Da Olaf havde været Konge i Norge i fem Aar, reiste han med mange Skibe til Vendland eller Venden i Nordtyskland, for at hente sin Dronning Thyres Eiendomme der. Mens han var i Venden, havde hans Uven, Dronning Sigrid Storraade, faaet sin Søn, Sveakongen Olaf, sin Mand, Danekongen Svein, og Erik Haakonssøn Jarl til med en stor Hær at møde Kong Olaf, naar han drog hjem. De havde lagt sig ved Øen Svolder, og her ventede de Olafs Komme. Olaf Konge reiste med 60 Skibe fra Vendland; alle Smaaskibene, som seilede fortere, gik fra de andre, saa Olaf bare havde 11 Skibe, da han kom til Svolder, og hele den fiendtlige Flaade roede imod ham. Man bad Kongen seile sin Vei og ikke lægge til Slag mod saa stor en Hær; men Kongen svarede høit: „Ikke skal mine Mænd tænke paa at rømme; Gud raader for Livet; aldrig har jeg flyet i Strid, og aldrig skal jeg gjøre det.“ De begyndte derpaa at binde Skibene sammen, som man pleiede i Søslag. Da man skulde binde Ormen lange, som han selv var ombord paa, og Ormen skamme (korte) sammen, kom Bagstavnen af Ormen lange til at ligge langt agterud. Kong Olaf bød derfor, at man skulde lægge det store Skib længere frem, og sagde, at han ikke vilde være den agterste i Kampen blandt alle sine Mænd. Da sagde Ulf Røde: „Skal Ormen lange lægges saa meget længere frem, som den er længere end de andre Skibe, da bliver det en haard Dyst i Forstavnen idag.“ Kongen svarer: „Ikke vidste jeg, at jeg havde en Mand i Forstavnen, som baade var rød og ræd.“ Ulf svarer: „Vend du bare ikke mere Ryggen agter i Løftingen end jeg i Forstavnen.“ Kongen havde en Bue i Haanden; han lagde en Pil paa Strengen og sigtede paa Ulf. „Skyd ikke mig,“ sagde Ulf; „men skyd heller, hvor det bedre behøves; hvad jeg gjør, det gjør jeg for dig.“

Kong Olaf stod i Løftingen (den høie Agterdel) paa Ormen lange, høit over de andre. Han havde guldlagt Skjold, forgyldt Hjelm, og han var let at kjende fra andre Mænd; udenpaa Brynjen havde han en kort rød Kjortel. Slaget blev skarpt, og mange faldt. Einar Thambarskelve stod i Krapperummet agter paa Ormen lange; han skjød 47med Bue og skjød haardere Skud end de andre. Han skjød efter Erik Jarl, men traf Rorknappen lige over Jarlens Hoved, saa at Pilen gik dybt ind. Jarlen spurgte, om nogen vidste, hvo der skjød; men i det samme kom en anden Pil saa nær Jarlen, at den fløi imellem Siden og Armen paa ham. Da sagde Jarlen til en Bueskytte, som stod hos ham: „Skyd du den store Mand der i Krapperummet.“ Han skjød, og Pilen kom midt paa Einars Bue, netop som han tredie Gang spændte den. Buen brast da i to Stykker. Da sagde Kong Olaf: „Hvad brast der saa høit?“ „Norge af din Haand, Konge,“ svarede Einar. „Saa stor Brist er vist endnu ikke skeet,“ sagde Kongen; „tag min Bue og skyd med,“ og i det samme kastede han Buen til ham. Einar tog den, trak den strax frem foran Odden af Pilen og sagde: „For veik, for veik er Kongens Bue!“ Han kastede derpaa Buen tilbage, tog saa Skjold og Sværd og stred mandeligen.

Kong Olaf stod i Løftingen paa Ormen lange og skjød stundom med Bue, stundom med Kastespyd. Kongen saa frem i Skibet og lagde Mærke til, at hans Mænd løftede Sværdene og hug tidt og ofte, men at de bed daarligt. Da raabte han høit: „Løfter I eders Sværd med saa liden Kraft, siden jeg ser, at de ikke bider for eder?“ En svarede: „Vore Sværde ere baade sløve og fulde af Skar.“ Kongen gik da hen og lukkede Høisædeskisten op; deraf tog han mange hvasse Sværd frem og gav sine Mænd dem; men, da han rakte den høire Arm ned, saa flere, at der randt Blod ned under Brynje-Ærmen; men ingen vidste, hvor han var saaret. Det blev stort Mandefald paa Ormen. Kolbjørn Stallare gik op i Løftingen til Kongen; de vare meget lige i Vaaben og Klæder, og Kolbjørn var stor og vakker fremfor andre. Endnu varede Kampen en Stund; men da vare saa mange af Jarlens Folk komne op paa Ormen, som kunde rummes der; Jarlens Skibe kringsatte den fra alle Kanter, og der blev faa Folk til at værge den mod saa stor en Hær. De fleste faldt i kort Tid, endda de baade vare stærke og modige. Kong Olaf selv og Kolbjørn Stallare sprang overbord, hver paa sin Kant, og derpaa sprang alle Kong Olafs Mænd, som endnu var ilive, overbord. Kongens Broder Thorkel Nevja var den allersidste, som kastede sig i Søen. Olaf faldt 9de September Aar 1000; da var han bare 36 Aar gammel.

Da Olaf hadde vært Konge i Norge i fem år, reiste han med mange skip til Vendland eller Venden i Nordtyskland, for å hente sin dronning Thyres Eiendomme der. Mens han var i Venden, hadde hans uvenn, dronning Sigrid Storraade, fått sin sønn, Sveakongen Olaf, sin mann, Danekongen Svein, og Erik Haakonssøn Jarl til med en stor hær å møte Kong Olaf, når han drog hjem. De hadde lagt seg ved Øen Svolder, og her ventet de Olafs komme. Olaf Konge reiste med 60 skip fra Vendland; alle Smaaskibene, som seilte fortere, gikk fra de andre, så Olaf bare hadde 11 skip, da han kom til Svolder, og hele den fiendtlige flåte rodde imot ham. Man bad Kongen seile sin vei og ikke legge til slag mot så stor en hær; men Kongen svarte høyt: „Ikke skal mine menn tenke på å rømme; Gud råder for livet; aldri har jeg flyet i strid, og aldri skal jeg gjøre det.“ De begynte derpå å binde skipene sammen, som man pleide i Søslag. Da man skulle binde Ormen lange, som han selv var ombord på, og Ormen skamme (korte) sammen, kom bakstavnen av Ormen lange til å ligge langt akterut. Kong Olaf bød derfor, at man skulle legge det store skip lenger frem, og sa, at han ikke ville være den akterste i kampen blant alle sine menn. Da sa Ulf Røde: „Skal Ormen lange legges så meget lenger frem, som den er lenger enn de andre skip, da blir det en hard dyst i forstavnen i dag.“ Kongen svarer: „Ikke visste jeg, at jeg hadde en mann i forstavnen, som både var rød og redd.“ Ulf svarer: „Vend du bare ikke mer ryggen akter i løftingen enn jeg i forstavnen.“ Kongen hadde en bue i hånden; han la en pil på strengen og sigtede på Ulf. „Skyt ikke meg,“ sa Ulf; „men skyt heller, hvor det bedre behøves; hva jeg gjør, det gjør jeg for deg.“

Kong Olaf stod i løftingen (den høye akterdel) på Ormen lange, høyt over de andre. Han hadde guldlagt skjold, forgylt Hjelm, og han var lett å kjenne fra andre menn; utenpå brynjen hadde han en kort rød kjortel. Slaget ble skarpt, og mange falt. Einar Thambarskelve stod i Krapperummet akter på Ormen lange; han skjød 47med bue og skjød hårdere skudd enn de andre. Han skjød etter Erik Jarl, men traff Rorknappen like over Jarlens hode, så at pilen gikk dypt inn. Jarlen spurte, om noen visste, hvo der skjød; men i det samme kom en annen pil så nær jarlen, at den fløy imellom siden og armen på ham. Da sa jarlen til en bueskytter, som stod hos ham: „Skyt du den store mann der i Krapperummet.“ Han skjød, og pilen kom midt på Einars bue, nettopp som han tredje gang spente den. Buen brast da i to stykker. Da sa Kong Olaf: „Hva brast der så høyt?“ „Norge av din hånd, Konge,“ svarte Einar. „Så stor brist er vist ennå ikke skjedd,“ sa Kongen; „ta min bue og skyt med,“ og i det samme kastet han buen til ham. Einar tok den, trakk den straks frem foran Odden av pilen og sa: „For veik, for veik er Kongens bue!“ Han kastet derpå buen tilbake, tok så skjold og sverd og stred mandeligen.

Kong Olaf stod i løftingen på Ormen lange og skjød stundom med bue, stundom med kastespyd. Kongen så frem i skipet og la merke til, at hans menn løftet sverdene og hug titt og ofte, men at de bet dårlig. Da ropte han høyt: „Løfter dere deres sverd med så liten kraft, siden jeg ser, at de ikke biter for dere?“ En svarede: „Våre sverd er både sløve og fulle av Skar.“ Kongen gikk da hen og lukkede Høisædeskisten opp; derav tok han mange hvasse sverd frem og ga sine menn dem; men, da han rakte den høyre arm ned, så flere, at der rant blod ned under brynje-Ærmen; men ingen visste, hvor han var såret. Det ble stort mannefall på Ormen. Kolbjørn Stallare gikk opp i løftingen til Kongen; de var meget like i våpen og klær, og Kolbjørn var stor og vakker fremfor andre. Ennå varte kampen en stund; men da vare så mange av Jarlens folk kommet opp på Ormen, som kunne rommes der; Jarlens skip kringsatte den fra alle kanter, og der ble få folk til å verge den mot så stor en hær. De fleste falt i kort tid, enda de både var sterke og modige. Kong Olaf selv og Kolbjørn Stallare sprang overbord, hver på sin Kant, og derpå sprang alle Kong Olafs Mænd, som ennå var i live, overbord. Kongens bror Thorkel Nevja var den allersidste, som kastet seg i sjøen. Olaf falt 9de september år 1000; da var han bare 36 år gammel.