En velstaaende Bonde havde gjerne mange Husfolk paa sin Gaard. Tjenestefolkene var i den ældste Tid enten Frie eller Træler. Man pleiede at staa op om Morgenen, for at gaa til Arbeide, mellem Klokken fire og fem. Gjetergutten var den, som først maatte op. Den almindelige Sengetid var mellem Klokken 10 og 11 om Kvelden. Om Dagen, 61naar Mandfolkene ikke havde Arbeide ude, holdt de mest til i Skaalen, og her havde enhver sin faste Plads paa Bænken, nemlig foran den Seng, som han sov i om Natten. Et inderligt og fortroligt Husliv fandt Sted mellem Husbond og Tjenestefolk. Om Kvelden samledes det hele Hus i Skaalen om Lang-Ildene. Nogle af Kvinderne sad paa Tverpallen og syslede med sine Haandarbeider; andre stellede med de store Mad-Kjedler over Ildene. Karlene sad med sit Arbeide eller laa ledige og hvilte sig paa Langbænkene; Børnene legede omkring paa Gulvet. Husbonden var i sit Høisæde, eller, hvis han var en gammel Mand, pleiede han i et Slags Lænestol at sidde nærmere Ilden.
De gamle Nordmænd havde to Hovedmaaltider. Det første kaldtes Dagverd, det vil sige Dagmaaltid; det aad man nok henimod Middagstid. Efter dette Maaltid pleiede man at tage sig en liden Hvilestund. Det andet Maaltid kaldtes Natverd, det vil sige Nattemaaltid, og det nød man henimod den Tid, da man skulde gaa til Sengs. Man aad ved Lang-Ildene i Skaalen. Husbonden sad i Høisædet, og de andre Mandfolk paa sine faste Pladse paa Langbænkene; jo nærmere man sad Høisædet paa begge Langbænkene, des hæderligere var Pladsen. Man tog Haandtvæt før Maaltidet; derpaa blev Bordene optagne, det vil sige, flere smale Borde blev satte langs henad Gulvet mellem Langbænkene og Ildene. Bordet foran Høisædet hed Høisædesbordet, og hvert af Smaa-Bordene kaldtes Skutil. Velstandsfolk brugte Duge af hvidt Lintøi. Dernæst blev Maden sat frem; var det varm Mad, kom den paa Bordet, ligesom den var tagen op af de store Kjedler, som hang over Ildene. Fast Mad sattes frem paa Diske eller Tallerkener; det var vel som tiest bare Træbretter. Hver skar sin Mad isønder med sin Tollekniv. Gafler brugte man ikke. Brødet var bagt i Leiver og blev brækket istykker. Grød sattes frem i Truge og aades med Skeer af Træ, Horn eller Ben. Melk og anden Supmad blev sat frem i Asker, det var et Slags Trækander med Laag paa, eller i Boller, som ogsaa vare af Træ. Flere pleiede nok at lange til samme Fad eller Trug. Maden var simpel, og Retterne vare ikke mange. Kjød og Fisk aad man baade ferskt og tørret. Stegte Sager holdtes for Lækkerheder, og de kom bare paa de rigeste Folks Borde. Man drak Øl eller Melk ved Maaltiderne. Sommesteds nød man Øl til Kjød mad og Melk til Fiskemad, og saaledes skiftede man hver anden Dag. Ved Gjæstebud havde man dyrere Drik og især Mjød. Fattigere Folk drak Myse eller Syre og Kjernemelk. Øllet blev paa større Gaarde baaret ind i et stort Kar med Skaft eller Haandtag paa, og af dette Skaftkar blev det igjen øst i Drikkehorn, Bægre eller Boller. Hos fornemme Folk var Drikkehornene ofte lagte med Sølv, Guld og Stene. Kvinderne sad nok ikke dagligdags ordentlig til Bords som Mændene, men de synes at have gaaet Mændene tilhaande, medens disse aad.
De gamle Nordmænd havde godt Lov for Gjæstfrihed. Var det kjendte Folk, som kom til Gaarden, gik gjerne Husbonden selv ud, for at tage imod dem. Man hilsede hinanden ved at tage Huen af og med de Ord: „Heill ok sæll,“ det vil sige: „vær frisk og lykkelig.“
62Naar den Reisende var kommen ind, blev Ildene friskede op, og Gjæsten fik tørre Klæder, om han var vaad. Naar han var bleven tør og opvarmet, blev der vist ham Sæde, og, var det en fornem Mand, fik han Plads i Høisædet ligeoverfor Manden i Huset eller ogsaa ved hans Side. Man spurgte aldrig om den Reisendes Navn eller hans Ærinde. Fattigfolk nød ogsaa godt af Gjæstfriheden, og Tiggere eller Stavkarle, som de kaldtes, fik Modtagelse og Hjælp baade i Høvdingens og Bondens Hus.