Efter Olaf Haraldssøns Død fik Dansken mest at sige i Landet. Knut den Mægtiges Søn Svein og hans Moder Alfiva styrede saa strengt, at det blev stort Misnøie, og nogle af Norges gjeveste Mænd drog til Rusland og hentede Olafs Søn Magnus tilbage til Landet. Paa den Tid begyndte man ogsaa meget at tale om Kong Olafs Hellighed, og man angrede, at man ikke havde skjønnet paa, hvor god Konge han var. Magnus blev tagen til Konge, og Svein maatte rømme til Danmark. Først styrede Magnus alene; men siden delte han Norge med sin Faders Halvbroder Harald Sigurdssøn, som vendte tilbage fra Myklegaard og gav Magnus Halvdelen af sine store Rigdomme. Magnus døde i Aaret 1047, og da blev Harald Enekonge; han raadede strengt, og derfor fik han Kjendingsnavnet Haardraade.

I Aaret 1066 reiste Harald Haardraade til England med en stor Flaade paa 240 Skibe, foruden Smaaskuder og Føringsskibe, for at hjælpe Tostig Jarl mod hans Broder, den engelske Konge Harald Godvinessøn. I Førstningen var han heldig mod Engelskmændene. Borgerne i York overgav ham sin By, og Harald vendte om Aftenen tilbage til sine Skibe, for at overnatte der. Men imidlertid kom den engelske Konge, uden at Nordmændene spurgte det, og om Natten drog han ind i Byen York. Dagen efter gik atter Harald Haardraade i Land med et lidet Følge; da de kom over Standford-Bro, fik de se en talrig Hær langt borte. Tostig Jarl raadede at vende tilbage til Skibene, for at faa Hjælp; men Kong Harald vilde nødig, at man skulde holde ham for ræd, og valgte derfor ikke dette kloge Raad, men sendte tre af sine dygtigste Mænd ned til Skibene paa de raskeste Heste med det Bud, at hele hans Mandskab strax skulde komme ham til Hjælp. Harald stillede sine Mænd op i en lang, men ikke tyk Fylking; derpaa lod han Fløiene bøie sig bagover, indtil de naaede sammen, saa at Hæren kom til at staa i en stor Ring med Skjold ved Skjold. Han bød, at den yderste Rad i Fylkingen skulde støtte Spydskafterne mod Jorden og rette Odderne mod de engelske Rytteres Bryst; de, som stod i næste Rad, skulde derimod rette Spydodderne mod Hestene. Indenfor Ringen skulde Bueskytterne staa, og her valgte han ogsaa Plads for sig selv og Tostig med Følge. Nu kom den engelske Konge nærmere med sin Hær, og den var dobbelt saa stor som den norske. Medens endnu Harald holdt paa at stille Fylkingen op og, klædt i en blaa Kjortel, red rundt omkring Ringen paa en sort bleset Hest, kom tyve brynjeklædte Ryttere ridende fra Engelskmændenes Hær mod Nordmændenes Fylking og spurgte, om Tostig Jarl var der. „Her kan I finde ham,” svarede Jarlen selv. En af Rytterne 59bød ham Trediedelen af England, hvis han vilde forlige sig med sin Broder. „Sæt, at jeg modtager Tilbudet, hvad vil da min Broder give Norges Konge?“ spurgte Tostig Jarl. Den anden svarede: „Han vil unde Norges Konge Harald Sigurdssøn syv Fod Jord af England og saa meget mere, som han er høiere end de fleste andre.“ „Hvis saa er,“ svarede Jarlen, „da rid kun tilbage og bed Kong Harald Godvinessøn begynde Slaget. Ikke skal Nordmændene sige, at Tostig Jarl lod Norges Konge i Stikken og slog sig til hans Fienders Tal.“ Da vendte Rytterne tilbage til den engelske Hær. Kong Harald Haardraade spurgte, hvem den Mand var, som førte Ordet for Rytterne. „Det var min Broder, Harald Godvinessøn,“ svarede Tostig. „Det fik vi for sent at vide,“ sagde Kongen; „thi han var kommen vore Rækker saa nær, at han ikke skulde have kunnet melde vore Mænds Fald. Han var ellers liden af Væxt, men sad godt i Sadelen.“ Derpaa begyndte Slaget med, at de engelske Ryttere red frem; men, saalænge Nordmændene stod stillede i Ring med Skjold ved Skjold og fremstrakte Spyd, kunde Fienden intet gjøre. Da red Engelskmændene tilbage, og Nordmændene vare uvarlige nok til at sætte efter dem og bryde Ringen. Men da kunde de heller ikke længer staa sig mod Overmagten. Harald blev truffen af en Pil i Struben; det blev hans Bane, og de fleste af hans Følge faldt rundt om hans Lig.

Etter Olaf Haraldssøns Død fikk dansken mest å si i landet. Knut den mektiges sønn Svein og hans mor Alfiva styrte så strengt, at det ble stort misnøye, og noen av Norges gjeveste menn drog til Rusland og hentet Olafs Søn Magnus tilbake til landet. På den tid begynte man også meget å tale om Kong Olafs Hellighed, og man angret, at man ikke hadde skjønnet på, hvor god Konge han var. Magnus ble tatt til Konge, og Svein måtte rømme til Danmark. Først styrte Magnus alene; men siden delte han Norge med sin Faders halvbror Harald Sigurdssøn, som vendte tilbake fra Myklegaard og ga Magnus Halvdelen av sine store Rigdomme. Magnus døde i året 1047, og da ble Harald Enekonge; han rådde strengt, og derfor fikk han Kjendingsnavnet Haardraade.

I året 1066 reiste Harald Haardraade til England med en stor flåte på 240 skip, foruten Smaaskuder og føringsskip, for å hjelpe Tostig Jarl mot hans bror, den engelske Konge Harald Godvinessøn. I Førstningen var han heldig mot engelskmennene. Borgerne i York overgav ham sin by, og Harald vendte om Aftenen tilbake til sine skip, for å overnatte der. Men imidlertid kom den engelske Konge, uten at nordmennene spurte det, og om natten drog han inn i byen York. Dagen etter gikk atter Harald Haardraade i land med et lite følge; da de kom over Standford-bro, fikk de se en talrig hær langt borte. Tostig Jarl rådde å vende tilbake til skipene, for å få hjelp; men Kong Harald ville nødig, at man skulle holde ham for redd, og valgte derfor ikke dette kloge råd, men sendte tre av sine dyktigste menn ned til skipene på de raskeste hester med det bud, at hele hans mannskap straks skulle komme ham til hjelp. Harald stillede sine menn opp i en lang, men ikke tykk Fylking; derpå lot han fløyene bøye seg bakover, inntil de nådde sammen, så at hæren kom til å stå i en stor Ring med skjold ved skjold. Han bød, at den ytterste rad i fylkingen skulle støtte spydskaftene mot jorden og rette oddene mot de engelske Rytteres bryst; de, som stod i neste rad, skulle derimot rette spydoddene mot hestene. Innenfor ringen skulle bueskytterne stå, og her valgte han også plass for seg selv og Tostig med følge. Nå kom den engelske Konge nærmere med sin hær, og den var dobbelt så stor som den norske. Mens ennå Harald holdt på å stille fylkingen opp og, kledd i en blå kjortel, red rundt omkring ringen på en sort bleset hest, kom tyve brynjekledde ryttere ridende fra Engelskmændenes hær mot nordmennenes Fylking og spurte, om Tostig Jarl var der. „Her kan dere finne ham,” svarte jarlen selv. En av rytterne 59bød ham tredjedelen av England, hvis han ville forlike seg med sin bror. „Sett, at jeg modtager tilbudet, hva vil da min bror gi Norges Konge?“ spurte Tostig Jarl. Den annen svarte: „Han vil unne Norges Konge Harald Sigurdssøn syv fot jord av England og så meget mer, som han er høyere enn de fleste andre.“ „Hvis så er,“ svarte jarlen, „da rid kun tilbake og bed Kong Harald Godvinessøn begynne slaget. Ikke skal nordmennene si, at Tostig Jarl lot Norges Konge i stikken og slo seg til hans Fienders tall.“ Da vendte rytterne tilbake til den engelske hær. Kong Harald Haardraade spurte, hvem den mann var, som førte ordet for rytterne. „Det var min bror, Harald Godvinessøn,“ svarte Tostig. „Det fikk vi for sent å vite,“ sa Kongen; „thi han var kommet våre rekker så nær, at han ikke skulle ha kunnet melde våre menns fall. Han var ellers liten av vekst, men satt godt i sadelen.“ Derpå begynte slaget med, at de engelske ryttere red frem; men, så lenge nordmennene stod stillede i Ring med skjold ved skjold og fremstrakte spyd, kunne fienden intet gjøre. Da red engelskmennene tilbake, og nordmennene var uvarlige nok til å sette etter dem og bryte ringen. Men da kunne de heller ikke lenger stå seg mot overmakten. Harald ble truffet av en pil i strupen; det ble hans bane, og de fleste av hans følge falt rundt om hans Lig.