I Harald Haarfagres Dage blev Øen Island funden; did drog mange af Norges gjeveste Stormænd, som ikke kunde trives i Norge, da de nu ikke længer som før fik raade sig selv, som de vilde, og maatte betale Kong Harald Skat, som de før ikke vare vante til. Omkring 100 Aar efter Slaget i Hafrsfjorden holdt Gunnar paa Lidarende¹) Bryllup med den fagre, men onde Hallgerd. Gunnar var stærk og vakker og en stor Idrætsmand; han hug og skjød lige godt med begge Hænder, svømmede som en Sæl, traf med sine Skud alt, hvad han sigtede efter, og kunde i fuld Rustning hoppe lige saa høit, som han selv var. Derhos var han fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Hallgerd eggede den fredelige Gunnar til at øve flere Manddrab. Ved hans Ven Njaal Thorgeirssøns gode Raad blev i lang Tid Sagerne forligte; men endelig blev Gunnar og hans Broder paa Thinget dømte fredløse i tre Aar; reiste de ikke fra Island i denne Tid, skulde de ustraffet kunne dræbes.

Gunnar red fra Thinget sammen med Njaal. „Lad mig se, Ven,“ sagde Njaal, „at du holder dette Forlig; du vil komme tilbage æret og navnkundig og vorde en gammel Mand. Ingen Mand her paa Landet vil blive din Lige; men, bryder du Forliget, og tager du ikke udenlands, da vil du blive dræbt her i Landet, og det vil falde dine Venner tungt.“ Gunnar lovede at holde Forliget, red hjem og fortalte det Hele. Derpaa sagde han sin Moder og sine Venner Farvel, steg tilhest, og alle fulgte ham ud. De red langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saa han faldt af, og derved kom han til at se sig tilbage. „Fager er Lien,“ sagde han, „saa at den aldrig har syntes mig fagrere; Agrene ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke reise.“ „Gjør ikke dine Uvenner den Glæde at bryde Forliget,“ sagde hans Broder; „du kan lide paa, at alt vil gaa, som Njaal har sagt.“ „Jeg kan ikke reise,“ sagde Gunnar; „bliv du ogsaa“. „Nei,“ svarede Broderen; „jeg 44vil aldrig bryde mit Ord; vi faar skilles. Hils min Moder og mine Frænder, at jeg ikke kommer til at se Island igjen; thi jeg kommer til at spørge din Død, Broder, og da har jeg ingen Lyst til at drage tilbage.“ De skiltes; Gunnar red hjem til Lidarende, og hans Broder red til Skibet.

En Høstdag fik Gunnars Uvenner vide, at han var eneste Mand hjemme, og at alle hans Folk syslede med Høaannen langt fra Gaarden. De drog da afsted til Lidarende. Gunnars Hus var af Træ, tækket med Bræder; der var Glugger med Spjeld for langs Brynaaserne¹). For nu at faa Sikkerhed for, at Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne en op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Huset; men Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, stak ud med Atgeiren (Hellebarden) og traf ham midt paa Livet. Han gled ned fra Taget og gik did, hvor de andre sad. Gissur spurgte: „Er han hjemme?“ „Det ved jeg ikke,“ sagde han; „men det ved jeg, at Atgeiren er hjemme,“ og han faldt død ned. Nu søgte de hen til Husene; men Gunnar skjød ud efter dem og værgede sig saa vel, at de tre Gange maatte drage sig tilbage. Da sagde Gunnar: „Der ligger en af deres Pile her ude paa Taget; den skal jeg skyde til dem, og det er en stor Skam for dem at faa Skade af sine egne Vaaben.“ „Gjør ikke det, min Søn,“ sagde Gunnars Moder, „æg dem ikke igjen, siden de har draget sig tilbage“. Gunnar gjorde det dog og saarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om,“ sagde Gissur, „og tog en Pil fra Taget; han vilde ikke have søgt Vaaben ude, hvis det var nok derinde; lad os angribe paany.“ „Lad os brænde ham inde,“ sagde Mørd. „Det skal aldrig ske, om det saa gjælder mit Liv,“ svarede Gissur; „men du, som er saa slu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad.“ Der laa nogle Toug paa Marken, som blev brugte til at fæste Hus med i Stormveir. „Lad os tage Tougene,“ sagde Mørd, „slaa den ene Ende om Aasenderne og fæste den anden Ende om nogle store Stene og saaledes vinde Taget af Huset.“ Dette skede, og Gunnar kunde intet mærke, førend de havde vundet Taget af Huset. Han værgede sig fremdeles med sine Pile, og ingen kunde komme ham nær. Da lykkedes det en at springe op og hugge Gunnars Buestreng over; Gunnar stak ham med Atgeiren; da havde han saaret otte og fældet to Mand; nu fik han selv to Saar; men alle sagde, at han agtede hverken Saar eller Bane. Da sagde Gunnar til Hallgerd: „Giv mig to Lokker af dit Haar og sno deraf en Buestreng til mig, du og min Moder.“ „Er det dig meget om at gjøre?“ spurgte hun. „Det gjælder mit Liv,“ svarede han; „thi, saalænge jeg kan bruge min Bue, skal de ikke faa vinde over mig.“ „Da skal jeg huske dig den Kindhest, du engang gav mig,“ sagde hun, „og mig er det det samme, om du værger dig længe eller kort.“ „Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af,“ sagde Gunnar; „og ikke skal jeg længe bede dig om saa lidet.“ „Du 45bærer dig ilde ad, Hallgerd,“ sagde Gunnars Moder, „og din Skam vil længe mindes.“ Gunnar værgede sig endnu vel og mandigen og saarede otte Mand til med store Saar; men tilsidst faldt han om af Træthed og fik Banesaar. Da sagde Gissur: „Vi har fældet en stor Kjæmpe her, og hans Forsvar vil mindes, saalænge Landet bygges.“ Derpaa gik han ind i Huset og bad Gunnars Moder, om hun vilde unde deres to Mænd Jord, som var faldne der, saa de kunde blive hauglagte der. Hun svarede: „Saameget heller, som jeg gjerne vilde unde eder den allesammen.“ „Rimeligt er det, at du taler saa,“ svarede Gissur; „thi du har mistet meget.“ — Njaals Sønner hevnede Gunnars Drab; han døde 986 i det samme Aar, som Jomsvikingeslaget stod i Hjørungavaag.

I Harald Haarfagres dager ble Øen Island funnen; dit drog mange av Norges gjeveste stormenn, som ikke kunne trives i Norge, da de nå ikke lenger som før fikk råde seg selv, som de ville, og måtte betale Kong Harald Skat, som de før ikke vare vante til. Omkring 100 år etter slaget i Hafrsfjorden holdt Gunnar på Lidarende¹) bryllup med den fagre, men onde Hallgerd. Gunnar var sterk og vakker og en stor idrettsmann; han hug og skjød like godt med begge hender, svømte som en Sæl, traff med sine skudd alt, hva han siktet etter, og kunne i full rustning hoppe like så høyt, som han selv var. Derhos var han fredelig, vennlig, vennesæl og gavmild. Hallgerd eggede den fredelige Gunnar til å øve flere manndrap. Ved hans venn Njaal Thorgeirssøns gode råd ble i lang tid Sagerne forlikte; men endelig ble Gunnar og hans bror på tinget dømte fredløse i tre år; reiste de ikke fra Island i denne tid, skulle de ustraffet kunne drepes.

Gunnar red fra tinget sammen med Njaal. „La meg se, venn,“ sa Njaal, „at du holder dette forlik; du vil komme tilbake æret og navnkundig og vorde en gammel mann. Ingen mann her på landet vil bli din like; men, bryter du forliket, og tar du ikke utenlands, da vil du bli drept her i landet, og det vil falle dine venner tungt.“ Gunnar lovede å holde forliket, red hjem og fortalte det hele. Derpå sa han sin mor og sine venner farvel, steg til hest, og alle fulgte ham ut. De red langsmed Markarfljot. Da snublet hesten, så han falt av, og derved kom han til å se seg tilbake. „Fager er Lien,“ sa han, „så at den aldri har syntes meg fagrere; Agrene er bleke og tunet slått; jeg må hjem igjen, jeg kan ikke reise.“ „Gjør ikke dine uvenner den glede å bryte forliket,“ sa hans bror; „du kan lide på, at alt vil gå, som Njaal har sagt.“ „Jeg kan ikke reise,“ sa Gunnar; „bli du også“. „Nei,“ svarte broren; „jeg 44vil aldri bryte mitt ord; vi får skilles. Hils min mor og mine frender, at jeg ikke kommer til å se Island igjen; thi jeg kommer til å spørre din død, bror, og da har jeg ingen lyst til å dra tilbake.“ De skiltes; Gunnar red hjem til Lidarende, og hans bror red til skipet.

En høstdag fikk Gunnars uvenner vide, at han var eneste mann hjemme, og at alle hans folk syslede med Høaannen langt fra gården. De drog da av sted til Lidarende. Gunnars hus var av tre, tekket med Bræder; der var glugger med spjeld for langs Brynaaserne¹). For nå å få sikkerhet for, at Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne en opp til gården, mens de satte seg på Sletten. Han krøp opp på huset; men Gunnar, som så en rød kjortel ligefor gluggen, stak ut med atgeiren (hellebarden) og traff ham midt på livet. Han gled ned fra taket og gikk dit, hvor de andre satt. Gissur spurte: „Er han hjemme?“ „Det vet jeg ikke,“ sa han; „men det vet jeg, at atgeiren er hjemme,“ og han falt død ned. Nå søkte de hen til husene; men Gunnar skjød ut etter dem og verget seg så vel, at de tre ganger måtte dra seg tilbake. Da sa Gunnar: „Der ligger en av deres Pile her ute på taket; den skal jeg skyde til dem, og det er en stor skam for dem å få skade av sine egne våpen.“ „Gjør ikke det, min sønn,“ sa Gunnars mor, „egg dem ikke igjen, siden de har draget seg tilbake“. Gunnar gjorde det dog og saarede en av dem. „Der kom en hånd ut med en gullring om,“ sa Gissur, „og tok en pil fra taket; han ville ikke ha søkt våpen ute, hvis det var nok derinne; la oss angripe paany.“ „La oss brenne ham inne,“ sa Mørd. „Det skal aldri ske, om det så gjelder mitt liv,“ svarte Gissur; „men du, som er så slu mann, kunne vel finne på et annet råd.“ Der lå noen tau på marken, som ble brukte til å feste hus med i Stormveir. „La oss ta tauene,“ sa Mørd, „slå den ene ende om Aasenderne og feste den annen ende om noen store Steiner og således vinde taket av huset.“ Dette skjedde, og Gunnar kunne intet merke, før de hadde vundet taket av huset. Han verget seg fremdeles med sine Pile, og ingen kunne komme ham nær. Da lyktes det en å springe opp og hugge Gunnars buestreng over; Gunnar stak ham med atgeiren; da hadde han såret åtte og felt to mann; nå fikk han selv to sår; men alle sa, at han aktede hverken sår eller bane. Da sa Gunnar til Hallgerd: „Gi meg to lokker av ditt hår og sno derav en buestreng til meg, du og min mor.“ „Er det deg meget om å gjøre?“ spurte hun. „Det gjelder mitt liv,“ svarte han; „thi, så lenge jeg kan bruke min bue, skal de ikke få vinne over meg.“ „Da skal jeg huske deg den kinnhest, du engang ga meg,“ sa hun, „og meg er det det samme, om du verger deg lenge eller kort.“ „Enhver har sitt å gjøre seg navnkundig av,“ sa Gunnar; „og ikke skal jeg lenge bede deg om så lite.“ „Du 45bærer deg ilde ad, Hallgerd,“ sa Gunnars mor, „og din skam vil lenge minnes.“ Gunnar verget seg ennå vel og mandigen og saarede åtte mann til med store sår; men til sist falt han om av tretthet og fikk banesår. Da sa Gissur: „Vi har felt en stor kjempe her, og hans forsvar vil minnes, så lenge landet bygges.“ Derpå gikk han inn i huset og bad Gunnars mor, om hun ville unne deres to menn jord, som var falne der, så de kunne bli hauglagte der. Hun svarte: „Saameget heller, som jeg gjerne ville unne dere den allesammen.“ „Rimelig er det, at du taler så,“ svarte Gissur; „thi du har mistet meget.“ — Njaals sønner hevnet Gunnars Drab; han døde 986 i det samme år, som Jomsvikingeslaget stod i Hjørungavaag.