Harald Graafeld hed den ældste af Erik Blodøxes Sønner; deres onde Moder Gunhild raadede mest for Landet, og, da Kongerne vare gjerrige og strenge, bleve de snart forhadte. Harald Graafeld blev fældet af Haakon Sigurdssøn Ladejarl, som blev Underkonge i Norge under den danske Konge Harald Blaatands Overherredømme. Da Harald Blaatand siden fik Ufred med den tyske Keiser, nyttede Haakon Jarl denne Leilighed til at gjøre sig fri, og han vilde ikke længer betale Harald Blaatand Skat. Harald eggede derfor Jomsvikingerne til at begynde Ufred med Haakon. Disse Vikinger havde sit Sæde i Jomsborg i Pomern; de vare meget mægtige og stridbare og stode under strenge Love. Ingen maatte tages op i deres Samlag, som var ældre end femti Aar eller yngre end atten Aar; ingen Kvinde maatte komme ind i deres Borg, og ingen maatte være ræd for nogen Ting eller give sig ved nogen Smerte. Jomsvikingernes Høvding var den Gang Sigvalde Jarl, og blandt de andre nævnes Thorkel den Høie og de to Brødre Bue den Digre og Sigurd Kaape samt den unge Vagn Aakessøn. Før Jomsvikingerne drog til Norge, var de i et stort Gravøl, som holdtes efter Sigvaldes Fader. Efter gammel Sæd gjorde man ved saadanne Leiligheder høitidelige Løfter, idet man tømte Bragebægeret. Sigvalde lovede da, at han inden tre Vintre skulde have dræbt eller jaget bort Haakon Jarl, og de andre Jomsvikinger, at de skulde følge ham. Morgenen efter syntes nok Jomsvikingerne, at de havde lovet vel meget, og derfor seilede de allerede afsted Dagen efter Gjæstebudet; ved Juletid var de paa Jæderen, og herjende drog de nordover, indtil de kom til Hjørungavaag paa Søndmøre i Førstningen af Aaret 986. Men her laa Haakon Jarl, som havde faaet Nys om deres Komme, med 180 Skibe; Jomsvikingerne havde bare 60 Skibe, og der blev nu en blodig og heftig Kamp, som endte med, at Jomsvikingerne tabte og rømte. Vagn Aakessøn blev fangen med tredive Mand; de bleve allesammen bundne med et langt Toug, som snoedes om deres Fødder; men deres Hænder vare løse. Saaledes bleve de bragte i Land og satte paa en Laag (Træstamme) for at halshugges. Thorkel Leira paatog sig at halshugge dem; han havde en stor Øx i Haanden og hug først den, som sad yderst paa Laagen. Ingen 42gav det mindste Tegn til, at han var ræd, og, da de fem første vare dræbte, spurgte Thorkel den sjette, hvad han tyktes om at dø. Han svarede: „Det er godt at dø med et godt Eftermæle; men du, Thorkel, vil dø med Skam.“ Thorkel hug ham og spurgte nu den syvende, hvad han tyktes om at dø. „Jeg glæder mig til Døden,“ svarede han; „jeg har en Daalk¹) i Haanden, og den vil jeg stikke i Jorden, hvis jeg ved noget af mig selv, naar Hovedet er hugget af.“ Thorkel hug til, og Hovedet gik af; men Daalken faldt ned, som man kunde vente. Dernæst kom Raden til en vakker og haarfager Mand; han svøbte Haaret frem over sit Hoved, rakte Halsen frem og sagde: „Gjør ikke mit Haar blodigt.“ En Mand tog da Haaret og holdt fast i det. Thorkel hug til; men i det samme rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, saa at den, som holdt Haaret, ludede efter, og Hugget traf Mandens Arme, saa begge Hænder gik af. Men den bundne Jomsviking raabte: „Endnu ere ikke alle Jomsvikinger døde“. Han fik Grid (Fred) af Erik, Haakon Jarls Søn, som var tilstede. Da siger Thorkel Leira: „Om du end, Jarl, vil unde alle disse Mænd Grid, skal dog aldrig Vagn Aakessøn slippe med Livet.“ I det samme løb han med hævet Øx frem til det Sted, hvor Vagn sad; men en anden af de bundne Vikinger kastede sig ned foran Thorkels Fødder, saa at han i Farten snublede fremover og slap Øxen. Nu greb Vagn Øxen og hug Thorkel Banehug med den. Da sagde Erik Jarl: „Vagn, vil du have Grid?“ „Det vil jeg,“ svarede han, „hvis vi alle faa den.“ „Løs dem af Touget,“ sagde Jarlen, og saa blev gjort. Atten vare dræbte, men tolv fik Grid.

Harald Graafeld het den eldste av Erik Blodøxes Sønner; deres onde mor Gunhild rådde mest for landet, og, da kongene var gjerrige og strenge, ble de snart forhatte. Harald Graafeld ble felt av Haakon Sigurdssøn Ladejarl, som ble underkonge i Norge under den danske Konge Harald Blaatands Overherredømme. Da Harald Blaatand siden fikk ufred med den tyske keiser, nyttet Haakon Jarl denne leilighet til å gjøre seg fri, og han ville ikke lenger betale Harald Blaatand Skat. Harald eggede derfor jomsvikingene til å begynne ufred med Haakon. Disse vikinger hadde sitt sete i Jomsborg i Pomern; de var meget mektige og stridbare og stod under strenge Love. Ingen måtte tas opp i deres Samlag, som var eldre enn femti år eller yngre enn atten år; ingen kvinne måtte komme inn i deres Borg, og ingen måtte være redd for noen ting eller gi seg ved noen smerte. Jomsvikingernes høvding var den gang Sigvalde Jarl, og blant de andre nevnes Thorkel den Høye og de to brødre bue den Digre og Sigurd Kaape samt den unge Vagn Aakessøn. Før jomsvikingene drog til Norge, var de i et stort gravøl, som holdtes etter Sigvaldes far. Etter gammel sæd gjorde man ved sådanne leiligheter høytidelige løfter, idet man tømte bragebegeret. Sigvalde lovede da, at han innen tre vintre skulle ha drept eller jaget bort Haakon Jarl, og de andre jomsvikinger, at de skulle følge ham. Morgenen etter syntes nok jomsvikingene, at de hadde lovet vel meget, og derfor seilede de allerede av sted Dagen etter gjestebudet; ved juletid var de på Jæderen, og herjende drog de nordover, inntil de kom til Hjørungavaag på Søndmøre i Førstningen av året 986. Men her lå Haakon Jarl, som hadde fått Nys om deres komme, med 180 skip; Jomsvikingene hadde bare 60 skip, og der ble nå en blodig og heftig kamp, som endte med, at jomsvikingene tapte og rømte. Vagn Aakessøn ble fangen med tretti mann; de ble allesammen bundne med et langt tau, som snoedes om deres føtter; men deres hender vare løse. Således ble de brakte i land og satte på en Laag (trestamme) for å halshugges. Thorkel Leira påtok seg å halshugge dem; han hadde en stor øks i hånden og hug først den, som satt ytterst på Laagen. Ingen 42ga det minste tegn til, at han var redd, og, da de fem første vare drepte, spurte Thorkel den sjette, hva han tyktes om å dø. Han svarte: „Det er godt å dø med et godt Eftermæle; men du, Thorkel, vil dø med skam.“ Thorkel hug ham og spurte nå den syvende, hva han tyktes om å dø. „Jeg gleder meg til døden,“ svarte han; „jeg har en Daalk¹) i hånden, og den vil jeg stikke i jorden, hvis jeg vet noe av meg selv, når hodet er hugget av.“ Thorkel hug til, og hodet gikk av; men Daalken falt ned, som man kunne vente. Dernest kom raden til en vakker og hårfager mann; han svøpte håret frem over sitt hode, rakte halsen frem og sa: „Gjør ikke mitt hår blodig.“ En mann tok da håret og holdt fast i det. Thorkel hug til; men i det samme rykket jomsvikingen hodet tilbake, så at den, som holdt håret, lutet etter, og hugget traff Mandens Arme, så begge hender gikk av. Men den bundne jomsviking ropte: „Ennå er ikke alle jomsvikinger døde“. Han fikk grid (Fred) av Erik, Haakon Jarls sønn, som var til stede. Da sier Thorkel Leira: „Om du enn, Jarl, vil unne alle disse menn grid, skal dog aldri Vagn Aakessøn slippe med livet.“ I det samme løp han med hevet øks frem til det sted, hvor Vagn satt; men en annen av de bundne vikinger kastet seg ned foran Thorkels føtter, så at han i farten snublet fremover og slapp øksen. Nå grep Vagn øksen og hug Thorkel banehugg med den. Da sa Erik Jarl: „Vagn, vil du ha grid?“ „Det vil jeg,“ svarte han, „hvis vi alle få den.“ „Løs dem av Touget,“ sa jarlen, og så ble gjort. Atten vare drepte, men tolv fikk grid.