Medens Haakon Lade-Jarl raadede over Norge, var der gode Aaringer i Landet og god Fred indenlands; derfor var Jarlen i lang Tid meget omtykt; men efter Jomsvikingeslaget blev han stolt og vellystig og derfor ilde likt. Da fik han den Tidende, at en Ætling af Harald Haarfagre, Olaf Tryggvessøn, var bleven en mægtig Konge i Irland. Jarlen sendte sin Ven Thore Klakka til Dublin for at lokke Olaf til Norge eller faa ham dræbt. Olaf fulgte med ham til Norge; men, da han kom til Agdenes yderst ved Throndhjemsfjorden, havde Bønderne netop reist sig mod Haakon Jarl. Det var nemlig en mægtig Bonde paa Lunde i Guldalen ved Navn Orm Lyrgja, som var gift med den fagre Gudrun med Kjendingsnavnet Lundesol eller Solen paa Lunde. Jarlen sendte sine Træler, for at hente den fagre Gudrun til sig. Orm bad Trælerne sætte sig til Nadvers; men, førend de havde ædt, vare Bønderne i Grannelaget, som Orm havde sendt Bud efter, komne sammen paa Lunde, og nu sagde Orm, at han ikke vilde lade Gudrun fare med Trælerne. Disse for bort med store Trusler; men Orm sendte Budstikken omkring med det Bud, at hver Mand skulde søge efter Haakon Jarl og dræbe ham. Jarlen maatte rømme, og hans Træl Kark var med ham. Det var Is paa Gulelven; paa den drev Jarlen sin Hest ud og lod sin Kappe ligge efter sig paa Isen, for at Bønderne skulde tro, at han var druknet. Derpaa for Jarlen og hans Træl til en Hule, som siden kaldtes Jarlshulen, hvor de sov, og siden til Thora, Jarlens Frænke. Jarlen sendte Kark ind for at bede hende komme til ham i al Stilhed. Thora kom, og Jarlen bad hende nu skjule ham i nogle Dage, indtil Bondehæren var skilt ad. Da gik de hen til et Svinebol, og her grov Kark en stor Grøft og lagde Træer over; Jarlen og Kark steg ned i Grøften, og Thora skuffede Muld og Møg over og drev Svinene ovenpaa. Da fik Bønderne høre, at Olaf Tryggvessøn var kommen, og ham tog de til Konge. Derpaa gav de sig alle til at lede efter Haakon. De søgte ogsaa efter ham hos Thora, men fandt ham ikke. Da steg Olaf op paa en stor Sten, som stod ved Svinebolet, talte til Folket og lovede Gaver og Værdighed til den, som tog Jarlen af Dage. Denne Tale hørte Jarlen og Trælen, som havde Lys hos sig nede i Grøften. Da sagde Jarlen til Kark: „Hvi bliver du stundom 46bleg og stundom igjen sort som Jord? Du har dog vel ikke isinde at svige mig?“ — „Ingenlunde,“ svarede Kark. — Da Natten kom, holdt Jarlen sig vaagen; men Kark sovnede og bar sig ilde i Søvne; Jarlen vakte ham og spurgte, hvad han drømte om. „Jeg drømte,“ svarede Kark, „at vi var begge paa et Skib, og at jeg skulde styre.“ — „Dette betyder vel,“ sagde Jarlen, „at du raader baade for dit og mit Liv; vær mig tro, saa skal jeg lønne dig.“ — Atter sovnede Kark og drømte, at han var paa Gaarden Lade, og at Olaf lagde et Guldsmykke om hans Hals. Da han fortalte Haakon denne Drøm, sagde Jarlen: „Det lægger jeg saaledes ud, at Olaf vil lægge den røde Ring om din Hals; var dig for den og svig mig ikke!“ Siden holdt begge sig vaagne, ligesom den ene vilde passe paa den anden. Henimod Dag sovnede Jarlen; da tog Kark sin Kniv, skar Hovedet af ham og skyndte sig med det til Olaf Tryggvesøn; men Olaf lod den troløse Træl halshugge. Haakon Jarl døde i Aar 995; da var han 58 Aar gammel.

Mens Haakon Lade-Jarl rådde over Norge, var der gode Aaringer i landet og god Fred innenlands; derfor var jarlen i lang tid meget omtykt; men etter Jomsvikingeslaget ble han stolt og vellystig og derfor ilde likt. Da fikk han den Tidende, at en ætling av Harald Haarfagre, Olaf Tryggvessøn, var blitt en mektig Konge i Irland. Jarlen sendte sin venn Thore Klakka til Dublin for å lokke Olaf til Norge eller få ham drept. Olaf fulgte med ham til Norge; men, da han kom til Agdenes ytterst ved Throndhjemsfjorden, hadde bøndene nettopp reist seg mot Haakon Jarl. Det var nemlig en mektig bonde på Lunde i Guldalen ved navn Orm Lyrgja, som var gift med den fagre Gudrun med Kjendingsnavnet Lundesol eller solen på Lunde. Jarlen sendte sine Træler, for å hente den fagre Gudrun til seg. Orm bad trellene sette seg til Nadvers; men, før de hadde ett, var bøndene i grannelaget, som Orm hadde sendt bud etter, kommet sammen på Lunde, og nå sa Orm, at han ikke ville la Gudrun fare med trellene. Disse for bort med store trusler; men Orm sendte Budstikken omkring med det bud, at hver mann skulle søke etter Haakon Jarl og drepe ham. Jarlen måtte rømme, og hans trell Kark var med ham. Det var is på Gulelven; på den drev jarlen sin hest ut og lot sin kappe ligge etter seg på isen, for at bøndene skulle tro, at han var druknet. Derpå for jarlen og hans trell til en Hule, som siden kaltes Jarlshulen, hvor de sov, og siden til Thora, Jarlens frenke. Jarlen sendte Kark inn for å bede henne komme til ham i all stillhet. Thora kom, og jarlen bad henne nå skjule ham i noen dager, inntil Bondehæren var skilt ad. Da gikk de hen til et Svinebol, og her grov Kark en stor grøft og la trær over; Jarlen og Kark steg ned i grøften, og Thora skuffet Muld og møkk over og drev svinene ovenpå. Da fikk bøndene høre, at Olaf Tryggvessøn var kommet, og ham tok de til Konge. Derpå ga de seg alle til å lede etter Haakon. De søkte også etter ham hos Thora, men fant ham ikke. Da steg Olaf opp på en stor Sten, som stod ved Svinebolet, talte til folket og lovede gaver og verdighet til den, som tok jarlen av dager. Denne Tale hørte jarlen og trælen, som hadde lys hos seg nede i grøften. Da sa jarlen til Kark: „Hvi blir du stundom 46bleg og stundom igjen sort som jord? Du har dog vel ikke i sinne å svike meg?“ — „Ingenlunde,“ svarte Kark. — Da natten kom, holdt jarlen seg våken; men Kark sovnet og bar seg ilde i søvne; Jarlen vakte ham og spurte, hva han drømte om. „Jeg drømte,“ svarte Kark, „at vi var begge på et skip, og at jeg skulle styre.“ — „Dette betyr vel,“ sa jarlen, „at du råder både for ditt og mitt liv; vær meg tro, så skal jeg lønne deg.“ — Atter sovnet Kark og drømte, at han var på gården Lade, og at Olaf la et gullsmykke om hans hals. Da han fortalte Haakon denne drøm, sa jarlen: „Det legger jeg således ut, at Olaf vil legge den røde Ring om din hals; var deg for den og svik meg ikke!“ Siden holdt begge seg våkne, likesom den ene ville passe på den annen. Henimot Dag sovnet jarlen; da tok Kark sin kniv, skar hodet av ham og skyndte seg med det til Olaf Tryggvesøn; men Olaf lot den troløse trell halshugge. Haakon Jarl døde i år 995; da var han 58 år gammel.