I Aaret 1021 blev Folket i Gudbrandsdalen kristnet af Kong Olaf. Der var en Mand, som hed Dale-Gudbrand; han var som en Konge der i Dalene, skjønt han bare var Herse af Navn. Gudbrand boede paa Gaarden Hundorp i Fron; her stod der et Hov for Guden Thor, og i dette var det et gildt Billede af Thor. Da Gudbrand hørte, at Kong Olaf var kommen til Lom og tvang Folket til at lade sig kristne, skar han op Hærpil og stevnede alle Dølerne til Hundorp. Her holdt Gudbrand Thing med Bønderne og sagde: „Jeg har hørt, at der er kommen en Mand til Lom, som heder Olaf; han vil byde os en anden Tro og bryde vore Guder isønder; men jeg tænker nok, at, naar vi bære vor Gud Thor ud, saa vil han hjælpe os nu som før. Naar han ser paa Olaf og hans Mænd, da vil de blive slagne med Rædsel, og da er det forbi med deres Gud.“ Da Bønderne hørte denne Tale, raabte de alle som en, at Olaf aldrig skulde komme levende derfra, hvis han vovede at drage længer syd efter Dalene til deres Bygd, og de sendte en Hær imod Olaf; men denne blev strax overvunden og jagen bort. Det blev 49da aftalt, at Bønderne en Dag skulde holde Thing med Olaf. Kvelden forud spurgte Kongen Gudbrands Søn, som var sendt til ham, hvorledes deres Gud saa ud. „Det er Thor,“ sagde han, „og han er høi og før, med en stor Hammer i Haanden. Indentil er han hul, og han staar paa en Bænk, naar han er ude; Guld og Sølv er der nok af paa ham, og hver Dag faar han fem Leiver Brød med Kjød til.“ — Kongen kaldte Kolbein Stærke til sig og bød ham næste Morgen paa Thinget at staa ved hans Side med sin store Klubbe, og, hvis det traf sig saaledes under hans Tale, at Bønderne kom til at vende sig fra sin Gud, da at slaa til Billedet med Klubben. Næste Morgen blev Thinget sat; nogle Bønder bar Thorsbilledet frem; det var prydet med Guld og Sølv, og alle bøiede sig for Afguden. Billedet blev sat midt paa Thingvolden. Paa den ene Side sad Bønderne, og paa den anden Side Kongen med sine Mænd. Nu stod Gudbrand op og sagde: „Hvor er nu din Gud, Konge? Han bærer nok Hageskjegget temmelig lavt nu, og selv er du vel ogsaa ræd; thi nu er vor Gud kommen, der raader for alle Ting; dyrk ham! det er underligt, hvor længe han alt har sparet eder.“ Kongen stod derpaa op og svarede: „Du undrer dig over, at du ikke kan se vor Gud; jeg venter, at han snart kommer til os. Derimod undrer jeg mig over, at du vil skræmme os med din Gud, som er blind og døv og hverken kan bjerge sig eller andre; jeg tænker, at det snart vil gaa ham ilde; thi se nu mod Østen, der kommer vor Gud med meget Lys.“ Solen stod just op, og alle Bønder vendte sig mod den. Da slog Kolbein til Thor med Klubben; Billedet brast isønder, og ud løb der store, svære Mus og Orme og Padder. Bønderne blev rædde og løb sin Vei; men siden blev Thinget sat paany. Da tog alle Bønderne Kristendommen; Biskopen selv døbte Gudbrand og hans Søn, og Gudbrand lod bygge en Kirke paa sin Gaard; det var den første Kirke der i Dalen.

I året 1021 ble folket i Gudbrandsdalen kristnet av Kong Olaf. Der var en mann, som het Dale-Gudbrand; han var som en Konge der i dalene, skjønt han bare var herse av navn. Gudbrand bodde på gården Hundorp i Fron; her stod der et Hov for guden Thor, og i dette var det et gildt bilde av Thor. Da Gudbrand hørte, at Kong Olaf var kommet til Lom og tvang folket til å la seg kristne, skar han opp hærpil og stevnet alle dølene til Hundorp. Her holdt Gudbrand Thing med bøndene og sa: „Jeg har hørt, at der er kommet en mann til Lom, som heter Olaf; han vil by oss en annen tro og bryte våre guder isønder; men jeg tenker nok, at, når vi bære vår Gud Thor ut, så vil han hjelpe oss nå som før. Når han ser på Olaf og hans menn, da vil de bli slagne med redsel, og da er det forbi med deres Gud.“ Da bøndene hørte denne Tale, ropte de alle som en, at Olaf aldri skulle komme levende derfra, hvis han vovede å dra lenger syd etter dalene til deres bygd, og de sendte en hær imot Olaf; men denne ble straks overvunnet og jagen bort. Det ble 49da avtalt, at bøndene en dag skulle holde Thing med Olaf. Kvelden forut spurte Kongen Gudbrands Søn, som var sendt til ham, hvorledes deres Gud så ut. „Det er Thor,“ sa han, „og han er høy og før, med en stor Hammer i hånden. Innentil er han hul, og han står på en benk, når han er ute; Gull og sølv er der nok av på ham, og hver dag får han fem leiver brød med kjøtt til.“ — Kongen kalte Kolbein Stærke til seg og bød ham neste morgen på tinget å stå ved hans side med sin store klubbe, og, hvis det traff seg således under hans Tale, at bøndene kom til å vende seg fra sin Gud, da å slå til Billedet med klubben. Neste morgen ble tinget satt; noen bønder bar Thorsbilledet frem; det var prydet med gull og sølv, og alle bøyde seg for avguden. Billedet ble satt midt på tingvollen. På den ene side satt bøndene, og på den annen side Kongen med sine menn. Nå stod Gudbrand opp og sa: „Hvor er nå din Gud, Konge? Han bærer nok hakeskjegget temmelig lavt nå, og selv er du vel også redd; thi nå er vår Gud kommet, der råder for alle ting; dyrk ham! det er underlig, hvor lenge han alt har spart dere.“ Kongen stod derpå opp og svarede: „Du undrer deg over, at du ikke kan se vår Gud; jeg venter, at han snart kommer til oss. Derimot undrer jeg meg over, at du vil skremme oss med din Gud, som er blind og døv og hverken kan bjerge seg eller andre; jeg tenker, at det snart vil gå ham ilde; thi se nå mot Østen, der kommer vår Gud med meget lys.“ Solen stod just opp, og alle bønder vendte seg mot den. Da slo Kolbein til Thor med klubben; Billedet brast isønder, og ut løp der store, svære mus og ormer og padder. Bøndene ble redde og løp sin vei; men siden ble tinget satt paany. Da tok alle bøndene kristendommen; Biskopen selv døpte Gudbrand og hans sønn, og Gudbrand lot bygge en kirke på sin gård; det var den første kirke der i dalen.