Læreplanatlas
Andet SkoletrinAnden Afdeling. Fædrelandet.

51. Jomsvikingernes Færd til Norge.

41

Harald Graafeld hed den ældste af Erik Blodøxes Sønner; deres onde Moder Gunhild raadede mest for Landet, og, da Kongerne vare gjerrige og strenge, bleve de snart forhadte. Harald Graafeld blev fældet af Haakon Sigurdssøn Ladejarl, som blev Underkonge i Norge under den danske Konge Harald Blaatands Overherredømme. Da Harald Blaatand siden fik Ufred med den tyske Keiser, nyttede Haakon Jarl denne Leilighed til at gjøre sig fri, og han vilde ikke længer betale Harald Blaatand Skat. Harald eggede derfor Jomsvikingerne til at begynde Ufred med Haakon. Disse Vikinger havde sit Sæde i Jomsborg i Pomern; de vare meget mægtige og stridbare og stode under strenge Love. Ingen maatte tages op i deres Samlag, som var ældre end femti Aar eller yngre end atten Aar; ingen Kvinde maatte komme ind i deres Borg, og ingen maatte være ræd for nogen Ting eller give sig ved nogen Smerte. Jomsvikingernes Høvding var den Gang Sigvalde Jarl, og blandt de andre nævnes Thorkel den Høie og de to Brødre Bue den Digre og Sigurd Kaape samt den unge Vagn Aakessøn. Før Jomsvikingerne drog til Norge, var de i et stort Gravøl, som holdtes efter Sigvaldes Fader. Efter gammel Sæd gjorde man ved saadanne Leiligheder høitidelige Løfter, idet man tømte Bragebægeret. Sigvalde lovede da, at han inden tre Vintre skulde have dræbt eller jaget bort Haakon Jarl, og de andre Jomsvikinger, at de skulde følge ham. Morgenen efter syntes nok Jomsvikingerne, at de havde lovet vel meget, og derfor seilede de allerede afsted Dagen efter Gjæstebudet; ved Juletid var de paa Jæderen, og herjende drog de nordover, indtil de kom til Hjørungavaag paa Søndmøre i Førstningen af Aaret 986. Men her laa Haakon Jarl, som havde faaet Nys om deres Komme, med 180 Skibe; Jomsvikingerne havde bare 60 Skibe, og der blev nu en blodig og heftig Kamp, som endte med, at Jomsvikingerne tabte og rømte. Vagn Aakessøn blev fangen med tredive Mand; de bleve allesammen bundne med et langt Toug, som snoedes om deres Fødder; men deres Hænder vare løse. Saaledes bleve de bragte i Land og satte paa en Laag (Træstamme) for at halshugges. Thorkel Leira paatog sig at halshugge dem; han havde en stor Øx i Haanden og hug først den, som sad yderst paa Laagen. Ingen 42gav det mindste Tegn til, at han var ræd, og, da de fem første vare dræbte, spurgte Thorkel den sjette, hvad han tyktes om at dø. Han svarede: „Det er godt at dø med et godt Eftermæle; men du, Thorkel, vil dø med Skam.“ Thorkel hug ham og spurgte nu den syvende, hvad han tyktes om at dø. „Jeg glæder mig til Døden,“ svarede han; „jeg har en Daalk¹) i Haanden, og den vil jeg stikke i Jorden, hvis jeg ved noget af mig selv, naar Hovedet er hugget af.“ Thorkel hug til, og Hovedet gik af; men Daalken faldt ned, som man kunde vente. Dernæst kom Raden til en vakker og haarfager Mand; han svøbte Haaret frem over sit Hoved, rakte Halsen frem og sagde: „Gjør ikke mit Haar blodigt.“ En Mand tog da Haaret og holdt fast i det. Thorkel hug til; men i det samme rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, saa at den, som holdt Haaret, ludede efter, og Hugget traf Mandens Arme, saa begge Hænder gik af. Men den bundne Jomsviking raabte: „Endnu ere ikke alle Jomsvikinger døde“. Han fik Grid (Fred) af Erik, Haakon Jarls Søn, som var tilstede. Da siger Thorkel Leira: „Om du end, Jarl, vil unde alle disse Mænd Grid, skal dog aldrig Vagn Aakessøn slippe med Livet.“ I det samme løb han med hævet Øx frem til det Sted, hvor Vagn sad; men en anden af de bundne Vikinger kastede sig ned foran Thorkels Fødder, saa at han i Farten snublede fremover og slap Øxen. Nu greb Vagn Øxen og hug Thorkel Banehug med den. Da sagde Erik Jarl: „Vagn, vil du have Grid?“ „Det vil jeg,“ svarede han, „hvis vi alle faa den.“ „Løs dem af Touget,“ sagde Jarlen, og saa blev gjort. Atten vare dræbte, men tolv fik Grid.