Efter Olaf Kyrre blev hans Søn Magnus Barfod Konge. Havde Faderen været fredelig, var Sønnen det Modsatte. Han havde Ufred først med Skotland, derpaa med Sverige, og, da han havde været Konge i Norge i ni Aar, reiste han med mange Skibe og stort Mandskab til Irland. Her herjede han, vandt en stor Del af Landet og skulde netop reise hjem, da Irerne uventet kom over ham. Magnus havde Hjelm paa Hovedet, et rødt Skjold, som der var en forgyldt Løve paa, og han var gjordet med sit kostelige Sværd Lægbiter. I Haanden havde han et kort Spyd og over Skjorten en rød Silkekofte, som for og bag var udsyet med en Løve af gul Silke. (Senere sattes en forgyldt Løve med Krone over og med en Øx i Forlabberne i Norges Riges Vaaben.) En lang Tid holdt Nordmændene godt Stand, og de hug Irerne ned som Bofæ. Da fik Kong Magnus et Saar af et Spyd, som gik gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød strax Skaftet af mellem Benene og raabte: „Saaledes bryde vi Sperrelægger, 1) mine Gutter; lad os bare gange rask frem, mig fattes intet.“ Lidt efter blev Magnus huggen i Halsen med en irsk Øx; det blev hans Banesaar, og han faldt til Jorden. Vidkunn Jonssøn, som stod ved Kongens Side, dræbte strax Kongens Banemand. Kongen kunde endnu mæle saa vidt, at han bad Vidkunn frelse sig ved at fly: „Her,“ sagde han, „komme vi nu til at skilles ad; du har fulgt mig troligen og mandigen. Hils mine Sønner, Frænder og Venner.“ Med disse Ord opgav han Aanden. Vidkunn var den sidste Mand, som flyede; han havde da tre Saar; men ligevel bragte han Kongens Mærke og Lægbiter tilbage til Skibene. Kong Magnus var 30 Aar, da han faldt i Aaret 1103. Han var en Vovehals, og mangen Gang, naar hans Venner bad ham at vare sig og ikke sætte sit Liv i Fare, pleiede han at svare: „En Konge skal mere se paa Æren end paa et langt Liv.“ Han kaldtes Barfod, fordi han og hans Folk efter Toget til Skotland klædte sig som Skotterne med kort Kjortel uden Buxer.

Etter Olaf Kyrre ble hans sønn Magnus Barfod Konge. Hadde Faderen vært fredelig, var sønnen det Modsatte. Han hadde ufred først med Skottland, derpå med Sverige, og, da han hadde vært Konge i Norge i ni år, reiste han med mange skip og stort mannskap til Irland. Her herjet han, vant en stor del av landet og skulle nettopp reise hjem, da irene uventet kom over ham. Magnus hadde Hjelm på hodet, et rødt skjold, som der var en forgylt løve på, og han var gjordet med sitt kostelige sverd Lægbiter. I hånden hadde han et kort spyd og over skjorten en rød Silkekofte, som for og bak var utsydd med en løve av gul silke. (Senere sattes en forgylt løve med krone over og med en øks i forlabbene i Norges Riges våpen.) En lang tid holdt nordmennene godt stand, og de hug irene ned som Bofæ. Da fikk Kong Magnus et sår av et spyd, som gikk gjennom begge lår ovenfor kneet. Han brød straks skaftet av mellom Benene og ropte: „Således bryter vi Sperrelægger, 1) mine gutter; la oss bare gange rask frem, meg fattes intet.“ Litt etter ble Magnus hugget i halsen med en irsk øks; det ble hans banesår, og han falt til jorden. Vidkunn Jonssøn, som stod ved Kongens side, drepte straks Kongens banemann. Kongen kunne ennå mæle så vidt, at han bad Vidkunn frelse seg ved å fly: „Her,“ sa han, „kommer vi nå til å skilles ad; du har fulgt meg troligen og mandigen. Hils mine sønner, frender og venner.“ Med disse ord oppga han Aanden. Vidkunn var den siste mann, som flyede; han hadde da tre sår; men likevel brakte han Kongens merke og Lægbiter tilbake til skipene. Kong Magnus var 30 år, da han falt i året 1103. Han var en Vovehals, og mangen gang, når hans venner bad ham at vare seg og ikke sette sitt liv i fare, pleide han å svare: „En Konge skal mer se på æren enn på et langt liv.“ Han kaltes Barfod, fordi han og hans folk etter toget til Skottland kledde seg som skottene med kort kjortel uten bukser.