37

Ung Harald var et halvt Snes Aar,Da Konning Halfdan himled,Og Mod de bange Fiender faarOg talrigt sammenstimled.De troed det hel let en SagAt fælde Barnet med et Slag.

Men Helte avle Heltebørn,Og stærk er to Aars Bamse,Og Neb og Klør har ungen Ørn,Hvormed han godt kan kramse;Ja kramse kunde liden Drot;Det mærkede hans Fiender godt.

Han var ei heller grei at se,Naar han slog ned for Fode;Thi Haar han havde vist som treOg kaldtes Ugleho’de;For det var baade Aar og Dag,Han aldrig satte det i Lag.

Thi høit han svor, da Liljevaand,Den hørdalandske Pige,Ei vilde række ham sin Haand,Før han vandt Norges Rige:„Ei Kam og Sax skal gaa i HaarFør jeg som Enekonge staar.“38Han var hel kongelig i Sind,Og Kjæmper til ham ty’de;Men Nissekonger krøbe indI Høie eller fly’de;Ja nogle gav ham og som SkjænkSin Kongestol for Jarlebænk.

I Hildarleg i HafrsfjordMan vil ham Vingen stække;Men der vandt Harald hele NorOmbord paa Thores Snekke,Og om hans Daad Hornklove sang,Saa at det høit blandt Fjelde klang.

Stolkonning blev han nu hel høi,Og greiet blev ham Haaret,Som ti Aar løst om Ho’det fløi;Og, da det net var skaaret,Haarfagre kaldtes han med Ret;Thi det var langt, af fager Let.

37

Ung Harald var et halvt Snes år,Da Konning Halfdan himled,Og mot de bange fiender fårOg tallrikt sammenstimlet.De trodde det hel lett en SagÅ felle barnet med et slag.

Men Helte avle heltebarn,Og sterk er to Aars Bamse,Og nebb og klør har ungen Ørn,Hvormed han godt kan kramse;Ja kramse kunne liten drott;Det merkede hans fiender godt.

Han var ei heller grei å se,Når han slo ned for Fode;Thi hår han hadde vist som treOg kaltes Ugleho’de;For det var både år og Dag,Han aldri satte det i lag.

Thi høyt han svor, da Liljevaand,Den hørdalandske pike,Ei ville rekke ham sin hånd,Før han vant Norges Rige:„Ei kam og Sax skal gå i hårFør jeg som Enekonge står.“38Han var hel kongelig i sinn,Og kjemper til ham ty’de;Men Nissekonger krøp innI Høye eller fly’de;Ja noen ga ham og som skjenkSin Kongestol for jarlebenk.

I Hildarleg i HafrsfjordMan vil ham vingen stekke;Men der vant Harald hele NorOmbord på Thores snekke,Og om hans dåd Hornklove sang,Så at det høyt blant fjell klang.

Stolkonning ble han nå hel høy,Og greiet ble ham håret,Som ti år løst om Ho’det fløy;Og, da det nett var skåret,Haarfagre kaltes han med rett;Thi det var langt, av fager lett.