Efter Harald Haardraade blev hans Søn Olaf Kyrre Konge; Kyrre vil sige den Rolige, og dette Kjendingsnavn fik han, fordi der i hans Dage ikke var nogen Ufred. Husene paa Kongsgaarden fik under Olaf en anden Indredning, som lidt efter lidt blev brugt ogsaa i de Rigeres Huse. Vi maa ikke tænke os de gamle Nordmænds Boliger som vore, der er flere Stokværk høie med mange store og smaa Stuer under samme Tag. Som tiest var hver Stue et Hus for sig, og paa en stor Gaard var der en hel Del saadanne smaa Huse, som laa tæt sammen. Husene vare af Træ, og Væggene byggedes saaledes som nu af Tømmerstokker, der fældtes sammen i Hjørnerne. Væggene var ikke meget høie, og de dannede en langagtig Firkant. Taget gik skraat op fra begge Langvæggene og laa paa Bjelker; de gik opover paa skraa, og to og to stødte sammen øverst oppe. Disse Skraabjelker havde igjen Støtte paa Bjelker, som indvendig gik tvert over Huset fra den ene Langvæg til den anden. Taget selv var af Træ og som oftest klædt med Næver. Blandt Husene paa en Gaard var Skaalen, eller som den ogsaa kaldtes, Hallen eller Stuen den fornemste. Skaalen var bygget i en langagtig Firkant fra Øst mod Vest. Indgangsdøren var i den ene Tvervæg. Naar man kom ind i Skaalen, kunde man over Tverbjelkerne se lige op til Mønen; der var intet andet Loft end Taget over Huset. Gulvet var bare stampet Jord, og til Stads blev det strøet med Halm eller Straa. Langs efter Midten var Gulvet stenlagt; denne Stenlægning kaldtes Arnen eller Ildstedet, og her brændte der Ild. Røgen havde Udgang gjennem en Aabning i Taget, der kaldtes Ljoren; men ellers var der altid Røg øverst i Skaalen, og Tverbjelkerne bleve snart sorte af 60Sod. Om Dagen fik Skaalen Lys igjennem Ljoren og igjennem Glugger oppe paa den nederste Del af Taget. Baade Ljoren og Gluggerne kunde lukkes med Spjeld eller Skjaa. En saadan Skjaa var en Trægrind eller Træramme, som der var spændt en tynd Hinde ud over, saa der kom lidt Lys ind, om den end var fore. Skjaastænger bleve brugte til at lægge Skjaaen paa eller tage den af. Langs med hver af Langvæggene i Skaalen stod en Langbænk. Langbænken ved den nordlige Væg i Skaalen, hvor de Siddende kom til at vende sig mod Syd eller mod Solen, var for Husets Folk og kaldtes den høiere Bænk. Midt paa denne havde Manden i Huset sit Høisæde eller Andvege, som det kaldtes, og foran hans Høisæde stod der to Stolper, Høisædesstolperne, som i den hedenske Tid holdtes for hellige. Midtfor, paa den anden Langbænk, pleiede Fremmede at faa Sæde, og der var det ogsaa et Høisæde. Endnu en tredie Bænk gik langs Tvervæggen ligeoverfor Indgangsdøren; denne Bænk kaldtes Tverpallen, og der sad som tiest Husets Kvindfolk. Foran Bænkene var Fodskamler, og, naar der var Stads, blev der lagt Hynder paa Bænkene. Mellem Langbænkene og Ildstedet langs efter Gulvet var der Plads nok til at bære Borde frem foran Bænkene til Maaltiderne. Det var Skik at hænge Vaaben, især Skjolde, paa Væggene til Stads; og, naar der var Gjæstebud, eller ved andre festlige Leiligheder, blev Skaalens Vægge tjældede eller klædte med Tjæld; det var vævede eller udsømmede Tepper. Hvis Skaalen blev brugt dagligdags af Husets Folk til Opholdssted baade Sommer og Vinter, kaldtes den som oftest Ild-Skaale eller Ild-Hus, fordi der da jævnt brændte Ild paa Gulvet; ved denne sad Husets Folk med sit Arbeide, og ved denne blev Maden kogt. I saa Fald var der ogsaa Senge i Skaalen. Disse var nok langs Væggene bag Bænkene, saaledes at enhver havde sin Seng bag sit Sæde. Naar Skaalen var tjældet, hang Tepperne foran Sengene.

Olaf Kyrre lod nu Kongsgaardene anderledes indrede. Han flyttede Arnen til et Hjørne af Huset og begyndte at bruge murede Ovne. Hele Gulvet blev stenlagt, og Skaalen fik helt Plankeloft, som laa paa Tverbjelkerne. Gluggerne flyttedes da fra Taget ned paa Væggen, og, da Glas blev mere almindeligt, blev der sat Glasruder i Gluggerne. Ligesaa flyttede han Høisædet fra Langbænken paa Nordsiden til Tverpallen midt for Indgangen.

Olaf Kyrre var en meget gudfrygtig Mand; de kirkelige Sager ordnedes; Bisper og Præster bleve indsatte, og mange Kirker byggedes. Olaf døde Sottedød i Aaret 1093, efter at have styret Norge lykkelig i 27 Aar. Han har anlagt Byen Bergen.

Etter Harald Haardraade ble hans sønn Olaf Kyrre Konge; Kyrre vil si den Rolige, og dette Kjendingsnavn fikk han, fordi der i hans dager ikke var noen ufred. Husene på kongsgården fikk under Olaf en annen innredning, som litt etter litt ble brukt også i de Rigeres hus. Vi må ikke tenke oss de gamle Nordmænds boliger som våre, der er flere stokkverk høye med mange store og små stuer under samme tak. Som tiest var hver stue et hus for seg, og på en stor gård var der en hel del sådanne små hus, som lå tett sammen. Husene var av tre, og veggene byggedes således som nå av tømmerstokker, der fældtes sammen i hjørnene. Veggene var ikke meget høye, og de dannede en langaktig firkant. Taket gikk skrått opp fra begge langveggene og lå på bjelker; de gikk opover på skrå, og to og to støtte sammen øverst oppe. Disse skråbjelker hadde igjen støtte på bjelker, som innvendig gikk tvert over huset fra den ene langvegg til den annen. Taket selv var av tre og som oftest kledd med never. Blant husene på en gård var skålen, eller som den også kaltes, hallen eller stuen den fornemste. Skålen var bygget i en langaktig firkant fra øst mot vest. Inngangsdøren var i den ene tverrvegg. Når man kom inn i skålen, kunne man over tverrbjelkene se like opp til Mønen; der var intet annet loft enn taket over huset. Gulvet var bare stampet jord, og til Stads ble det strødd med halm eller strå. Langs etter midten var gulvet steinlagt; denne Stenlægning kaltes arnen eller ildstedet, og her brente der ild. Røyken hadde utgang gjennom en åpning i taket, der kaltes ljoren; men ellers var der alltid Røg øverst i skålen, og tverrbjelkene ble snart sorte av 60Sod. Om Dagen fikk skålen lys igjennom ljoren og igjennom glugger oppe på den nederste del av taket. Både ljoren og gluggene kunne lukkes med spjeld eller skjå. En sådan skjå var en tregrind eller treramme, som der var spent en tynn Hinde ut over, så der kom litt lys inn, om den enn var fore. Skjaastænger ble brukte til å legge skjåen på eller ta den av. Langs med hver av langveggene i skålen stod en langbenk. Langbenken ved den nordlige vegg i skålen, hvor de Siddende kom til å vende seg mot Syd eller mot solen, var for Husets folk og kaltes den høyere benk. Midt på denne hadde mannen i huset sitt høysete eller Andvege, som det kaltes, og foran hans høysete stod der to stolper, høysetesstolpene, som i den hedenske tid holdtes for hellige. Midtfor, på den annen langbenk, pleide Fremmede å få sete, og der var det også et høysete. Ennå en tredje benk gikk langs tverrveggen ligeoverfor inngangsdøren; denne benk kaltes Tverpallen, og der satt som tiest Husets kvinnfolk. Foran benkene var fotskamler, og, når der var Stads, ble der lagt Hynder på benkene. Mellom langbenkene og ildstedet langs etter gulvet var der plass nok til å bære Borde frem foran benkene til måltidene. Det var skikk å henge våpen, især skjold, på veggene til Stads; og, når der var gjestebud, eller ved andre festlige leiligheter, ble skålens vegger tjældede eller kledde med tjeld; det var vævede eller udsømmede tepper. Hvis skålen ble brukt dagligdags av Husets folk til oppholdssted både sommer og vinter, kaltes den som oftest ild-Skaale eller ild-hus, fordi der da jevnt brente ild på gulvet; ved denne satt Husets folk med sitt arbeide, og ved denne ble maten kokt. I så fall var der også senger i skålen. Disse var nok langs veggene bak benkene, således at enhver hadde sin seng bak sitt sete. Når skålen var tjældet, hang teppene foran sengene.

Olaf Kyrre lot nå kongsgårdene annerledes innrede. Han flyttet arnen til et hjørne av huset og begynte å bruke murede ovner. Hele gulvet ble steinlagt, og skålen fikk helt Plankeloft, som lå på tverrbjelkene. Gluggene flyttedes da fra taket ned på veggen, og, da Glas ble mer alminnelig, ble der satt glassruter i gluggene. Likeså flyttet han høysetet fra langbenken på nordsiden til Tverpallen midt for inngangen.

Olaf Kyrre var en meget gudfryktig mann; de kirkelige saker ordnedes; Bisper og prester ble innsatte, og mange kirker byggedes. Olaf døde Sottedød i året 1093, etter å ha styret Norge lykkelig i 27 år. Han har anlagt byen Bergen.