I Harald Haarfagres Dage blev Øen Island funden; did drog mange af Norges gjeveste Stormænd, som ikke kunde trives i Norge, da de nu ikke længer som før fik raade sig selv, som de vilde, og maatte betale Kong Harald Skat, som de før ikke vare vante til. Omkring 100 Aar efter Slaget i Hafrsfjorden holdt Gunnar paa Lidarende¹) Bryllup med den fagre, men onde Hallgerd. Gunnar var stærk og vakker og en stor Idrætsmand; han hug og skjød lige godt med begge Hænder, svømmede som en Sæl, traf med sine Skud alt, hvad han sigtede efter, og kunde i fuld Rustning hoppe lige saa høit, som han selv var. Derhos var han fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Hallgerd eggede den fredelige Gunnar til at øve flere Manddrab. Ved hans Ven Njaal Thorgeirssøns gode Raad blev i lang Tid Sagerne forligte; men endelig blev Gunnar og hans Broder paa Thinget dømte fredløse i tre Aar; reiste de ikke fra Island i denne Tid, skulde de ustraffet kunne dræbes.
Gunnar red fra Thinget sammen med Njaal. „Lad mig se, Ven,“ sagde Njaal, „at du holder dette Forlig; du vil komme tilbage æret og navnkundig og vorde en gammel Mand. Ingen Mand her paa Landet vil blive din Lige; men, bryder du Forliget, og tager du ikke udenlands, da vil du blive dræbt her i Landet, og det vil falde dine Venner tungt.“ Gunnar lovede at holde Forliget, red hjem og fortalte det Hele. Derpaa sagde han sin Moder og sine Venner Farvel, steg tilhest, og alle fulgte ham ud. De red langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saa han faldt af, og derved kom han til at se sig tilbage. „Fager er Lien,“ sagde han, „saa at den aldrig har syntes mig fagrere; Agrene ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke reise.“ „Gjør ikke dine Uvenner den Glæde at bryde Forliget,“ sagde hans Broder; „du kan lide paa, at alt vil gaa, som Njaal har sagt.“ „Jeg kan ikke reise,“ sagde Gunnar; „bliv du ogsaa“. „Nei,“ svarede Broderen; „jeg 44vil aldrig bryde mit Ord; vi faar skilles. Hils min Moder og mine Frænder, at jeg ikke kommer til at se Island igjen; thi jeg kommer til at spørge din Død, Broder, og da har jeg ingen Lyst til at drage tilbage.“ De skiltes; Gunnar red hjem til Lidarende, og hans Broder red til Skibet.
En Høstdag fik Gunnars Uvenner vide, at han var eneste Mand hjemme, og at alle hans Folk syslede med Høaannen langt fra Gaarden. De drog da afsted til Lidarende. Gunnars Hus var af Træ, tækket med Bræder; der var Glugger med Spjeld for langs Brynaaserne¹). For nu at faa Sikkerhed for, at Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne en op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Huset; men Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, stak ud med Atgeiren (Hellebarden) og traf ham midt paa Livet. Han gled ned fra Taget og gik did, hvor de andre sad. Gissur spurgte: „Er han hjemme?“ „Det ved jeg ikke,“ sagde han; „men det ved jeg, at Atgeiren er hjemme,“ og han faldt død ned. Nu søgte de hen til Husene; men Gunnar skjød ud efter dem og værgede sig saa vel, at de tre Gange maatte drage sig tilbage. Da sagde Gunnar: „Der ligger en af deres Pile her ude paa Taget; den skal jeg skyde til dem, og det er en stor Skam for dem at faa Skade af sine egne Vaaben.“ „Gjør ikke det, min Søn,“ sagde Gunnars Moder, „æg dem ikke igjen, siden de har draget sig tilbage“. Gunnar gjorde det dog og saarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om,“ sagde Gissur, „og tog en Pil fra Taget; han vilde ikke have søgt Vaaben ude, hvis det var nok derinde; lad os angribe paany.“ „Lad os brænde ham inde,“ sagde Mørd. „Det skal aldrig ske, om det saa gjælder mit Liv,“ svarede Gissur; „men du, som er saa slu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad.“ Der laa nogle Toug paa Marken, som blev brugte til at fæste Hus med i Stormveir. „Lad os tage Tougene,“ sagde Mørd, „slaa den ene Ende om Aasenderne og fæste den anden Ende om nogle store Stene og saaledes vinde Taget af Huset.“ Dette skede, og Gunnar kunde intet mærke, førend de havde vundet Taget af Huset. Han værgede sig fremdeles med sine Pile, og ingen kunde komme ham nær. Da lykkedes det en at springe op og hugge Gunnars Buestreng over; Gunnar stak ham med Atgeiren; da havde han saaret otte og fældet to Mand; nu fik han selv to Saar; men alle sagde, at han agtede hverken Saar eller Bane. Da sagde Gunnar til Hallgerd: „Giv mig to Lokker af dit Haar og sno deraf en Buestreng til mig, du og min Moder.“ „Er det dig meget om at gjøre?“ spurgte hun. „Det gjælder mit Liv,“ svarede han; „thi, saalænge jeg kan bruge min Bue, skal de ikke faa vinde over mig.“ „Da skal jeg huske dig den Kindhest, du engang gav mig,“ sagde hun, „og mig er det det samme, om du værger dig længe eller kort.“ „Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af,“ sagde Gunnar; „og ikke skal jeg længe bede dig om saa lidet.“ „Du 45bærer dig ilde ad, Hallgerd,“ sagde Gunnars Moder, „og din Skam vil længe mindes.“ Gunnar værgede sig endnu vel og mandigen og saarede otte Mand til med store Saar; men tilsidst faldt han om af Træthed og fik Banesaar. Da sagde Gissur: „Vi har fældet en stor Kjæmpe her, og hans Forsvar vil mindes, saalænge Landet bygges.“ Derpaa gik han ind i Huset og bad Gunnars Moder, om hun vilde unde deres to Mænd Jord, som var faldne der, saa de kunde blive hauglagte der. Hun svarede: „Saameget heller, som jeg gjerne vilde unde eder den allesammen.“ „Rimeligt er det, at du taler saa,“ svarede Gissur; „thi du har mistet meget.“ — Njaals Sønner hevnede Gunnars Drab; han døde 986 i det samme Aar, som Jomsvikingeslaget stod i Hjørungavaag.