Læreplanatlas
Andet SkoletrinAnden Afdeling. Fædrelandet.

59. Olaf Haraldssøns Død.

51

Haakon Erikssøn Jarl styrede ikke længe. Han reiste over til Orknøerne, for at hente sin Fæstemø, og i Aaret 1030 forliste Skibet paa Tilbageveien, saa ikke en Mand blev bjerget. Da skyndte Bjørn Stallare sig at reise til Rusland, for at fortælle Kong Olaf denne Tidende, og Olaf tog da det Raad at reise tilbage til Norge, for at vinde sit Land tilbage. Sommeren 1030 kom han ned i Værdalen; der mønstrede han sine Folk, og da havde han mere end tredive Hundrede (3,600) Mand. En Kveld tog hele Hæren Natteleie paa et Sted og lagde Skjoldene over sig; Kongen vaagede og bad til Gud for sig og sit Folk og sov kun lidet. Henimod Dag fik han en liden Blund, og, da han vaagnede, randt Dagen. Kongen syntes, at det var for tidligt at vække Hæren og spurgte efter, hvor Thormod Kolbrunarskald var. Han var i Nærheden og spurgte, hvad Kongen vilde. Kongen siger: „Syng du os en Vise.“ Thormod satte sig op og kvad saa høit, at hele Hæren kunde høre det. Han kvad det gamle Bjarkemaal¹), og dette var Begyndelsen:

„Sol er oppe.Den klare DagHanen hilsermed Vingeslag;nu under Mærket,Haanden paa Værketlægge hver Helt!

Vaagner, vaagnerda vel og brat,Hjertens Venner!og tager fat,Høvdinger snilde,gjeve og gildealle som en!“

Da vaagnede Folkene, og, da hele Kvadet var til Ende, takkede alle ham for Sangen, og Kongen gav ham en god Guldring.

Olaf førte Hæren videre og standsede ikke, før de kom til Stiklestad. Der saaes Bondehæren. Kong Olaf var denne Dag klædt i Ringbrynje og havde forgyldt Hjelm paa Hovedet; paa den venstre Arm havde han et hvidt Skjold, hvorpaa det hellige Kors af Guld var lagt, i høire Haand et Spyd og ved sin Side et Sværd. Bønderne havde samlet en umaadelig Hær (hundrede Hundreder eller 14,400 Mand); Thore Hund gik frem foran Mærket med sit Følge og raabte: „Fram, fram Bondemænd!“ og derpaa gjentog Bondemændene Raabet og skjød med Pile og Spyd. Kongens Mænd raabte nu sit Hærskrig: „Fram, fram Kristmænd, Korsmænd, Kongens Mænd!“ eller „Knuge, Knuge Kongens Karle, dygtig, dygtig Bøndernes Mænd!“ Veiret var fagert, og Solen skinnede klart; men, da Slaget begyndte, blev Himlen og Solen rød, og, førend Slaget var endt, var det saa mørkt som Natten²). Striden blev skarp; de, som stod forrest, hug med Sværd; men de, som var dernæst, stak med Spyd, og alle, som gik bagefter, skjød med Spyd eller Pile, eller kastede Sten og Haandøxer. Mange faldt paa begge 52Sider, og Kongen selv gik hart frem. Kong Olaf hug til Thore Hund tvers over Axlerne; men Sværdet bed ikke, og det var, som om der røg Støv af hans Rensdyrskofte. Kongen sagde da til Bjørn Stallare: „Slaa du til Hunden, som Jern ikke bider paa.“ Bjørn vendte Øxen om i Haanden og gav Thore et Slag med Øxhammeren saa hart, at han ravede; men strax efter stak Thore Hund Spydet tvers igjennem Bjørn Stallare og gav ham Banesaar. Da sagde Thore: „Saaledes veide vi Bjørne nord i Finmarken.“ Thorstein Knarresmed (Skibsbygger) hug til Kong Olaf med sin Øx, og Hugget rammede den venstre Fod tæt ovenfor Knæet; da Kongen havde faaet dette Saar, hældede han sig til en Sten, kastede Sværdet og bad, Gud hjælpe ham. Derpaa stak Thore Hund til ham med sit Spyd, og Stikket gik under Brynjen og op i Underlivet. Da hug Kalf Arnessøn til ham paa den venstre Side af Halsen, og disse tre Saar voldte Kong Olafs Død. Kong Olaf faldt den 31te August 1030; da var han 35 Aar gammel.