39

Haakon havde i lang Tid Ufred med Eriks og Gunhilds Sønner, som fik Hjælp nede i Danmark. 40To Gange vandt han over dem; den tredie Gang vandt han ogsaa; men han fik Banesaar i Slaget. Da havde Kong Haakon været Konge i 26 Aar, og han var netop i Gjæstebud paa sin Gaard Fitjar paa Stordøen og sad ved Dagverdbordet, da hans Vagtmænd, som vare udenfor, saa, at der kom seilende mange Skibe søndenfra og ikke havde langt igjen til Øen. Kongens Mænd vilde heller slaaes med Mod og Manddom end fly for Danerne uden at prøve sig, skjønt Erikssønnerne havde sex Gange saa mange Folk. I deres Hær var Gunhilds Brødre Øyvind Skrøyja og Alf Askmand, stærke Mænd, som havde fældet mange Folk. Kongen tog sine Vaabenklæder paa og havde forgyldt Hjelm paa Hovedet. Da begge Fylkinger mødtes, blev det et haardt Slag og stor Mandespilde; Haakon gik frem foran Mærket og hug til begge Sider. Han var meget kjendelig fra andre Mænd, og tillige lyste det af Hjelmen, som Solen skinnede paa; derfor vendtes de fleste Vaaben mod ham. Øyvind Skaldespilder, Kongens Skald, tog da en Hætte og satte over den forgyldte Hjelm. Da raabte Øyvind Skrøyja høit: „Skjuler Nordmændenes Konge sig nu, eller er han rømt? hvor er Guldhjelmen?“ Kongen svarede: „Hold frem, som du stevner, om du vil finde Nordmændenes Konge.“ Øyvind og Alf stevnede frem og hug til begge Sider som rasende. „Lad mig gaa imod Øyvind, Herre,“ sagde Thoralf Skolmssøn, en af Kongens stærkeste Hirdmænd. „Nei,“ sagde Haakon, „mig vilde han finde, og mig skal han ogsaa finde.“ Da de mødtes, løftede Øyvind Sværdet, for at hugge til Kongen; men Thoralf skjød sit Skjold saa haardt mod Øyvind, at han ravede, og da tog Haakon sit gode Sværd Kvernbit med begge Hænder og kløvede med et Hug Øyvinds Hjelm og hans Hoved lige til Axlerne. Paa samme Tid faldt Alf Askmand for Thoralf. Gunhilds Sønner tog da til at rømme til Skibene, og Haakon satte efter dem uden Brynje, men rammedes af en Pil i Armen. Da han efter Slaget kom ud paa sit Skib og lod sit Saar forbinde, randt der saa meget Blod af det, at det ikke kunde standses, og, da Dagen hældede, begyndte Kræfterne at svigte. Han bad sine Mænd at fare nord med ham til Gaarden Aalreksstad, tæt ved Bergen. Men, da de kom til Haakons-Hellen, hvor han var fød, lagde de tillands, eftersom Kongen da var næsten livløs. Her døde han, efterat han havde bedet sine Venner at bringe Erikssønnerne det Budskab, at han gav dem hele Landet. Der var stor Sorg over Haakons Død; baade hans Venner og Uvenner savnede ham, og de mente, at saa god Konge aldrig mere monne komme til Norge. Øyvind Skaldespilder digtede et navnkundigt Kvad om Kong Haakons Fald; det kaldtes Haakonarmaal. Der synger han om, hvor godt Haakon blev modtagen i Valhall, og dette er de sidste Vers:

Da det kjendtes,at Kongen havdeHelligdommen hædret¹),da Haakon blevhilset saa venligtaf Verdens vældige Guder.

Ja, i en heldig Stundden Hersker fødes,41som naar en saadan Yndest;hans Old¹)altid vordermed Lov opløftet.

Ubundentil Jordens FolkFenris-Ulven farer,førend i Haakonsøde Fodsporjævngod Konge kommer²).

Dør Fæ,dø Frænder,øde lægges Jord og Land;siden Haakon drogtil hedenske Guder,har Folket Trældom og Tvang.

39

Haakon hadde i lang tid ufred med Eriks og Gunhilds sønner, som fikk hjelp nede i Danmark. 40To ganger vant han over dem; den tredje gang vant han også; men han fikk banesår i slaget. Da hadde Kong Haakon vært Konge i 26 år, og han var nettopp i gjestebud på sin gård Fitjar på Stordøen og satt ved Dagverdbordet, da hans vaktmenn, som var utenfor, så, at der kom seilende mange skip sønnenfra og ikke hadde langt igjen til Øen. Kongens menn ville heller slås med mot og manndom enn fly for danene uten å prøve seg, skjønt Erikssønnerne hadde seks ganger så mange folk. I deres hær var Gunhilds brødre Øyvind Skrøyja og Alf Askmand, sterke menn, som hadde felt mange folk. Kongen tok sine våpenklær på og hadde forgylt Hjelm på hodet. Da begge fylkinger møttes, ble det et hardt slag og stor Mandespilde; Haakon gikk frem foran merket og hug til begge sider. Han var meget kjennelig fra andre menn, og tillike lyste det av hjelmen, som solen skinte på; derfor vendtes de fleste våpen mot ham. Øyvind Skaldespilder, Kongens skald, tok da en hette og satte over den forgylte Hjelm. Da ropte Øyvind Skrøyja høyt: „Skjuler nordmennenes Konge seg nå, eller er han rømt? hvor er gullhjelmen?“ Kongen svarte: „Hold frem, som du stevner, om du vil finne nordmennenes Konge.“ Øyvind og Alf stevnet frem og hug til begge sider som rasende. „La meg gå imot Øyvind, Herre,“ sa Thoralf Skolmssøn, en av Kongens sterkeste hirdmenn. „Nei,“ sa Haakon, „meg ville han finne, og meg skal han også finne.“ Da de møttes, løftet Øyvind Sværdet, for å hugge til Kongen; men Thoralf skjød sitt skjold så hardt mot Øyvind, at han ravet, og da tok Haakon sitt gode sverd Kvernbit med begge hender og kløvede med et Hug Øyvinds Hjelm og hans hode like til akslene. På samme tid falt Alf Askmand for Thoralf. Gunhilds sønner tok da til å rømme til skipene, og Haakon satte etter dem uten brynje, men rammedes av en pil i armen. Da han etter slaget kom ut på sitt skip og lot sitt sår forbinde, rant der så meget blod av det, at det ikke kunne standses, og, da Dagen hellet, begynte kreftene å svikte. Han bad sine menn å fare nord med ham til gården Aalreksstad, tett ved Bergen. Men, da de kom til Haakons-Hellen, hvor han var født, la de tillands, ettersom Kongen da var nesten livløs. Her døde han, etter at han hadde bedt sine venner å bringe Erikssønnerne det budskap, at han ga dem hele landet. Der var stor sorg over Haakons død; både hans venner og uvenner savnet ham, og de mente, at så god Konge aldri mer monne komme til Norge. Øyvind Skaldespilder digtede et navnkundigt Kvad om Kong Haakons fall; det kaltes Haakonarmaal. Der synger han om, hvor godt Haakon ble mottatt i Valhall, og dette er de siste vers:

Da det kjentes,at Kongen haddeHelligdommen hedret),da Haakon blehilst så vennligav Verdens veldige guder.

Ja, i en heldig stundden Hersker fødes,41som når en sådan Yndest;hans Old¹)alltid vordermed lov oppløftet.

Ubundentil Jordens folkFenris-Ulven farer,før i Haakonsøde fotsporjevngod Konge kommer²).

Dør fe,dø frender,øde legges jord og land;siden Haakon drogtil hedenske guder,har folket trelldom og tvang.