51

Haakon Erikssøn Jarl styrede ikke længe. Han reiste over til Orknøerne, for at hente sin Fæstemø, og i Aaret 1030 forliste Skibet paa Tilbageveien, saa ikke en Mand blev bjerget. Da skyndte Bjørn Stallare sig at reise til Rusland, for at fortælle Kong Olaf denne Tidende, og Olaf tog da det Raad at reise tilbage til Norge, for at vinde sit Land tilbage. Sommeren 1030 kom han ned i Værdalen; der mønstrede han sine Folk, og da havde han mere end tredive Hundrede (3,600) Mand. En Kveld tog hele Hæren Natteleie paa et Sted og lagde Skjoldene over sig; Kongen vaagede og bad til Gud for sig og sit Folk og sov kun lidet. Henimod Dag fik han en liden Blund, og, da han vaagnede, randt Dagen. Kongen syntes, at det var for tidligt at vække Hæren og spurgte efter, hvor Thormod Kolbrunarskald var. Han var i Nærheden og spurgte, hvad Kongen vilde. Kongen siger: „Syng du os en Vise.“ Thormod satte sig op og kvad saa høit, at hele Hæren kunde høre det. Han kvad det gamle Bjarkemaal¹), og dette var Begyndelsen:

„Sol er oppe.Den klare DagHanen hilsermed Vingeslag;nu under Mærket,Haanden paa Værketlægge hver Helt!

Vaagner, vaagnerda vel og brat,Hjertens Venner!og tager fat,Høvdinger snilde,gjeve og gildealle som en!“

Da vaagnede Folkene, og, da hele Kvadet var til Ende, takkede alle ham for Sangen, og Kongen gav ham en god Guldring.

Olaf førte Hæren videre og standsede ikke, før de kom til Stiklestad. Der saaes Bondehæren. Kong Olaf var denne Dag klædt i Ringbrynje og havde forgyldt Hjelm paa Hovedet; paa den venstre Arm havde han et hvidt Skjold, hvorpaa det hellige Kors af Guld var lagt, i høire Haand et Spyd og ved sin Side et Sværd. Bønderne havde samlet en umaadelig Hær (hundrede Hundreder eller 14,400 Mand); Thore Hund gik frem foran Mærket med sit Følge og raabte: „Fram, fram Bondemænd!“ og derpaa gjentog Bondemændene Raabet og skjød med Pile og Spyd. Kongens Mænd raabte nu sit Hærskrig: „Fram, fram Kristmænd, Korsmænd, Kongens Mænd!“ eller „Knuge, Knuge Kongens Karle, dygtig, dygtig Bøndernes Mænd!“ Veiret var fagert, og Solen skinnede klart; men, da Slaget begyndte, blev Himlen og Solen rød, og, førend Slaget var endt, var det saa mørkt som Natten²). Striden blev skarp; de, som stod forrest, hug med Sværd; men de, som var dernæst, stak med Spyd, og alle, som gik bagefter, skjød med Spyd eller Pile, eller kastede Sten og Haandøxer. Mange faldt paa begge 52Sider, og Kongen selv gik hart frem. Kong Olaf hug til Thore Hund tvers over Axlerne; men Sværdet bed ikke, og det var, som om der røg Støv af hans Rensdyrskofte. Kongen sagde da til Bjørn Stallare: „Slaa du til Hunden, som Jern ikke bider paa.“ Bjørn vendte Øxen om i Haanden og gav Thore et Slag med Øxhammeren saa hart, at han ravede; men strax efter stak Thore Hund Spydet tvers igjennem Bjørn Stallare og gav ham Banesaar. Da sagde Thore: „Saaledes veide vi Bjørne nord i Finmarken.“ Thorstein Knarresmed (Skibsbygger) hug til Kong Olaf med sin Øx, og Hugget rammede den venstre Fod tæt ovenfor Knæet; da Kongen havde faaet dette Saar, hældede han sig til en Sten, kastede Sværdet og bad, Gud hjælpe ham. Derpaa stak Thore Hund til ham med sit Spyd, og Stikket gik under Brynjen og op i Underlivet. Da hug Kalf Arnessøn til ham paa den venstre Side af Halsen, og disse tre Saar voldte Kong Olafs Død. Kong Olaf faldt den 31te August 1030; da var han 35 Aar gammel.

51

Haakon Erikssøn Jarl styrte ikke lenge. Han reiste over til Orknøyene, for å hente sin festemø, og i året 1030 forliste skipet på tilbakeveien, så ikke en mann ble bjerget. Da skyndte Bjørn Stallare seg å reise til Rusland, for å fortelle Kong Olaf denne Tidende, og Olaf tok da det råd å reise tilbake til Norge, for å vinne sitt land tilbake. Sommeren 1030 kom han ned i Værdalen; der mønstret han sine folk, og da hadde han mer enn tretti hundre (3,600) mann. En kveld tok hele hæren natteleie på et sted og la skjoldene over seg; Kongen vaagede og bad til Gud for seg og sitt folk og sov kun lite. Henimot Dag fikk han en liten blund, og, da han våknet, rant Dagen. Kongen syntes, at det var for tidlig å vekke hæren og spurte etter, hvor Thormod Kolbrunarskald var. Han var i nærheten og spurte, hva Kongen ville. Kongen sier: „Syng du oss en vise.“ Thormod satte seg opp og kvad så høyt, at hele hæren kunne høre det. Han kvad det gamle Bjarkemaal¹), og dette var begynnelsen:

„Sol er oppe.Den klare DagHanen hilsermed vingeslag;nå under merket,Hånden på verketlegge hver helt!

Våkner, våknerda vel og brat,Hjertens venner!og tar fat,Høvdinger snilde,gjeve og gildealle som en!“

Da våknet folkene, og, da hele kvadet var til ende, takket alle ham for sangen, og Kongen ga ham en god gullring.

Olaf førte hæren videre og stanset ikke, før de kom til Stiklestad. Der saaes Bondehæren. Kong Olaf var denne dag kledd i ringbrynje og hadde forgylt Hjelm på hodet; på den venstre arm hadde han et hvitt skjold, hvorpå det hellige kors av gull var lagt, i høyre hånd et spyd og ved sin side et sverd. Bøndene hadde samlet en umåtelig hær (hundre hundrer eller 14,400 mann); Thore Hund gikk frem foran merket med sitt følge og ropte: „Fram, fram bondemenn!“ og derpå gjentok bondemennene Raabet og skjød med Pile og spyd. Kongens menn ropte nå sitt Hærskrig: „Fram, fram Kristmænd, korsmenn, Kongens menn!“ eller „Knuge, Knuge Kongens karer, dyktig, dyktig Bøndernes menn!“ Været var fagert, og solen skinte klart; men, da slaget begynte, ble Himlen og solen rød, og, før slaget var endt, var det så mørkt som Natten²). Striden ble skarp; de, som stod forrest, hug med sverd; men de, som var dernest, stak med spyd, og alle, som gikk bakefter, skjød med spyd eller Pile, eller kastet Sten og håndøkser. Mange falt på begge 52sider, og Kongen selv gikk hart frem. Kong Olaf hug til Thore Hund tvers over akslene; men sverdet bet ikke, og det var, som om der røg støv av hans Rensdyrskofte. Kongen sa da til Bjørn Stallare: „Slå du til hunden, som jern ikke biter på.“ Bjørn vendte øksen om i hånden og ga Thore et slag med økshammeren så hart, at han ravet; men straks etter stak Thore Hund Spydet tvers igjennom Bjørn Stallare og ga ham banesår. Da sa Thore: „Således veide vi Bjørne nord i Finmarken.“ Thorstein Knarresmed (skipsbygger) hug til Kong Olaf med sin øks, og hugget rammede den venstre fot tett ovenfor kneet; da Kongen hadde fått dette sår, hellet han seg til en Sten, kastet sverdet og bad, Gud hjelpe ham. Derpå stak Thore Hund til ham med sitt spyd, og stikket gikk under brynjen og opp i underlivet. Da hug Kalf Arnessøn til ham på den venstre side av halsen, og disse tre sår voldte Kong Olafs død. Kong Olaf falt den 31te August 1030; da var han 35 år gammel.