Erling Skjalgssøn var en af de mægtigste Mænd i Norge i Kong Olaf Haraldssøns Dage. Han var gift med Olaf Tryggvessøns Søster Astrid, og han havde alle Fylker at styre ligefra Lindesnes og til Sognefjorden. Han boede paa Gaarden Sole paa Jæderen og levede paa Stormands Vis. Han havde altid 90 Frimænd hos sig paa sin Gaard, og stundom havde han 240 eller flere. Desuden havde han mange Træler, som han var meget god imod.

Kong Olaf Haraldssøn drog flittig om i Landet og ransagede, hvorledes Kristendommen holdtes; lidt efter lidt fik han flere Uvenner formedelst sin Strenghed med at indføre Kristendommen og med at overholde Lovene. De farligste af disse Uvenner vare Erling Skjalgssøn, Einar Thambarskelve, Thore Hund paa Bjarkøy1) og Haarek i Thjotta2). Danekongen Knut den Mægtige gjorde Samlag med disse Kong Olafs Uvenner, og det endte med, at Knut reiste op til Nidaros, hvor han blev tagen til Konge, og han satte igjen Haakon 50Erikssøn, Erik Jarls Søn, til at styre Landet. Da Kong Olaf spurgte, at Knut atter var reist sørefter, samlede han det Mandskab, som vilde følge ham, og han fik 13 Skibe. Ved Juletid 1028 seilede han nordefter langs Jæderen; Veiret var vaadt med mørke Drivskyer. Men alt eftersom Kongen seilede derude, gik der strax Bud tillands over Jæderen, og Erling lod blæse alle Mand til Skibene. Alt Folket flokkede sig ombord og lavede sig til Kamp. Kongens Skibe kom nord forbi Jæderen og tog derpaa den indre Led. Erling seilede efter ham med en stor Hær og mange Skibe, som gik rask frem, da de bare havde Mænd og Vaaben ombord; men Erlings Skib gik dog meget fortere end de andre. Han lod derfor tage Rev i Seilet og biede paa sine Folk. Da saa Kong Olaf, at Erlings Skibe halede stærkt ind paa dem; thi Kongens Skibe vare meget tunge, da de lang Tid havde ligget i Vandet. Han saa ogsaa, at Mandefaldet vilde blive stort, hvis han og hans Folk skulde møde hele Erlings Hær paa en Gang. Han lod derfor raabe fra Skib til Skib, at de skulde lade Seilene sige, men meget langsomt. Dette skede, og, da man fra Erlings Skib saa det, raabte Erling til sine Folk og bød dem seile fortere: „I se jo,“ sagde han, „at deres Seil blive lavere og lavere, og at de hale unda os.“ Han lod Revene tage ud af Seilet paa sit eget Skib og kom snart forud for de andre Skibe. Kong Olaf stevnede ind i Bukn-Fjorden, og da kunde man ikke længere se til hinanden. Kongen bød siden at lægge Seilene ned og ro frem i et trangt Sund, som var der; da lagde de Skibene sammen. Et Klippe-Nes gik frem udenfor dem, og alle Mand var hærklædte. Erling seilede henimod Sundet, og hans Mænd vidste ikke af, førend Kongens Hær laa for dem, og de saa, at Kongens Mænd med alle Skibene paa en Gang roede imod dem. Det blev en skarp Strid, og Mandfaldet blev størst paa Erlings Skib. Erling stod i Løftingen, med Hjelm paa Hovedet, Skjold foran sig og Sværd i Haanden. Da Erlings Folk vare faldne, og Erling endnu værgede sig paa det mandigste, raabte Olaf til ham: „Du vender dig ret imod mig idag, Erling.“ Erling svarede: „Klo mod Klo skal Ørne rives.“ Da sagde Kongen: „Vil du gaa i min Tjeneste, Erling?“ „Det vil jeg,“ sagde han, tog Hjelmen af Hovedet og lagde Sværd og Skjold ned. Kongen stak ham i Kinden med Øxespidsen og sagde: „Mærke skal man Drottins-Svigeren“ 1). Da løb Aslak, en af Olafs Mænd, frem og hug Erling i Hovedet med en Øx, saa den stod ned i Hjernen, og det var strax Banesaar. Kong Olaf sagde da til Aslak: „Du skulde have en Ulykke for dit Hug, Aslak; nu hug du Norge af min Haand.“

Da Erlings Sønner spurgte den Tidende, at deres Fader var falden, seilede de nordefter mod Kongen. Olafs Uvenner samlede sig ogsaa nordenfra, og han saa ingen anden Udvei end at gaa iland i Søndmøre; derfra drog han over Fjeldene til Gudbrandsdalen og derfra videre til Sverige og senere til Rusland, hvor han fik den bedste Modtagelse af Kongen der i Landet, Jaroslav, som var hans Svoger.

Erling Skjalgssøn var en av de mektigste menn i Norge i Kong Olaf Haraldssøns Dage. Han var gift med Olaf Tryggvessøns Søster Astrid, og han hadde alle fylker å styre like fra Lindesnes og til Sognefjorden. Han bodde på gården Sole på Jæderen og levde på Stormands Vis. Han hadde alltid 90 Frimænd hos seg på sin gård, og stundom hadde han 240 eller flere. Dessuten hadde han mange Træler, som han var meget god imot.

Kong Olaf Haraldssøn drog flittig om i landet og ransagede, hvorledes kristendommen holdtes; litt etter litt fikk han flere uvenner formedelst sin strenghet med å innføre kristendommen og med å overholde lovene. De farligste av disse uvenner var Erling Skjalgssøn, Einar Thambarskelve, Thore Hund på Bjarkøy1) og Haarek i Thjotta2). Danekongen Knut den Mægtige gjorde Samlag med disse Kong Olafs uvenner, og det endte med, at Knut reiste opp til Nidaros, hvor han ble tatt til Konge, og han satte igjen Haakon 50Erikssøn, Erik Jarls sønn, til å styre landet. Da Kong Olaf spurte, at Knut atter var reist sørefter, samlet han det mannskap, som ville følge ham, og han fikk 13 skip. Ved juletid 1028 seilte han nordefter langs Jæderen; Været var vått med mørke Drivskyer. Men alt ettersom Kongen seilte derude, gikk der straks bud tillands over Jæderen, og Erling lot blåse alle mann til skipene. Alt folket flokket seg ombord og lavet seg til kamp. Kongens skip kom nord forbi Jæderen og tok derpå den indre Led. Erling seilte etter ham med en stor hær og mange skip, som gikk rask frem, da de bare hadde menn og våpen ombord; men Erlings Skib gikk dog meget fortere enn de andre. Han lot derfor ta rev i seilet og biede på sine folk. Da så Kong Olaf, at Erlings Skibe halede sterkt inn på dem; thi Kongens skip vare meget tunge, da de lang tid hadde ligget i vannet. Han så også, at mannefallet ville bli stort, hvis han og hans folk skulle møte hele Erlings hær på en gang. Han lot derfor rope fra skip til skip, at de skulle la seilene si, men meget langsomt. Dette skjedde, og, da man fra Erlings Skib så det, ropte Erling til sine folk og bød dem seile fortere: „Dere ser jo,“ sa han, „at deres seil bli lavere og lavere, og at de haler unna oss.“ Han lot revene ta ut av seilet på sitt eget skip og kom snart forut for de andre skip. Kong Olaf stevnet inn i Bukn-fjorden, og da kunne man ikke lenger se til hinannen. Kongen bød siden å legge seilene ned og ro frem i et trangt Sund, som var der; da la de skipene sammen. Et Klippe-Nes gikk frem utenfor dem, og alle mann var hærkledde. Erling seilte henimot Sundet, og hans menn visste ikke av, før Kongens hær lå for dem, og de så, at Kongens menn med alle skipene på en gang rodde imot dem. Det ble en skarp strid, og mannfallet ble størst på Erlings Skib. Erling stod i løftingen, med Hjelm på hodet, skjold foran seg og sverd i hånden. Da Erlings folk var falne, og Erling ennå verget seg på det mandigste, ropte Olaf til ham: „Du vender deg rett imot meg i dag, Erling.“ Erling svarte: „Klo mot klo skal ørner rives.“ Da sa Kongen: „Vil du gå i min tjeneste, Erling?“ „Det vil jeg,“ sa han, tok hjelmen av hodet og la sverd og skjold ned. Kongen stak ham i kinnen med øksespissen og sa: „Merke skal man Drottins-Svigeren“ 1). Da løp Aslak, en av Olafs Mænd, frem og hug Erling i hodet med en øks, så den stod ned i hjernen, og det var straks banesår. Kong Olaf sa da til Aslak: „Du skulle ha en ulykke for ditt Hug, Aslak; nå hug du Norge av min hånd.“

Da Erlings sønner spurte den Tidende, at deres far var falt, seilede de nordefter mot Kongen. Olafs uvenner samlet seg også nordenfra, og han så ingen annen utvei enn å gå i land i Søndmøre; derfra drog han over fjellene til Gudbrandsdalen og derfra videre til Sverige og senere til Rusland, hvor han fikk den beste mottakelse av Kongen der i landet, Jaroslav, som var hans svoger.