52

Af Kjæmpeviserne.

Olaf Koning og hans Broder kjærDe trættes dem om Norges Skjær.Det er saa fagert i Throndhjemat hvile.

„Hvilken af os bedst seile kan,Han skal være Konge i NorgesLand;

Hvo af os, som først kommer hjem,Han krones til Konge over alden Egn.“

Det svarede Harald Haardraade:„Det være, som du nu sagde.

Men, skal jeg seile idag med dig,Da skal du bytte Skib med mig.

Thi du haver Ormen ¹) hin snare;Hvor skulde jeg med Oxen fare?

Ormen er saa snar som Sky,Oxen driver saa langsomt til By.“

„Hør du, Harald! hvad jeg sigerdig:Hvad dig tykkes, synes ogsaa mig.

Er mit Skib noget bedre end dit,Saa gjerne da maa du tage mit.

Saa tag da nu Ormen hin glade,Og jeg tager Oxen hin lade.

Først ville vi til Kirken fare,Førend vi røre ved Seil eller Aare.“

Sankte Olaf han gaar om Kirkegaard,Som Guld da skinner hans deilige Haar.

Saa brat kom Bud for Olaf Koning ind:„Og nu seiler Harald, Broder din.“

„Da lad dem seile, som seile vil,Guds Ord saa ville vi lyde til.

Messen er vor Herres Ord;Svende! tager Vand, I gaa tilBord!

Vi gaa til Bord, vi faa os Mad,Saa skynde vi os Strinden ad.“

Saa ginge de dem til Strande,Som Oxen laa for Lande.

Saa snarlig de til Stranden udbareBaade Anker og Toug og Aare.

53Sankte Olaf satte sig i Fremmerstavn:„Beint fram, Oxe, i Jesu Navn!“

Sankte Olaf tog Oxen ved videnHorn:„Gak nu, som om du gik i Korn!“

Oxen tog til saa fast at skride,Efter stod Bølgerne jo saa stride;

Han viste liden Dreng op i Raa:„Se, om vi snart kan Harald naa.“

„Jeg ser ikke mere til al Verdens PrisEnd Toppen udaf Egeris.

Jeg ser under Norriges LandSilkeseil og Guld i Rand.

Jeg ser under Norriges Skjær,Hvor Ormen Silkeseilet bær.

Jeg ser mig under Norgelands SideOrmen saa saare fremskride.“

Sankte Olaf klapped Oxen paaLænde:„Du maatte end noget bedre fremrende.“

Sankte Olaf slog Oxen ved sit Øie:„Langt bedre maa du ad Havetdrive!“

Da begyndte Oxen at beise¹), saaDe Baadsmænd kunde ikke paaBunken²) staa.

Saa tog han Bast og stærken Line;Dermed saa bandt han Baadsmænd sine.

Det da meldte den Styresmand:„Og hvor da seile vi nu fram?“

Sankt Olaf drog af sine Handsker smaa,Og selv maatte han til Styren gaa.

„Vi seile frem ad Bjerge og Klipper,Den næste Vei, som vi kunne hitte.“

Saa seilede de over Bjerge og Dale;De bleve, som de vare Vand hintklare.

De seilede over den Fjeld saa blaa;Ud da løbe de Trolde saa smaa.

„Hvo seiler over mit Guld saa rød?Og hvo da gjør min Fader denMøde?“

„Stat du der, og bliv til Sten,Indtil jeg kommer tilbage igjen!“

Saa seiled de over de SkaanerKnolde;Til Sten bleve de sorte Trolde.

Ud staar Kjærring med Rok og Ten:„Sankte Olaf! hvi seiler du ostil Men?

Sankte Olaf med det røde Skjeg!Hvi seiler du gjennem min Kjeldervæg?“

Sankte Olaf sig tilbage saa:„Stat du der, bliv til Kamp hingraa!“

Saa seilede de foruden al Men;Der vege for dem baade Stok ogSten.

De seilede, som de kunde allermest,Ingen Mand kunde Øine paa dennem fæste.

Sankte Olaf spændte Buen forsit Knæ;Pilen faldt bag det Seiletræ.

Han skjød udaf Fremmerstavn;Pilen faldt bag Oxen i Havn.

Sankte Olaf trodde saa vel Vorherre,Derfore kom han tre Dage førre.

54Sankte Olaf var en gudfrygtigMand;Thi blev han Konge i NorrigesLand.

Sankte Olaf gik i Kirken ind;Han takkede Gud af Hjerte ogSind.

Sankte Olaf gaar om Kirkegaard;Der skinner en Gisel 1) af hans Haar.

Den Gud vil hjælpe, den kommervel fram,Hans Fiender faa baade Last ogSkam.Det er saa fagert i Throndhjemat hvile.

52

Av Kjæmpeviserne.

Olaf Koning og hans bror kjærDe trettes dem om Norges Skjær.Det er så fagert i Throndhjemå hvile.

„Hvilken av oss best seile kan,Han skal være Konge i NorgesLand;

Hvo av oss, som først kommer hjem,Han krones til Konge over allden Egn.“

Det svarede Harald Haardraade:„Det være, som du nå sa.

Men, skal jeg seile i dag med deg,Da skal du bytte skip med meg.

Thi du haver Ormen ¹) hin snare;Hvor skulle jeg med oksen fare?

Ormen er så snar som sky,Oksen driver så langsomt til by.“

„Hør du, Harald! hva jeg sierdeg:Hva deg tykkes, synes også meg.

Er mitt skip noe bedre enn ditt,Så gjerne da må du ta mitt.

Så ta da nå Ormen hin glade,Og jeg tar oksen hin lade.

Først ville vi til kirken fare,Før vi rører ved seil eller åre.“

Sankte Olaf han går om kirkegård,Som gull da skinner hans deilige hår.

Så brat kom bud for Olaf Koning inn:„Og nå seiler Harald, bror din.“

„Da la dem seile, som seile vil,Guds ord så ville vi lyde til.

Messen er vår Herres ord;Svenner! tar vann, dere går tilBord!

Vi går til bord, vi får oss mat,Så skynder vi oss Strinden ad.“

Så ginge de dem til Strande,Som oksen lå for land.

Så snarlig de til stranden udbareBåde Anker og tau og åre.

53Sankte Olaf satte seg i Fremmerstavn:„Beint fram, okse, i Jesu Navn!“

Sankte Olaf tok oksen ved videnHorn:„Gak nå, som om du gikk i korn!“

Oksen tok til så fast å skride,Etter stod bølgene jo så stride;

Han viste liten dreng opp i rå:„Se, om vi snart kan Harald nå.“

„Jeg ser ikke mer til all Verdens prisEnn Toppen udaf Egeris.

Jeg ser under Norriges landSilkeseil og gull i Rand.

Jeg ser under Norriges Skjær,Hvor Ormen Silkeseilet bær.

Jeg ser meg under Norgelands sideOrmen så såre fremskride.“

Sankte Olaf klappet oksen påLende:„Du måtte enn noe bedre fremrende.“

Sankte Olaf slo oksen ved sitt Øye:„Langt bedre må du ad havetdrive!“

Da begynte oksen at beise¹), såDe båtsmenn kunne ikke påBunken²) stå.

Så tok han Bast og sterke Line;Dermed så bandt han båtsmenn sine.

Det da meldte den styresmann:„Og hvor da seiler vi nå fram?“

Sankt Olaf drog av sine hansker små,Og selv måtte han til Styren gå.

„Vi seiler frem ad Bjerge og klipper,Den neste vei, som vi kunne hitte.“

Så seilede de over Bjerge og daler;De ble, som de var vann hintklare.

De seilede over den Fjell så blå;Ut da løpe de troll så små.

„Hvo seiler over mitt gull så rød?Og hvo da gjør min far denMøte?“

„Stat du der, og bli til Sten,Inntil jeg kommer tilbake igjen!“

Så seilte de over de skånerKnolde;Til Sten ble de sorte troll.

Ut står kjerring med Rok og Ten:„Sankte Olaf! hvi seiler du osstil Men?

Sankte Olaf med det røde skjegg!Hvi seiler du gjennom min kjellervegg?“

Sankte Olaf seg tilbake så:„Stat du der, bli til kamp hingrå!“

Så seilede de foruten all Men;Der vek for dem både stokk ogSten.

De seilede, som de kunne allermest,Ingen mann kunne øyne på dem feste.

Sankte Olaf spente buen forsitt kne;Pilen falt bak det seiletre.

Han skjød udaf Fremmerstavn;Pilen falt bak oksen i havn.

Sankte Olaf trodde så vel Vorherre,Derfor kom han tre dager førre.

54Sankte Olaf var en gudfryktigMann;Thi ble han Konge i NorrigesLand.

Sankte Olaf gikk i kirken inn;Han takket Gud av hjerte ogSinn.

Sankte Olaf går om kirkegård;Der skinner en Gisel 1) av hans hår.

Den Gud vil hjelpe, den kommervel fram,Hans Fiender få både last ogSkam.Det er så fagert i Throndhjemå hvile.