54

Hellig Olaf stod ved Fjorden med sin Hær;Pintsefesten var forhaanden;Alskens Løv og Blomster artede sig derFagert under Folgefonden.Kongens Drage laa og speiled sig ved Strand,Bispen stod med Korset paa den hvide Sand,Kongens KjæmperadLaa paa Knæ og bad,Og der gik dem Lyn i Aanden.

Hellig Olafs Aasyn skinned som en Sol,Klar sad Kronen ham om Panden;Mens han knæled, laa hans rige PurpurkjolSom et Teppe over Sanden.Her han vilde atter i en stakket FristBygge Kirke til den stærke Herre Christ;Alt fra PintsedagSkulde fra dens TagKorset lyse over Stranden.

Og, da Værket nu var helliget med Bøn,Mured hver en Kjæmpe trolig;Men i Fjeldet lød der underlige Døn;Dvergeslægten blev urolig.Høit fra Uren rulled Grus og Kampesten,Og fra Lien kom der Rod og Bul og Gren;Ilde saa det udFor Kong Olafs Gud,Ilde freded man hans Bolig.

Hellig Olaf med sit luerøde SkjegKyssed Hjaltet paa sin Klinge,Og han holdt det høit mod Dvergehallens Væg,Og han korsede sin Bringe.Se, da rulled alle Stene ned i Mag,Og de føied sig til Muren, Lag ved Lag,55Og hver Stok, der sprang,Blev en Bjelke lang;Øxebruget var kun ringe.

O! hvor gram blev da den hele Dvergeflok!Fjorden skjalv ved deres Mæle,Og de stødte til en vældig KlippeblokMed de kobberskode Hæle.Hellig Olaf mæled da et lystigt Ord:„Se, der kommer Dvergen med vort Alterbord!Stenen dumped nedJust paa rette Sted,Der, hvor Kongen pleied knæle.

Snart var Kirken med sit Skiferdække takt,Klar den stod paa Pintsedagen;Og i Koret var paa Alterstenen lagtGyldenstykke og Skarlagen.Bispen stod i Bønnen, bøiet over den,Kongen gik til Offers did med sine Mænd:Altervinen klar,Guld og farvet GlarBragte han i Land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundred Aar,Nu er dog dens Mur forsvunden;Men til Olafs Ros endnu blandt Løvet staarAlterbordet over Grunden.Mosetæppet hviler nu paa Stenen graa;Abildtræet strør sin hvide Blomst derpaa,Og fra Birkens TopStemmer Fuglen opPintsesalmerne i Lunden.

Mangen Sommerkveld, naar i den dunkle FjordTriller Dug fra grønne Blade,Vies dog Kong Olafs faste AlterbordAtter til et helligt Stade:Dalens Søn har der et Stevne med sin Brud,Og de vexle Ringe der for Olafs Gud,Og de knæle nedTrygt, med Haab og Fred,Og i Sommerdrømme glade.

Derfor kan Kong Olafs minderige RyIngensinde gaa til Grunde;Med hver Dalens Slægt det hæver sig paanyFagert fra de friske Munde.Hellig Olaf med sit hjerterøde SkjoldDækker Klippen, hvor den kneiser mørk og gold,56Og hans Saga gaarGjennem Norges VaarSødt som Fuglesang i Lunde.

54

Hellig Olaf stod ved fjorden med sin hær;Pintsefesten var forhånden;Alskens løv og blomster artet seg derFagert under Folgefonden.Kongens Drage lå og speilet seg ved Strand,Bispen stod med korset på den hvite Sand,Kongens kjemperadLå på kne og bad,Og der gikk dem lyn i Aanden.

Hellig Olafs Aasyn skinte som en sol,Klar satt kronen ham om pannen;Mens han knelte, lå hans rike PurpurkjolSom et teppe over sanden.Her han ville atter i en stakket fristBygge kirke til den sterke Herre Christ;Alt fra pinsedagSkulle fra dens takKorset lyse over stranden.

Og, da verket nå var helliget med Bøn,Mured hver en kjempe trolig;Men i fjellet lød der underlige Døn;Dvergeslægten ble urolig.Høyt fra Uren rullet grus og kampestein,Og fra Lien kom der rot og Bul og gren;Ilde så det utFor Kong Olafs Gud,Ilde fredet man hans bolig.

Hellig Olaf med sitt luerøde skjeggKysset hjaltet på sin Klinge,Og han holdt det høyt mot Dvergehallens vegg,Og han korset sin Bringe.Se, da rullet alle Steiner ned i Mag,Og de føyet seg til muren, lag ved lag,55Og hver stokk, der sprang,Ble en Bjelke lang;Øxebruget var kun ringe.

O! hvor gram ble da den hele Dvergeflok!Fjorden skjalv ved deres mæle,Og de støtte til en veldig klippeblokkMed de kobberskode hæler.Hellig Olaf mælte da et lystig ord:„Se, der kommer dvergen med vårt alterbord!Steinen dumpet nedJust på rette sted,Der, hvor Kongen pleiet knele.

Snart var kirken med sitt skiferdekke takt,Klar den stod på Pintsedagen;Og i koret var på Alterstenen lagtGyldenstykke og skarlagen.Bispen stod i bønnen, bøyet over den,Kongen gikk til Offers dit med sine menn:Altervinen klar,Gull og farvet GlarBrakte han i land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundre år,Nå er dog dens mur forsvunnen;Men til Olafs ros ennå blant løvet stårAlterbordet over grunnen.Mosetæppet hviler nå på steinen grå;Abildtræet strør sin hvite blomst derpå,Og fra Birkens toppStemmer fuglen oppPintsesalmerne i Lunden.

Mangen sommerkveld, når i den dunkle fjordTriller Dug fra grønne Blade,Vies dog Kong Olafs faste alterbordAtter til et hellig Stade:Dalens sønn har der et stevne med sin brud,Og de veksle Ringe der for Olafs Gud,Og de knele nedTrygt, med håp og Fred,Og i Sommerdrømme glade.

Derfor kan Kong Olafs minderige ryIngensinde gå til grunne;Med hver Dalens slekt det hever seg paanyFagert fra de friske Munde.Hellig Olaf med sitt hjerterøde skjoldDekker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,56Og hans saga gårGjennom Norges VaarSøtt som Fuglesang i Lunde.