Thormod Kolbrunarskald kjæmpede i Slaget ved Stiklestad under Kong Olafs Mærke. Da Kongen var falden, blev Slaget skarpest, og da faldt Kongens Mænd, den ene efter den anden; men de fleste, som endnu kunde staa paa sine Fødder, vare saarede. Thormod blev saaret af en Pil i den venstre Side. Han brød Skaftet af Pilen og gik bort fra Slaget hen til en Gaard. Der kom han til en Lade; det var et stort Hus. Thormod havde et Sværd i Haanden; han satte sig ned i Laden og hørte paa Folks Tale. Man talte om Slaget; nogle roste Kong Olafs Mandighed, og andre nævnte andre Mænd. Thormod kvad en Vise; i denne roste han Kong Olaf og sagde, at han var den eneste, som ikke havde holdt Skjold for sig i Pileregnen. Siden gik Thormod hen til en Skaale og gik ind. Herinde var der mange haardt saarede Mænd, og en Kone holdt paa at forbinde deres Saar. Ild brændte paa Gulvet, og hun varmede Vand til at rense Saarene med. Thormod satte sig yderst ved Døren; imidlertid gik Folk ind og ud, som stellede med de Saarede. En Mand vendte sig mod ham, saa paa ham og sagde: „Hvi er du saa bleg? er du saaret, og hvorfor beder du ei om at blive læget?“ Thormod kvad en Vise og sagde, at han var bleg, fordi han bar dybe Spor af de danske Vaaben. Derpaa stod han op, gik længer ind hen til Ilden og stod der en Stund. Lægekonen sagde til ham: „Du, Mand, gaa ud og tag mig et Fang Ved der udenfor Døren.“ Thormod gik ud, tog et Fang Ved og kastede det ned paa Gulvet. Konen saa ham i Ansigtet og sagde: „Du er da forfærdelig bleg; hvad kommer det af?“ Thormod kvad en Vise og sagde: „Faa blive fagre af Saar.“ „Lad mig se dine Saar,“ sagde Lægekonen, „saa skal jeg stelle om dem.“ Thormod satte sig ned og kastede Klæderne af sig. Konen saa paa det Saar, han havde i Siden, og kjendte, at der stod Jern i det, men vidste ikke sikkert, hvad Vei Jernet havde taget. I en Stenkjedel havde hun laget en Grød sammen af Løg og andet Græs. Deraf gav hun de Saarede at æde, for at prøve, om de havde Hulsaar; thi man kunde kjende Løglugten ud af Saaret, hvis det gik indenfor Bringeholen 1). Hun bar Grød frem til Thormod og bad ham æde. Han svarede: „Bær det bort; jeg har ikke Graut-Sot.“ Siden tog hun en Knibetang og vilde drage Jernet ud; men det sad fast og gik ikke; det var heller ikke godt at komme til det, da Saaret var hovnet. Da sagde Thormod: „Skjær du lige til Jernet, saa man godt kan naa det med Tangen; giv mig saa Tangen og lad mig selv rykke.“ Hun gjorde, som han sagde. Da tog Thormod Guldringen af sin Arm, gav Lægekonen den og sagde, at hun kunde gjøre med den, hvad hun vilde. „En god Mand har eiet den; Kong Olaf gav mig den imorges.“ Siden tog Thormod Tangen og rykkede Jernet 57ud; der var Kroger paa det, og paa disse sad der Tæger¹) af Hjertet, nogle røde, nogle hvide. Da han saa det, sagde han: „Kongen har født os godt; jeg er fed om Hjerterødderne.“ Derpaa hældede han sig tilbage og var strax død.

Thormod Kolbrunarskald kjempet i slaget ved Stiklestad under Kong Olafs Mærke. Da Kongen var falt, ble slaget skarpest, og da falt Kongens menn, den ene etter den annen; men de fleste, som ennå kunne stå på sine føtter, var saarede. Thormod ble såret av en pil i den venstre side. Han brød skaftet av pilen og gikk bort fra slaget hen til en gård. Der kom han til en Lade; det var et stort hus. Thormod hadde et sverd i hånden; han satte seg ned i Laden og hørte på Folks Tale. Man talte om slaget; noen roste Kong Olafs Mandighed, og andre nevnte andre menn. Thormod kvad en vise; i denne roste han Kong Olaf og sa, at han var den eneste, som ikke hadde holdt skjold for seg i Pileregnen. Siden gikk Thormod hen til en Skaale og gikk inn. Herinde var der mange hardt saarede menn, og en kone holdt på å forbinde deres sår. Ild brente på gulvet, og hun varmet vann til å rense sårene med. Thormod satte seg ytterst ved døren; imidlertid gikk folk inn og ut, som stellede med de Saarede. En mann vendte seg mot ham, så på ham og sa: „Hvi er du så bleg? er du såret, og hvorfor beder du ei om å bli leget?“ Thormod kvad en vise og sa, at han var bleg, fordi han bar dype spor av de danske våpen. Derpå stod han opp, gikk lenger inn hen til ilden og stod der en stund. Lægekonen sa til ham: „Du, mann, gå ut og ta meg et fang Ved der utenfor døren.“ Thormod gikk ut, tok et fang Ved og kastet det ned på gulvet. Konen så ham i ansiktet og sa: „Du er da forferdelig bleg; hva kommer det av?“ Thormod kvad en vise og sa: „Få bli fagre av sår.“ „La meg se dine sår,“ sa Lægekonen, „så skal jeg stelle om dem.“ Thormod satte seg ned og kastet kledene av seg. Konen så på det sår, han hadde i siden, og kjente, at der stod jern i det, men visste ikke sikkert, hva vei jernet hadde tatt. I en Stenkjedel hadde hun laget en grøt sammen av løk og annet gress. Derav ga hun de Saarede å ete, for å prøve, om de hadde Hulsaar; thi man kunne kjenne løklukten ut av såret, hvis det gikk innenfor Bringeholen 1). Hun bar grøt frem til Thormod og bad ham ete. Han svarte: „Bær det bort; jeg har ikke graut-sot.“ Siden tok hun en knipetang og ville dra jernet ut; men det satt fast og gikk ikke; det var heller ikke godt å komme til det, da såret var hovnet. Da sa Thormod: „Skjær du like til jernet, så man godt kan nå det med Tangen; gi meg så Tangen og la meg selv rykke.“ Hun gjorde, som han sa. Da tok Thormod Guldringen av sin arm, ga Lægekonen den og sa, at hun kunne gjøre med den, hva hun ville. „En god mann har eiet den; Kong Olaf ga meg den i morges.“ Siden tok Thormod Tangen og rykket jernet 57ut; der var kroker på det, og på disse satt der Tæger¹) av hjertet, noen røde, noen hvite. Da han så det, sa han: „Kongen har født oss godt; jeg er fet om hjerterøttene.“ Derpå hellet han seg tilbake og var straks død.