lang tid hadde vært borte på Hærtog og kom tilbake med Seier. Kostbare klær var bredte ut like fra Guldporten og til en av Keiserens Haller, hvor Sigurd skulle ha herberge. Kong Sigurd sa til sine menn, at de skulle ride stolteligen inn i byen og ikke vise noen forundring over alle de nye og sjeldne ting, de fikk å se, og det gjorde de. Keiseren lot ham motta med sang og Strengeleg, sendte ham store gaver og anstilte kostbare Lege for ham på ridebanen. Sigurd ble i Myklegaard en tid, og ved avreisen ga han keiseren alle sine skip; denne skaffet ham hester og følgesvenner gjennom hele sitt rike, og derfra reiste Sigurd Landveien gjennom Ungarn, Østerrige og Tyskland til Slesvig. Her traff han den danske Konge Nils, som selv fulgte ham nord til Jylland og ga ham et godt utrustet skip; med dette seilte han hjem til Norge, hvor han ble vel mottatt. Da hadde han vært utenlands på det fjerde år; og det var alminnelig Tale blant folk, at ingen hadde faret navnkundigere ferd fra Norge enn denne, som Kong Sigurd for. Siden kaltes han med Kjendingsnavnet Jorsalefarer eller Jerusalemsfarer.