Kong Haakon var en god Kristen; men i Norge var Folket den Tid hedensk, og Stormændene holdt Offerfester eller Blotgilder rundt om i Landet. Det var en gammel Sædvane, at alle Bønderne kom sammen til Hovet eller Templet, naar der skulde være Blotgilde, og de bragte med sig alle de Sager, de trængte til, saalænge Blotgildet stod. Enhver skulde have sit eget Øl med sig, og der blev dræbt alskens Smaafæ og Heste. Alt det Blod, som randt deraf, kaldtes Laut, og Lautboller kaldtes de Boller, som Blodet stod i. Man havde Lautteiner eller Stænkekoste; med dem strøg man Lautet baade paa Stallerne (Alterne) og paa Hovets Vægge, indentil og udentil, og man stænkede ogsaa Laut paa Mændene. Slagtet blev kogt til Mad for Mængden. Der brændte Ild paa Gulvet i Hovet, og Kjedler hang derover, og de fyldte Drikkeskaaler blev baarne om Ilden. Den, som gjorde Gildet og var Gode (Præst) ved Hovet, skulde signe Skaalerne og al Blotmaden; først skulde man drikke Odins Skaal til Seier og Magt for Kongen, saa Njørds og Frøys Skaal for godt Aar og Fred.
Engang kom Kong Haakon til Frostathinget, hvor der havde samlet sig en stor Mængde Bønder. Da Thinget var sat, talte Kongen til Folket og sagde, at det var hans Bud og Bøn til alle, at de skulde lade sig kristne og tro paa den ene sande Gud, men lade alle Blot og hedenske Guder fare, holde hver syvende Dag hellig og da lade af fra alt Arbeide og faste hver syvende Dag. Men da blev der megen Knur og Larm blandt Bønderne, og de klagede over, at Kongen vilde tage Arbeide og deres gamle Tro fra dem. Asbjørn fra Medalhus (Melhus) i Guldalen stod op, svarede paa Kongens Tale og sagde: „Det troede vi Bønder, Kong Haakon, da du havde holdt det første Thing her i Thrøndelagen, og vi tog dig til Konge og fik vore Odelsjorder tilbage af dig, at vi da havde faaet alt Godt; men nu ved vi ikke, hvorledes det er, om vi har faaet Friheden igjen, eller om du paany vil gjøre os til Træler og det paa en underlig Vis, nemlig saaledes, at vi skal give vor Tro op, som vore Fædre og alle vore Forfædre har havt før os; de har dog været meget gjevere end vi, og denne Tro har duet nok saa godt for dem. Nu vil vi Bønder holde de Love, som du før har sat os; vi vil alle følge dig og have dig til Konge, saalænge vi leve, hvis du vil fare rimeligt frem og ikke bede os om andet end det, som vi kan yde dig. Men, hvis du vil tage denne Sag med Heftighed og bruge Magt og Vold imod os, da har vi Bønder fattet det Raad, allesammen at skilles fra dig og tage os en anden Høvding, som vil unde os, at vi frit og frelst faa have den Tro, som vi tykkes om. Nu skal du, Konge, vælge et af disse Vilkaar, førend Thinget er til Ende.“ Da Asbjørn havde talt, gjorde Bønderne megen Larm og sagde, at det skulde være saaledes, som han havde sagt. Kong Haakon skjønnede, at der var intet andet Raad end at føie sig efter Bønderne, og han fik ikke indført Kristendommen.